Forum - Forum-tråd: Andre hobbyer

Andre hobbyer

  • ★★★★★★0

    Inspireret af LEGO-tråden...

    Hvilke hobbyer har I? Altså, udover film og serie-kigning:) - skriv gerne lidt om det, men ikke nødvendigvis så meget som mig.

    Magic: The Gathering

    Jeg spillede dette ekstremt dyre kortspil fra 2000-2005 og genoptog det så i 2012. Af og til tager jeg til større turneringer og jeg ser også en del stream - dog lidt mindre efter sønnike er kommet til, fordi det ofte er amerikansk tidszone. Jeg bruger ikke vildt mange penge på det, og har "kun" kort for omkring 10.000-12.000 kr, hvilket er meget lidt for en, der bruger så meget tid på det som mig.

    ----

    Blood Bowl

    Blood Bowl er et amerikansk fodbold-lignende figurspil med mennesker, orker, elvere, dværge osv. Jeg er i spidsen for en liga i Odense, og jeg har spillet det siden 1998-99. Det er en meget billig hobby i forhold til så meget andet.

    ----

    Videnskabelig skepticisme

    Jeg ved ikke, om man kan kalde det en hobby, men jeg kan godt lide at høre podcast om videnskab, logik og skepticisme. Jeg har også fået læst et par bøger, og jeg overvejer kraftigt at spare penge sammen til at komme med til en kongres en gang, og jeg har overvejet at starte en skeptics in the pub i Odense, som egentlig er et lille foredrag eller talk på et værtshus. Det er en forholdsvis ny hobby for mig.

    Jeg citerer to af de store skeptikere - den største af dem alle, Carl Sagan - og så hans arvtagere Steven Novella:

    "Science is [...] a way of skeptically interrogating the universe with a fine understanding of human fallibility. If we are not able to ask skeptical questions, to interrogate those who tell us that something is true, to be skeptical of those in authority, then we’re up for grabs for the next charlatan, political or religious, who comes ambling along." - Carl Sagan

    "A skeptic is one who prefers beliefs and conclusions that are reliable and valid to ones that are comforting or convenient, and therefore rigorously and openly applies the methods of science and reason to all empirical claims, especially their own. A skeptic provisionally proportions acceptance of any claim to valid logic and a fair and thorough assessment of available evidence, and studies the pitfalls of human reason and the mechanisms of deception so as to avoid being deceived by others or themselves. Skepticism values method over any particular conclusion." - Steven Novella

    Så basalt set er det: hvis du har en påstand, der kan undersøges videnskabeligt, skal den underbygges med netop videnskab, og den skal være logisk sammenhængende.

    ----

    Det er mine primære hobbyer, men jeg vil også lige nævne disse tre:

    Brætspil: Jeg har engang haft 100 brætspil, men da jeg begyndte med at spille magic igen, så solgte jeg dem. Jeg vil gerne spille meget mere, men det kræver lidt mere strukturering af min tid - og jeg kan ikke lide at have en fast, ugentlig aftale, men med sønnike er det nok nødvendigt, hvis jeg skal have plads til det. 

    Musik: Jeg har tidligere brugt meget tid på musik - primært hard rock og metal - men det er kommet lidt i baggrunden, fordi jeg ikke hører musik herhjemme mere. Til gengæld bruger jeg meget mere tid på film.

    Madlavning: Jeg kan godt lide at lave mad, se madprogrammer og læse om mad, og jeg vil gerne bruge meget mere tid på det.

    Guldager 3-09-17 17:29

  • ★★★★1

    Tegneserier

    Dette har uden sammenligning været min største og dyreste hobby igennem tiden. Jeg startede med de obligatoriske albums, man lånte på biblioteket som knægt i 80'erne, og hobbyen tog for alvor fart, da jeg kastede mig over amerikanske tegneserier som 14-årig.

    Jeg fik snart kontakt med ligesindede (der senere stablede den allerførste Comic Con på benene herhjemme), hvilket selvfølgelig blot boostede interessen. Da jeg læste et år i USA i midten af 90'erne, fik jeg købt så mange tegneserier (ikke mindst fordi de var væsentlig billigere i forhold til Faraoes Cigarer og Fantask, der jo længe kørte med 1 $ = 10 kroner), at de koste 3000 kr. at få fragtet til Danmark.

    Jeg har i hvert fald nok brugt 100.000 - 150.000 på tegneserier og var på et tidspunkt oppe på over 3000 stk. I de seneste år er jeg dog stort set gået død i dem, men har for nylig tænkt, at det måske kunne være lidt sjovt at dyrke det lidt igen. I hvert fald ærgrer det mig en lille smule, at jeg i årenes løb har skilt mig af med 2/3 af dem - og det til en slik, i forhold til hvad jeg selv gav.

    ---

    Filmmusik på vinyl

    Jeg har siden omkring år 2000 købt vinyler. Dengang var de langt fra populære, og Accord kørte næsten fast med 50 % rabat på alt, så i en periode solgte jeg en del af mine cd'er og købte nogle fede og nogle gange sjældne vinyl-udgivelser til næste ingen penge. I dag ville det naturligvis være lige omvendt...

    På trods af min store filminteresse dyrkede jeg dog ikke filmmusik på vinyl - nok primært fordi filmmusik tidligere ikke var noget, jeg interesserede mig særlig meget for i en film. Alt det ændrede sig i 2012, da pladeselskabet Death Waltz Records skød op og begyndte at udsende og genudsende en masse fedt filmmusik - primært fra gyser- og sci-fi-film. Ikke mindst virkelig lækre udgaver med John Carpenters musik. I de næste par år skød flere andre "boutique"-labels (One Way Static, Mondo, Waxork etc.) op, der ligeledes specialiserede i genre-musik.

    I starten købte jeg alt fra disse selskaber, men efterhånden blev der simpelthen for mange udgivelser, og nu målretter jeg købet mod de ting, de virkelig har interesse. Jeg bruger vel ca. 500-1000 kr. om måneden og har omkring 300-400 vinyler med scores. Den mest kuriøse jeg har er nok en vinyl med Harry Manfredinis musik til "Fredag den 13." Vinylen er fyldt med "blod", der flyder rundt i den gennemsigtige plade, når man drejer den. Den udkom i 75 eksemplarer i hele verden, og jeg var heldig at finde den på eBay til 1.000 kr. (i dag går den for 5.000 kr. og op).

    ---

    Moovy

    Måske ikke den store overraskelse... Det er vel snart 3 år siden, at de første idéer begyndte at forme sig. Hvis historien om Moovy en dag skal skrives, vil jeg dog nok ikke være den rette til at gøre det, da jeg simpelthen ikke kan huske, hvem der fik idéen til hvad, eller hvem der kontaktede hvem. I starten var det dog 5 tidligere Filmz-brugere/anmeldere/ejere, der noget tid efter Johans exit fra Filmz slog snuderne sammen for at diskutere ambitionerne for et nyt filmsite - og om det overhovedet havde gang på jord, nu hvor så meget var flyttet over på Facebook (det havde det heldigvis). Udover mig selv, chefredaktør Nicky, Jonas og Johan var også Bruno og Benway med inde over i starten og med til at udvikle de første idéer og profilen for sitet.

    Der går nok ikke overraskende en del timer i ugen på Moovy, ligesom det er tilfældet med sitets øvrige crew (og så er vi selvfølgelig også glade for, at både Bruno og Benway er blevet hængende og bidrager som brugere).

    chandler75 3-09-17 20:16

  • ★★★★★★0

    Vinyl har jeg overvejet, men jeg tror ikke, jeg kan styre det. Jeg vil have en stor trang til at købe alt det, som jeg havde på CD (hvilket var omkring 500 stk), og det er jo lidt dyrt :)

    Og jeg tror, vi er mange, der glade for, at nogen af jer har Moovy som hobby!

    Guldager 3-09-17 20:23

  • ★★★★0

    Vinyl har jeg overvejet, men jeg tror ikke, jeg kan styre det. Jeg vil have en stor trang til at købe alt det, som jeg havde på CD (hvilket var omkring 500 stk), og det er jo lidt dyrt :)

    Og jeg tror, vi er mange, der glade for, at nogen af jer har Moovy som hobby!

    Cd'er er generelt undervurdet nu om dage :)

    Jeg køber stadig noget ny musik på cd (seneste Blondie's nyeste - 70 kr. på cd, 170 kr. på vinyl) og kunne aldrig drømme om at bruge penge på en vinyl, hvis jeg allerede havde den på cd :)

    Og tak for sidste kommentar :)

    chandler75 3-09-17 20:40

  • ★★★★★★0

    Gaming

    Primært på PC, men jeg har også Xbox 360, PS2, PS3, PS4 og Vita TV - sidstnævnte har jeg dog ikke rigtigt fundet noget at bruge til endnu. Dertil kommer, at jeg har en interesse i it generelt og arbejder med det, hvilket er ganske praktisk, da jeg selv kan fikse evt. problemer med mine computere.

    På det seneste har jeg også kigget lidt på brætspil, da det er ret hyggeligt, men har ikke fået gjort så meget ved det endnu. Det kommer måske i takt med, at jeg er begyndt at arbejde som frivillig i Husets biograf, hvor der i samme bygning er en brætspilscafé.

    Tegneserier

    Næsten siden jeg kunne læse, har jeg læst tegneserier og hvor min interesse for bøger er blevet reduceret til lydbøger (læsning af faglitteratur på datamatikerstudiet dræbte min læselyst), er min interesse for tegneserier kun steget i løbet af de seneste år. Jeg har ikke en massiv samling som sådan, fordi selvom jeg er relativt picky med hvad jeg køber, læser jeg både amerikanske og europæiske tegneserier, men helst i albumform (eller tilsvarende amerikansk format), da jeg synes at det er fedest at få en mere eller mindre afsluttet historie, frem for at skulle jage enkelte numre, som man måske har misset. Når det kommer til amerikanske tegneserier, har jeg fundet ud af, at omkring 1970 er cirka skillepunktet for min interesse, altså slutningen af den såkaldte silver age og overgange til modern age, mens jeg er lidt mere large, når det kommer til europæiske tegneserier. Superhelte er hvad der introducerede mig til tegneserier, men jeg går efter lidt blandede oplevelser nu, selvom jeg stadig har snablen nede i superhelteuniverset.

    Jeg har et par andre ting, som jeg har overvejet at kaste mig over, bl.a. elektronik, så jeg kan fikse gamle spillekonsoller, computere osv., men det kan være at det kommer til at vente lidt, afhængigt af hvordan min fremtid ser ud.

    Zero Cool 3-09-17 20:47

  • ★★★★0

    Når det kommer til amerikanske tegneserier, har jeg fundet ud af, at omkring 1970 er cirka skillepunktet for min interesse, altså slutningen af den såkaldte silver age og overgange til modern age,

    Måske dumt spørgsmål, men er det så før eller efter, din interesse ligger?

    chandler75 3-09-17 20:52

  • ★★★★★★0

    Måske dumt spørgsmål, men er det så før eller efter, din interesse ligger?

    Efter.

    Zero Cool 3-09-17 21:01

  • ★★★★0

    Efter.

    Ok, det samme for mig :)

    chandler75 3-09-17 21:03

  • ★★★★★★0

    Bruno - hvis du gerne vil have anbefalinger til brætspil, så siger du bare til :)

    Rasmus - jeg glemte at skrive, at jeg har solgt mine Cd'er, så hvis jeg begynder på vinyl vil jeg have en stor trang til at købe de første 100 stk. 

    Guldager 3-09-17 21:03

  • ★★★0

    Spiller billard (3-bande carambole), og har gjort det siden mine ungdomsår, så det er vel tæt på 35 år. 

    Steffan Rasmussen 3-09-17 22:02

  • ★★★★★★0

    Bruno - hvis du gerne vil have anbefalinger til brætspil, så siger du bare til :)

    Rasmus - jeg glemte at skrive, at jeg har solgt mine Cd'er, så hvis jeg begynder på vinyl vil jeg have en stor trang til at købe de første 100 stk. 

    Takker, jeg har dog allerede en lille portion, som jeg ikke har fået kigget på endnu. :)

    Zero Cool 3-09-17 22:16

  • ★★★★★0

    At læse faglitteratur (især psykologi, filosofi, religion og naturvidenskab)

    Jeg er noget bedre til at begynde på fagbøger end at læse dem færdig, men jeg har et ekstremt nysgerrigt temperament og elsker at lære om alt. Den eneste undtagelse er egentlig politik, som af en eller anden grund aldrig rigtig har tændt mig. Jeg går gennem korte faser af interesser for forskellige områder. 

    At gå tur i skov og på fjeld

    Når man bor i Norge, så hører det næsten med... Jeg tager gerne et par timer i naturen sammen med konen og venner, når anledningen byder sig. Der findes ikke mange følelser, som er bedre end solskin på huden og lidt vind i fjæset.

    At sørge for hunden

    Vi har en hundehvalp, en bernersenne, som netop er fyldt et halvt år. En del tid går med at tage sig af den, gå ture med den, lege med den, kæle med den, sørge for at den har det godt... 

    At spille playstation og wii

    Det bliver ikke til så meget, nu da vi har et plejebarn, men det er helt sikkert noget, jeg kan hygge mig med. Jeg har en Playstation 4, som konen gav mig i fødselsdagsgave i januar, og så har jeg en "gammel" Wii, som jeg bruger til diverse Mario-spil. Jeg har spillet storymode færdig i "Batman: Arkham Asylum", "Final Fantasy XV", "Horizon Zero Dawn" og er nu i gang med "The Last of Us Remastered". Det skal siges, jeg ikke er en "trofæ-jæger". Min bror har desuden givet mig en "Paspberry Pi" retro-konsol med en masse gamle Nintendo-spil, som jeg også af og til kan hygge mig med. 

    At gå i kirke og være engageret kristen

    Det er ikke en ordinær hobby (som fx golf), da der ligger 'mere' i det end arbitrær interesse. Jeg deltager i bøn og bibelstudium og religiøse ritualer, fordi det stemmer overens med mit verdensbillede, og fordi jeg anser det for vigtigt i forhold til personlig vækst. Jeg holder også jævnligt taler, hvor jeg deler observationer og tanker, som jeg tænker er opbyggelige og opmuntrende - til tider også argumenterende for den kristne tro. 

    At skrive

    Jeg elsker at skrive, selv om jeg ikke har et fast sted at gøre det. Jeg laver gerne en lang post på facebook eller sender gerne en artikel til et blad, hvis det er noget jeg føler, jeg har forstand på. Det er naturligvis ikke mindst noget, jeg gør i kristne sammenhæng. I en periode skrev jeg også nyheder for Moovy, men Nicki inddrog min nøgle, da jeg var for inaktiv. Jeg nøjes nu med at være en kæmpe fan af siden og at spamme forummet. 

    Lars! 4-09-17 13:13

  • ★★★★★★0

    Gode og sunde hobbyer for krop og "sjæl" :)

    Jeg tænker at politik er meget holdningsbaseret, og derfor er det ofte uendelige diskussioner, der ingen vegne fører, fordi folk har en tendens til at vil "vinde" over sin politiske modstander.Derfor kan det godt være lidt træls at bruge tid på.

    Jeg mener, at politiske debatter (og debatter generelt) er en gensidig meningsudveksling, der skal give de forskellige parter mere indsigt - men hvis man går ind i den debat med det formål at vinde, så har man næsten tabt på forhånd.

    Guldager 4-09-17 14:50

  • 1

    Vinyler
    Jeg har siden mine teenageår været et hip-hop head og altid interesseret mig for kulturen/musikken, men det er først i de seneste år, at jeg for alvor har interesseret mig for at samle musikken på vinyl. Det er primært 90'er hip-hop jeg samler, men der er også plads til andre genre som Bowie, AC/DC, Nirvana mm.

    At game 
    Jeg har altid været fascineret af spil, havde som barn en eller anden Atari med nogle enkelte spil til, jeg havde efterfølgende en Commodore 64, men det tog dog først rigtig fart dengang jeg fik en SNES i julegave. Nu gamer jeg primært på min PlayStation 4.

    At skrive rim
    Jeg kan godt lide at skrive rim. Havde jeg ikke haft angst, så havde jeg måske sprunget ud som rapper. (Jeg er dog mega selvkritisk, så det havde nok ikke sket alligevel). Men jeg har skrevet rim siden jeg var 13 år gammel, og det er noget der har hængt ved. :-) Jeg kan generelt godt lide at skrive/blogge, da jeg godt kan lide at udfolde mig kreativt, især om mine tanker og følelser. Jeg synes selv at jeg kan være et meget eftertænksomt menneske, og jeg graver dybt i mig selv når det først tager mig.

    Træne/holde mig sund i sindet
    Der var engang hvor jeg tabte mig 50kg. (jeg har taget på siden). Men jeg kunne godt lide mit mentale stadie dengang, hvor jeg gik rigtig meget op i at holde mig sund i sindet. Det handler ikke bare om muskler og styrkeløft for mig, men også om mentalt ligevægt. Ligesom Riqon, så kan jeg godt lide naturen/begå mig i den, så jeg prøver at komme afsted i ny og næ, især fordi jeg rigtig godt kan lide det, når først jeg er kommet afsted.

    Kyllingebenet 4-09-17 16:16

  • ★★★★★★3

    Bacon:

    Jeg spiser det hele tiden!

    Tæsk af porre-bønder:

    Elsker at smadre de sataner, også dem der producerer purløg

    Kaste med ost:

    Jeg har en DM i at fyre en emmentaler 30 fod mod nord, og den bliver nok ikke overgået i min levetid

    davenport 4-09-17 22:57

  • ★★★★0

    I helt unge dage spillede jeg skak og tog til flere turneringer og spillede primært mod voksne. Det døde lidt. Så begyndte jeg at spille fodbold, som har fulgt mig siden. Nyder også at spille tennis i sommersæsonen på grusbane. Jeg følger så også med i begge sportsgrene. 

    Ellers fotograferer jeg. Det er lidt mere min kreative side. Jeg er fan af billeder, som fortæller en historie, vækker en undren og jeg synes det er fedt at komme ud og fange noget med sit kamera, som man kan gemme for evigt. Lige pt. har jeg nostalgisk glæde ved at skyde på film, så meget bliver fremkaldt og gemt i et fotoalbum :)

    Aktiviteter med børn, madlavning, (film) musik.... og nåh ja, hende bossen derhjemme, hun skal også plejes ;)

    Babo 5-09-17 09:39

  • ★★★★0

    Bowling:
    Spillet i 23 år fra 7 til 30 og holdt pause i 23 år og er nu startet igen, sammen med "de gamle". Var i gamle dage på landshold og divisionsspiller, men jeg tror, jeg sætter forventningerne lavt denne gang.

    Lejlighed:
    Jeg har i alt for mange år haft en røvkedelig stue, som mere var gennemgang end opholdssted. Det har jeg arbejdet gevaldigt på det sidste år at få lavet om på og nu er jeg endelig snart ved vejs ende og nu er det snart præcis som jeg ønsker det og jeg har fået et nyt favoritsted at være. Rart at have fået mit Pioneer 509H TV op, som aldrig har været brugt :) Det skal holde til et Pana 75" OLED er nede i 20K.

    Debattere politik og samfund:
    Det kommer nok ikke bag på nogle, at det her er en kæphest, som jeg får afløb for i anden regi. Dog forsøger jeg at neddrosle kraftigt, eftersom jeg reelt har "kastet flaget i ringen" i mange henseender.

    Derfor håber jeg, at der bliver tid til igen at gå blogvejen med et 

    Cinefil
    ... projekt igen. På ren hobbyplan og med ukurrant opdateringssekvens.

    Roning
    Pga en operation for en diskusprolaps må jeg rotræne 4-5 gange om ugen. Det er helt fint, for større incitament end at slippe for rygsmerter får man ikke og det holder mig i form. 

    Kvinder
    K Billy Super Sounds of the 70's weekend just keeps on truckin

    Bruce 5-09-17 13:37

  • ★★★★★0

    Tegneserier:

    Det er altid svært at huske så mange år tilbage, så hvornår jeg helt præcist begyndte at læse Marvel og DC kan jeg ikke lige huske. Men jeg har nok været 10 år, da jeg for alvor nørdede igennem for fuld skrue. Det var som hos mange andre Edderkoppen, Projekt X, Hulken, Alliancen og De Fantastiske Fire der fængede mest og tog mig med ud på nogle vilde og spektakulært medrivende eventyr. Senere gik turen så til de amerikanske udgaver af selv samme og hermed også forbi nogle for mig på det tidspunkt nye helte i form af den herligt hårdtslående duo Powerman & Iron Fist, (hvor jeg stadig har næsten hele den originale serie fra hhv. 70’erne og 80’erne), samt Hells Kitchen og hvad der senere hen blev min yndlingshelt og yndlingstegneserie mht. Marvel i skikkelse af den blinde hævner Daredevil og seriens omfattende skurkegalleri med The Gladiator, Elektra og Bullseye, (som de mest fremtrædende), samt The Punisher og Kingpin der oprindeligt var en del af Spiderman universet. Frank Millers vinkel på Daredevil vil altid have en særlig plads i mit hjerte, men er senere hen blevet matchet fuldt ud af Joe Queasada. Specielt i den historie han skabte i selskab med Kevin Smith hvor en anden Spiderman skurk optræder i skikkelse af den tidligere lettere kiksede Mysterio, som i Quasada og Smiths hænder fik en nærmest revolutionerende genopstandelse, der gjorde den pudseløjerlige skurk svært fascinerende og imponerende i al sin nyfundne nederdrægtige ondskab. Den historie læste jeg dog først på et langt senere tidspunkt for i mellemtiden var jeg i takt med min stigende interesse i filmens forunderlige verden løbet træt i tegneserie universet hos Marvel, hvilket kulminerede med den mærkværdige og kaotiske klon-saga i Spiderman serien.

    Hvad DC angår har det primært været Batman, (med “The Dark Knight Returns”, “Death In The Family” og serien fra 90’erne hvor “Knightfall” historien indgår som de største højdepunkter), Superman, Justice League, (både det klassiske lineup samt det med bl.a. Guy Guardner, Booster Gold og Blue Beetle på holdet), og Swamp Thing der har haft min interesse, hvor John Byrnes revival af Superman samt den efterfølgende ark “The Death of Superman”, af bl.a. Dan Jurgens, har været noget af det bedste jeg har læst hos DC. Men det var også samtidig her et sted imellem “Funeral For a Friend” og “Reign of Superman”, og i øvrigt nogenlunde parallelt med klon-sagaen hos Marvel, at jeg stod af ræset i DC regi af samme årsager, nemlig at jeg synes det var noget værre rod samtidig med mit filmnørderi tog til. Og så hjalp det i øvrigt heller ikke på det, at man herhjemme valgte at droppe farverne i Superman bladene efter “The Death of Superman”. I dag læser jeg igen tegneserier som aldrig før. Årsagen til den genfundne glæde stammer dog et helt andet sted fra nemlig i min fandyrkelse af Joss Whedons “Buffy - The Vampire Slayer” og “Angel” som nogle år efter begge serier stoppede fortsatte i illustreret form og stadig den dag i dag eksisterer i bedste velgående. Dette vakte atter min glæde ved tegneserier, hvilket resulterede i at alle de gamle Marvel og DC blade blev fundet frem samt, at jeg atter gik i gang med Daredevil og her kommer så Joe Quesada og Kevin Smith ind i billedet.

    Derudover er jeg også begyndt bl.a. at samle på omnibus udgaver i Epic Marvel serien, der samler nogle af de bedste historier med det store galleri helt tilbage fra 30’erne og 40’erne og frem til i dag. Her åbnede jeg min samling med en mere skæv/alternativ helt fra Marvel i skikkelse af den sølv og hvidklædte Moonknight i de to volumes “Bad Moon Rising” og “Shadows of The Moon”. Moonknight har jeg læst en del af back in the day og altid fundet ret fascinerende, men kan ikke huske hans oprindelseshistorie fuldstændig andet end, at den var pænt syret og han på et tidspunkt sågar var varulv i en periode, så ham valgte jeg at starte med.

    Bøger/Biografier:

    Jeg har altid været glad for at læse bøger, ligeså meget som tegneserier, og har holdt mest af de klassiske værker i alle afskygninger lige fra “Adventures of Huckleberry Finn”, “Alice In Wonderland”, “Anne of Green Gables”, “Little Women“, “The Count of Monte Cristo”, “Don Quixote” til “Dracula” og “Frankenstein”, samt alt af Jules Verne, Robert Louis Stevenson, HG Wells og Arthur Conan Doyle. Senere hen begyndte min interesse så i de mere feminist-orienterede, (dog ikke feminist prædikende), værker af Bronte søstrene, Jane Austen og Virginia Woolf hvor især “Wuthering Heights”, “Jane Eyre”, The Tennant of Wilfred Hall”, “Shirley”, “Pride & Prejudice“, “Emma”, “Persuassion” samt “Ms. Dalloway”, “To The Lighthouse”, og “Orlando” har været de værker, som har gjort størst indtryk. I løbet af de sidste 10 år har jeg så samlet alle disse mange vidunderlige historier og tilføjet klassikere til som jeg ikke tidligere har læst og desuden fyldt på med diverse digtsamlinger, hvor jeg for nylig har tilføjet Walt Whitman, Emily Dickinson og Edgar Allan Poe til samlingen.

    Derudover samler jeg også på biografier af skuespillere og instruktører, hvilket jeg elsker at fordybe mig i og hvor der ofte dukker en eller flere sjove/interessante anekdoter op undervejs, som man aldrig havde hørt om eller kendt til i en bestemt sammenhæng. Lige for tiden er jeg i gang med at læse biografien “If They Move…Kill Em!“ om Sam Peckinpah. Hvis jeg skulle pege på en forfatter, der har betydet mest for min hobby må det være Paul Auster, som jeg først stiftede bekendtskab med tilbage i 1993, da jeg ved en tilfældighed købte bogen “Tilfældets Musik” i kiosken på hovedbanegården, da jeg skulle have noget at læse i på min togtur hjem efter at have besøgt min mormor og morfar. Jeg var ikke mange sider inde før jeg var fuldstændig opslugt af historien og karaktererne og i de efterfølgende mange år har jeg købt og samlet stort set alt, hvad han har udgivet. De to bøger som jeg holder mest af og som i mine øjne også er to af Austers bedste bøger blandt mange fremragende værker, er “Tilfældets Musik” som kickstartede det hele, og så værket “Illusionernes Bog” som jeg fik i gave af min morfar kort inden han døde, hvilket gør at lige netop de to bøger har en hel særlig plads i mit hjerte.

    Superheltefigurer/Merchandise:

    Her starter passionen ligeledes med kraftig indflydelse fra Joss Whedons to fanatsyserier “Buffy - The Vampire Slayer” og “Angel”. Efter at have set de to serier synes jeg det kunne være sjovt at pimpe det lidt op med et par figurer. Det greb hurtigt om sig og pludselig var et par blevet til Sideshow figurer af stort set hele castet, buster, mini-statuer og mini-modeller af bl.a. biblioteket hvor heltene i “BTVS” holder til. Derudover også en del merchandise i form af diverse replica heriblandt “Orb of Thesula”, en mini udgave af Scythen, (Buffys våben i de sidste afsnit af serien) og den store “Vampyr” bog hvor teamet henter informationer og mytologi frem om diverse monstre. Da jeg så efterhånden havde samlet næsten alt hvad der var fra de to serier, havde jeg fået blod på tanden og fortsatte efterfølgende med at samle på merchandise/figurer fra film startende med horrorgenren og de mest legendariske figurer, her i form af Freddy Krueger, Jason Vorhees, Michael Myers samt Bruce Campell som den herlige Ash fra “Army of Darkness”. Så kom figurer fra QuintinTarantino og Robert Rodriguez univers til og så fortsatte det ellers derfra videre rundt i filmhistorien.

    Her det sidste års tid er jeg så begyndt at samle på superheltfigurer fra Marvel og DC, hvor planen på sigt er at opdele det på flere hylder i små samlinger. Hos Marvel bliver det inddelt i hhv. The Avengers, X-Men og Daredevil/Spiderman plus diverse skurke der hører til de respektive grupper. Hos DC bliver det Batman - The Animated Series, Justice League og The New Titans plus skurke. Derudover vil jeg bare for sjov skyld også lave mit eget alternative superhelte team, som skal bestå af følgende figurer ; Ghost Rider, Squirrel Girl, Agent Venom, Spider Gwen, Old Man Logan og Ironheart. Holdets kaptajn bliver Moonknight, som jeg har i en nyere udgave i en sort/hvid dragt. Ganske udmærket figur som jeg dog ikke rigtig alligevel er super tilfreds med. Derfor så jeg til mine glæde, da jeg tjekkede nyheder på BigBadToystore, at der kommer en helt ny figur/statue, (hvilket dog først bliver til februar næste år), og det er vel at mærke karakteren i sin originale sølv/hvide dragt stående på taget af noget der ligner en katedral af en slags med nogle egyptiske udsmykninger.

    Det er for mig et must, så derfor er der naturligvis blevet sendt en preorder af sted. :)

    www.bigbadtoystore.com/Product/VariationDetails/59382

    NightHawk 5-09-17 17:54

  • ★★★★0

    Du nævner mange interessant ting :)

    - Jeg var selv aldrig meget for Kevin Smiths Daredevil, som jeg mest af alt så som "walls of text" - dvs taleboblerne fyldte halvdelen af en side.

    - "If They Move…Kill Em!" har jeg længe haft kig på. Er den værd at læse?

    - Kan det virkelig passe, at de danske Superman-tegneserier efter "The Death of Superman" blev i sort/hvid?? Det lyder da heldt forrykt. Det var sært nok, at Jumbo-bøgerne i 80'erne kun havde farve på hver anden side :)

    - Jeg var også - som en af de få - rigtig glad for Virgina Woolf, da jeg læste hende på uni tilbage i 90'erne. Har dog ikke læst dem siden.

    chandler75 5-09-17 20:55

  • ★★★★★★0

    Ah, ja. Bøger:

    Læser rigtig meget, og rigtig meget forskelligt. Jeg har perioder, hvor jeg går op i et emne, og så voldkøber bøger om det. Jeg har meget omkring pesten, livet i middelalderen, miljø og antropologi, men også om UFOer, det paranormale og den slags. (Ikke at jeg tror på det, jeg synes bare det er spændende og interessant.)

    Og så læser jeg meget King, hvor jeg tit vender tilbage til gamle historier, fordi jeg elsker sammenhængen. Også derfor jeg er pisse træt af at jeg ikke kan få hul på Dark Tower, for jeg ved at den samler meget. Den er bare så fucking kedelig...

    davenport 5-09-17 21:01

  • ★★★★★★0

    Jeg må sige, at jeg ikke helt ser det store lys i "A Death in the Family". Jo jo, den har da en vis underholdningsværdi, men jeg synes at Jason Todd er en ret ligegyldig og irriterende figur, i hvert fald indtil han genopstår og jeg bryder mig slet ikke om tegnestilen. Jeg har det lidt på samme måde med Damian Wayne, som er frygtelig som sidekick til Batman, men faktisk fungerer fornuftigt, når han samarbejder med andre, bl.a. Titans og resten af Bat-familien.

    For mit vedkommende, var X-Men nok den helt store i 90'erne, da jeg har en vistnok komplet samling af de danske Projekt X/X-Men.

    Dog er jeg glad for Justice League-serien fra den periode, selvom den har sine fjollede øjeblikke. Ved lejlighed skal jeg have samlet serien på amerikansk, da jeg skaffede mig af med de danske udgaver for år tilbage.

    Grant Morrisons Justice League som kom nogle år senere, finder jeg også ret underholdende, selvom den også har sine fjollede øjeblikke.

    Zero Cool 5-09-17 21:11

  • ★★★★0

    Shit, jeg er bagud.... Jason Todd genopstår?? Og hvem er Damien Wayne?

    chandler75 5-09-17 21:22

  • ★★★★★★0

    Ja, Jason Todd genopstod i Hush, hvilket reelt ikke var ham, men idéen var åbenbart så god, at han faktisk genopstod i tegneserien et par år senere som Red Hood. Han kæmpede stadig mod kriminelle på sin vis, men modsat Batman, slår han gerne ihjel. Nu er han mere eller mindre en fast del af Bat-familien.

    Damien er Bruce Waynes søn. Så vidt jeg husker, blev Batman "roofied" af Talia al Ghul og de to fik en søn sammen, som er blevet oplært som snigmorder af the League of Assassins, med Talia i front. På et eller andet tidspunkt, beslutter Talia at Bruce og Damien skal mødes, og han bliver så den nye Robin, efter Tim Drake.

    Forestil dig en superarrogant og stædig 10-årig, som gerne slår folk ihjel og bare er pænt sur og irriterende hele tiden. Det er cirka Damien Wayne. Men sammen med Tim Drake, Jason Todd og Dick Grayson fungerer han rigtig godt, fordi de alle har virkelig markant forskellige personligheder.

    Zero Cool 5-09-17 21:53

  • ★★★★★0

    Btw. Dokumentaren Look up in the sky kan virkelig anbefales, hvis man kan li Superman, og hans historie, Bryan Singer har været med til og lave den, og Kevin Spacey er narrator.

    Virkelig intressant dokumentar, der kommer rundt om det hele.

    Look, Up in the Sky!: The Amazing Story of Superman

    Elwood 5-09-17 21:54

  • ★★★★★0

    Og hvem er Damien Wayne?

    Øj! Det ved jeg!

    Takket være Netflix. 

    Lars! 5-09-17 22:07

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen