Anmeldelse: The Gallows (Blu-ray)

Der er efterhånden intet at skrive om found footage, som ikke allerede er blevet skrevet før. Kunstformen er kommet for at blive, om man kan lide den eller ej. Den har især sat sit fodfæste i gysergenren, og filmene er så billige at producere, at man nærmest blot skal sælge et par billetter, før filmen har tjent sig ind igen. Der er måske langt mellem de virkelig fremragende film i genren, men jeg er bestemt ikke helt så afvisende som mange andre anmeldere. Dog hænder det, at der dukker en film op, som får mig til at forbande det langt væk. Sådan en film er "The Gallows". Elendig i enhver henseende. Fuldstændigt blottet for kvaliteter.

Der er gået 20 år, siden en skoleelev omkom ved en ulykke under et teaterstykke. Nu vil skolen forsøge at fremføre det selvsamme teaterstykke. Reese (Reese Mishler) spiller normalt amerikansk fodbold på skolen, men har udviklet en interesse for teatret - delvist fordi han er forelsket i hovedrollen Pfeifer (Pfeifer Brown). Hans bedste ven Ryan (Ryan Shoos) har valgt at filme hele processen, da han finder kombinationen af fodboldstjerne og skuespiller latterlig. Efter noget tid får han dog overtalt Reese til at droppe det, og de tager sammen ind på skolen en aften for at sabotere teaterstykket, da det skulle være den eneste udvej. Det går dog ikke helt som planlagt.

Lad os starte med det gode i filmen. Skuespillerne gør et habilt job, især når man tænker på, at hver og én er amatører. Dernæst har filmen til tider et interessant narrativ, hvor man f.eks. følger et kamera i et par minutter og dernæst et andet kamera i det samme tidsrum, som opklarer, hvilken lyd det var, man hørte på det første kamera. Måske er det ikke unikt, men det er alligevel brugt nogenlunde tilfredsstillende i "The Gallows". Herfra er det umuligt at rose filmen mere, for sjældent har jeg været vidne til en så langtrukken, kedelig, uengageret og rodet gyserfilm som denne. Manuskriptet smider én ned af så mange blindgyder, at man bliver kvalmende køresyg og brækker sig i stride strømme over de utallige ligegyldigheder.

Desværre formår "The Gallows" aldrig at blive ufrivillig komisk, da filmen hovedsageligt består af en pinlig tavshed, imens en teenager går vanvittigt langsomt rundt med sit kamera - blot for at opdage absolut ingenting. Naturligvis spidser det hele til, som vi nærmer os slutningen. Hér afløses ligegyldigheden af vrede, da filmen konsekvent bliver dummere og dummere, indtil vi rammer det velsagtens værste plottwist siden makværket "Dead Silence". Filmen har sågar den obligatoriske tudescene, som man kender fra "The Blair Witch Project". Naturligvis giver den heller ikke mening i "The Gallows", men det er måske også for meget at forlange.

Skuespillerne er måske ikke håbløse, men det er deres roller til gengæld. Ryan fremstår som den absolut mest irriterende karakter nogensinde skabt med sin påtagede flabethed og nedladende kommentarer. Knap et enkelt minut inde i filmen sidder man med store ønsker om, at Ryan er den første, der dør. Han er dog hovedsageligt manden bag kameraet i filmen, så inderst inde er man godt klar over, at lykkens gudinde udebliver i denne omgang. Alle roller er stereotyper - lige fra den elskværdige og misforståede hovedrolle i Reese (der er så godtroende, at man ville ønske, man kunne banke lidt fornuft ind i ham) til teaternørden Pfeifer (der er så flink, at man ville ønske, man kunne banke lidt fornuft ind i hende). Pga. disse karakterer og filmens håbløse famlen efter et egentligt formål er resultatet et indædt had til found footage-formlen. Jeg er som sagt ikke afvisende overfor denne genre, men der kommer til at gå lang tid, før denne film bliver tilgivet.

BILLEDE & LYD

Found footage vil altid være svært at anmelde, hvad angår billede og lyd, for det er meningen, at det skal ligne og lyde som røv og nøgler. Instruktørerne Travis Cluff og Chris Lofing har heller ikke styr på, hvordan det fungerer, så billedet er ret konsekvent sløret i svingende niveauer, imens lyden hopper op og ned i volume. En enkelt scene står dog ud, og det er dén, der er afbilledet på udgivelsens cover, for her har man valgt et rødt filter, der giver en tilpas flot skarphed, imens lyden lader til at være optaget i et studie. Som helhed virker det i sidste ende blot, som om instruktørerne ikke har haft den fjerneste anelse om, hvad de har haft gang i, og resultatet er billede, lyd og en film, som ikke hænger sammen på noget plan.

EKSTRAMATERIALE

Jeg aner ikke, om det er set før, men instruktørerne har lavet en film før denne, som er nærmest fuldstændig identisk med "The Gallows" - blot for at sende den ind til et studie, få lidt flere penge og så lave den igen. Det er de samme skuespillere - næsten alle scenerne er præcis de samme, og spilletiden er ligeså på halvanden time. Jeg må erkende, at den billige version af "The Gallows" fungerer bedre, blot fordi den er mere tro mod found footage som kunstform, men den er stadig rigtig, rigtig skidt. Udover den er der en håndfuld meget korte featurettes, som på ingen måde bidrager til filmens kvalitet, samt et par slettede scener (dem skulle der have været mange flere af) og det mindst morsomme gag reel i mands minde. God fornøjelse!

The Gallows (Blu-ray)

Kommentarer

The Gallows (Blu-ray)

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen