Sneak-peak på "Batman v Superman: Dawn of Justice"

Warner Bros. har udsendt et nyt sneak-peak på "Batman v Superman: Dawn of Justice", der viser en meget vred Superman konfrontere en tilfangetagen Batman. Se klippet nederst i nyheden.

I filmen går Gotham Citys egen ressourcestærke forkæmper for lov og retfærdighed, Batman, til angreb mod Metropolis' hidtil elskede og respekterede beskytter, mens magthaverne forsøger at finde ud af, hvilken type superhelt, verden egentlig har brug for. Men mens Batman og Superman er travlt optaget af den episke kamp imod hinanden, træder en ny og apokalyptisk trussel ind fra mørket og bringer med ét slag menneskehedens fremtidige frie eksistens i større fare end nogensinde før.

Filmen er instrueret af Zack Snyder og har Henry Cavill i rollen som Superman, mens Ben Affleck denne gang har taget den mørke kappe på som Batman. Filmen har også Gal Gadot i rollen som Wonder Woman, og Amy Adams, Laurence Fishburne og Diane Lane vender tilbage til deres roller fra "Man of Steel". Jesse Eisenberg spiller Lex Luthor, mens Jeremy Iron har fået rollen som Batmans tro butler og hjælper, Alfred. Jason Momoa vil desuden kunne ses som superhelten Aquaman.

Filmen indtager biograferne 24. marts. Der skulle desuden dukke en splinterny lang trailer op inden for de næste par dage, som vi naturligvis vil bringe.

Kommentarer

Sneak-peak på "Batman v Superman: Dawn of Justice"

  • ★★★★★0

    Lægger Bruce Wayne noget sort øjenskygge, før han tager masken på? Og hvorfor forsvinder den så, når Kal-El river masken af ham?

    Lars! 1-12-15 12:35

  • ★★★★★1

    Haha, jeg tænkte PRÆCIST det samme, Lars! :-D Man kan her måske forsvare det med, at der er tale om en drømmesekvens (jeg ved ikke, om det er en større spoiler, men jeg mener at have læst i Empire, at scenerne med Batman iført den brune jakke udspiller sig i Batmans "drømmeland"). De kom rent fint "uden om" det problem i Nolans film, hvor han altid stod med ryggen til, når han tog masken af. I Burtons "Batman Returns" er det påfaldende, at lige før Batman tager masken af, og man ser Wayes ansigt, så har han lige pludseligt markant mindre øjenskygge end i alle filmens tidligere skud...

    The Insider 1-12-15 16:44

  • ★★★★★0

    Øj, spoilet, men det er okay. Hvis jeg havde lavet den drømmesekvens, så skulle det være Bruce Wayne-masken, der blev hevet af, og så Batman, som gemte sig nedenunder.

    Lars! 1-12-15 17:30

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen