Jeg var vild med sæson 1 og kunne også rigtig godt lide sæson 2, som jeg synes er groft undervurderet. Glæder mig til en sæson mere og Mahershala Ali er noget af et scoop, så det kan kun blive godt! :)
Tredje sæson af "True Detective" får grønt lys
For nylig forlød det, at HBO kraftigt overvejede endnu en sæson af den mørke krimiserie "True Detective". Man sikrede sig sågar en hovedrolleindehaver – "Moonlight"-stjernen Mahershala Ali – såfremt den nye sæson skulle blive en realitet.
Nu har tv-giganten så bekræftet, at man giver "True Detective" endnu et skud, og samtidig er et par detaljer om næste ombæring blevet sluppet løs.
I tredje sæson af "True Detective" skal Ali spille politibetjenten Wayne Hays, der kommer fra staten Arkansas og skal undersøge et makabert mysterie. Sæsonen vil udspille sig i området omkring Ozark-plateauet, ligesom den nye Netflix-serie "Ozark" i øvrigt gjorde det. Den første sæson af "True Detective" foregik i Louisiana, mens anden omgang havde Californien som ramme.
Derudover har projektet sikret sig Jeremy Saulnier som instruktør. Den amerikanske filmmager har tidligere stået bag intense affærer som "Blue Ruin" og "Green Room". Det vides endnu ikke, hvor mange afsnit Saulnier skal instruere.
Den første sæson af "True Detective" var en stor succes blandt tv-seerne og også ved prisuddelinger, men den efterfølgende række afsnit fik en mere blandet modtagelse. Nic Pizzolatto har skrevet alle afsnit af serien indtil videre og står også bag tredje sæson, hvor han har fået en hjælpende hånd af "Deadwood"-skaberen David Milch.