Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★★★★0

    Hehe, glemmer aldrig da den store edderkop til sidst, kan skrige :-D

    Lige så vildt da den i starten er hævngerrig og søger ham der slog dens ene "unge" ihjel:-D

    T. Nielsen24-09-17 21:25

  • ★★★★0

    Fences - 4/10

    Efter godt halv time var jeg allerede pænt udmattet af denne munddiarre. Jeg har sjældent set Denzel plaprer løs og gentage sig selv til et punkt, hvor det bliver decideret anstrengende. Denzel har helt sikkert noget på hjertet her, hvis man ellers ikke bliver lullet godt i søvn af en kedelig instruktion. Godt skuespil og den er måske bedre end jeg giver den kredit for, men ikke min kop te. 

    Babo25-09-17 11:55

  • ★★★★0

    Repulsion - 9/10

    Polanski's første engelsksprogede film er stadig et bekendskab værd. Den er forlængst blevet en klassiker og der er ikke så meget at tilføje. Suveræn slutning med sans for antydningens kunst. Filmen blev tematisk sammenlignet en smule med 'Psycho', men Polanski forklarede sig ikke. Eminent brug af lyd, surrealisme og ikke mindst de blændende s/h billeder.  

    Babo25-09-17 14:57

  • ★★★★0

    A Cure for Wellness (BD) - 6/10

    Visuelt betagende, atmosfærisk og sine steder sært fascinerende film, men desværre også snørklet og ufattelig langtrukken. Logik skal man ikke lede efter, men hænger man på, så er der dømt god fantasi her, så længe det varer. Problemet er lidt, at historien ofte kører i ring og er utilgivelig langtrukken, men jeg må sige, at den har sine gode øjeblikke og en håndfuld hårrejsende sekvenser. 

    Babo25-09-17 22:58

  • ★★★0

    Suveræn slutning med sans for antydningens kunst. Filmen blev tematisk sammenlignet en smule med 'Psycho', men Polanski forklarede sig ikke.

    Jeg forestille mig lige, hvor rædselsfuldt det ville være, hvis en "Psycho"-agtig psykolog dukkede op i slutningen og forklarede, at det hele skyldtes seksuelt misbrug. Puha.

    "Repulsion" er så fantastisk lavet.

    Benway25-09-17 23:37

  • ★★★★★0

    Kicking and Screaming (1995)

    www.youtube.com/watch

    Tilbage i 1995 gjorde Noah Baumbach sit excentriske og ironisk filosoferende indtog på indie scenen med en særdeles underspillet og tilbagelænet film om en gruppe unge i starten af tyverne og deres angstfyldte forestillinger om livet efter college, hvor den truende virkelighed uden for studiernes trygge omgivelser pludselig melder sin stærkt ubekvemme ankomst med alt for hastige skridt.

    Under det netop afsluttede afdansningsbal drømmer den just færdiguddannede Grover, (Josh Hamilton), om en fremtid sammen med kæresten og drømmepigen Jane, (Olivia d’Abo), men må til sin store skuffelse erfare at hun har helt andre planer der involvere en rejse og et studieophold i Tjekkiet. I et forsøg på at dulme sorgerne, og i håbet om samtidig bare nogenlunde atter at få styr på sit liv, slår han i stedet pjalterne sammen med sin mindst ligeså fortabte omgangskreds i deres fælles hybel der b.la. tæller den temperamentsfulde Skippy, (Jason Wiles) og hans kæreste Miami, (Parker Posey), den mumlende og fumlende Otis, (Carlos Jacott), den pessimistiske og lettere nihilistiske Max, (Chris Eigeman), samt den zen buddhistiske evighedsstudent og lomme-filosoferende bartender Chet, (Eric Stoltz). Efterhånden som dagene går og ingen tilsyneladende ligger inde med det store svar på livets gåde, sejler flokken efterhånden mere og mere hvileløst rundt blandt flirtende kvinder, lokkende dåsebajere og endeløse diskussioner alt imens venskab og loyalitet bliver provokerende udfordret. Da Grover får besøg af sin livskloge og fraskilte fader, (Elliot Gould) og Max indleder en affære med den smukke og iltre kantine assistent Kate, (Cara Buono), begynder det dog at lysne i horisonten. Spørgsmålet er nu bare om det overhovedet er nok til at få gruppen forenet samt at få den følelsesmæssige indre skude på ret kurs igen…

    Noah Baumbach lægger fra land med en på ingen måde original ungdomsfilm, der i sit adstadige og dvælende tempo højst sandsynligt vil få nogle til at vippe utålmodigt med tæerne og undre sig over, hvad man i alverden skal bruge denne historie til. Men det betaler sig dog at have tålmodigheden i orden, for efterhånden som minutterne går og man nærmere sig den bittersøde afslutning, vil man, ud over at have oplevelsen af at være i rigtig godt selskab med nogle herlige gutter og tøser, også have fået nogle ret underholdende lektioner om livets genvordigheder gennem et ocean af ofte knastørre men klukkende morsomme replikker, hvor der er hentet godt med inspiration fra forgangsbilledet og kollegaen Whit Stillman, der så meget passende har udlånt sin yndlingsskuespiller Chris Eigeman til en af de væsentligste hovedroller.

    Eigeman er en sand fornøjelse at se på i al sin nonchalante og små-arrogante attitude og er sammen med Eric Stoltz “Kicking & Screaming”s skuespilmæssige højdepunkter i en film, som måske nok ikke vil gå over i verdenshistorien som den bedste af sin slags, men som i sidste ende alligevel er tiden værd qua sin uforbeholdne og laissez faire komiske stil og filosofiske pointer.

    7/10

    NightHawk26-09-17 02:22

  • ★★★★★1

    The Squid and The Whale (2005)

    www.youtube.com/watch

    Efter sin ganske succesfulde debut “Kicking & Screaming” lavede Noah Baumbach i den mellemliggende periode to film mere, (“Mr. Jelousy” & “Highball“), som begge gik under radaren hos de fleste. Dette var dog heldigvis ingenlunde et tegn på at den talentfulde instruktør var brændt ud, tværtimod, og da han atter meldte sig på banen med et nyt værk, modtog det velfortjent ros og flotte anmeldelser og betragtes i dag som et af Baumbachs absolutte hovedværker.

    På en tennisbane nær det kulturelt dekadente hjem i 80’ernes Brooklyn går bølgerne højt mellem den mavesure, selvhøjtidelige litteraturprofessor og tidligere succesfulde forfatter Bernard Berkman, (Jeff Daniels) og hans frustrerede og irritable kone, forfatteren Joan, (Laura Linney), alt imens deres to sønner Walt og Frank, (Jesse Eisenberg & Owen Kline), prøver at finde en grimasse der kan passe under den temmelig pinlige slagudveksling i den ubehagelige duel mellem familiens fire medlemmer. Skønt de to knægte gør deres bedste for at gyde olie på vandende står den følelsesmæssige anspændte konflikt ikke til at redde og forværres blot yderligere, da det står klart, at Joans forfatterkarriere modsat Bernards ser ud til at gå strygende samt det, at hun desuden har haft op til flere sidespring grundet husbondens hang til sortsynet melankolsk selvmedlidenhed af værste skuffe. Meget mod børnenes vilje beslutter det emotionelt vakkelvorne og karrierefikserede ægtepar sig derfor til at blive skilt og Bernard flytter herefter ind i en nedslidt rønne i et kvarter ikke langt derfra, han elegant beskriver som værende Brooklyns mørbrad, selv om børnene nærmere ser det som en daggammel hakkebøf med klumpet sovs. Mens forældrene fortaber sig i selvcentreret navlepilleri og søger at bekrige hinanden gennem deres forvirrede børn, må Walt og Frank nu forsøge at bevæge sig rundt i et tæt på uoverskueligt minefelt for at få styr på tilværelsen, hvilket ikke ligefrem bliver nemmere at forholde sig til, da et par mildt sagt udfordrende romantiske intriger melder deres liderligt forskruede ankomst.

    Filmet i flere scener med et håndholdt og konstant nærværende kamera lykkedes det Noah Baumbach i smuk og effektfuld symbiose med en række fremragende, intense og troværdige portrætter og via en finurlig underspillet humoristisk tone at indkapsle og udstille de skæbnesvangre konsekvenser en skilsmisse ofte har, når der er børn involveret og hvor forældrene, trods en oprigtig kærlighed, synes at have mistet al sund fornuft til fordel for netop børnene i et forsøg på at retfærdiggøre deres egne utilstrækkeligheder som rollemodeller. Uden at afsløre for meget på den front leverer især altid suveræne Jeff Daniels her en af karrierens allerbedste præstationer i rollen som den selvhøjtidelige og selvretfærdige far, der ynder at placere sig selv på en kulturelt ophøjet piedestal selvom hans nuværende situation og position på ingen måde retfærdiggøre den belærende og kulturelt opdragende tone han lægger for dagen, og da slet ikke over for hans to forvirrede sønner.

    På klukkende morsom vis skildrer Noah Baumbach bl.a. faderens afmægtige selvmodsigelser i en herlig intelligent running joke om manglende parkeringsplads, der fornemt illustrerer, at Bernard konstant føler sig forbigået og overset. Dette er dog ikke noget den ældste søn Walt, (spillet sublimt af Jesse Eisenberg med følelserne helt uden på tøjet), opserverer og køber i stedet illusionen om faderen som intellektuelt forgangsbillede, hvilket han i et forsøg på at vise loyalitet og kærlighed overfor kopier og dermed mister sin egen personlighed og selvstændighed med store konsekvenser til følge, ligesom lillebroderen også mærker det med både positiv og negativ fortegn i sit forsøg på at imitere moderens nye cool kæreste. “The Squid and the Whale” er både et blændende portræt af en familie i opløsning og en gribende coming-of-age film på én og samme tid, hvilket gør filmen til et absolut must see.

    9/10

    NightHawk26-09-17 02:26

  • ★★★★★1

    Margot at The Wedding (2007)

    www.youtube.com/watch

    Efter at have cementeret sit navn noget så eftertrykkeligt med den prisvindende og anmelderroste “The Squid and The Whale”, fulgte Noah Baumbach to år senere op på succesen med en endnu mørkere og sorthumoristisk film om en herlig forskruet og dysfunktionel familie fuld af skeletter i skabene, sirligt spundet ind i gustne intriger, misundelse, bitterhed og gammelt nag.

    Lettere stresset og udbrændt efter at være stukket af fra sin mand ankommer den selvoptagede neurotiske forfatter Margot, (Nicole Kidman), med sin godmodige og forsømte søn Claude, (Zane Pais), på slæb til sine afdøde forældres nedslidte hus i Long Island, hvor hendes flyvske hippie søster Pauline, (Jennifer Jason Leigh) og hendes niece Ingrid, (Flora Cross), er i gang med forberedelserne til Paulines kommende bryllup midt i en ubehagelig nabostrid. Selv om gensynsglæden umiddelbart synes at være gengæld fra de to søskende, går der ikke længe inden der heftigt diskuteres frem og tilbage og snart hænger fortidens skærmydsler tungt i luften som en irriterende sort sky, der bare nægter at lade sig selv passere mod de højere luftlag. Det hjælper desuden heller ikke ligefrem på anspændtheden, da Margot indlogeres i et mindre og snusket karlekammer, der forpestes af et fejlslagent maleriprojekt udført af den autodidakte dovendidrik og tilbagelænede hobbykunstner sjuft af en gom Malcom, (Jack Black), hvem hun ikke helt ved, hvordan hun skal forholde sig til andet end med en slet skjult sædvanen tro småborgerlig foragt.

    En crocket kamp, en tur op i et træ og en vandretur senere erfarer Pauline, at Margot har slået to fluer med et smæk og skal deltage i et interview med en anden forfatter og tidligere elsker i skikkelse af den sleske og liderligt navngivne Dick Koosman, (Ciaran Hinds), i den lokale boghandler for at promovere sin seneste udgivelse og konstaterer lettere fornærmet, at det måske i virkeligheden er den eneste årsag til, at hun er dukket op i forbindelse med brylluppet. Efterhånden som den store dag nærmer sig spidser situation til og både konfrontationer med Dick, Malcolm, nabofamilien Vogler, samt et besøg fra Margots frustrerede husbond Jim, (John Turturro), gør at Margot må tage både sit eget liv og sine følelser til Pauline op til kraftig revision.

    Som det også var tilfældet i den sammenlignelige “The Squid and The Whale”, hvor Noah Baumbach på forbindtlig vis dissekerede en families tragiske opløsning og dets smertelige eftervirkninger, udnytter han i denne dunkle opfølger atter sit ganske exceptionelle talent for at skabe hudløst ærlig dialog og troværdige karakterportrætter til at bære historien fremad men tilføjer samtidig et yderligere kradsbørstigt lag af symbolsk og metaforisk spiddende satire og mørk melankoli, som gør “Margot at The Wedding” til en ofte hjerteskærende affære, der er mindst ligeså harsk i spyttet, som den er klukkende lunefuld og underfundig tragikomisk. Følelser søskende imellem kan som regel være en svær størrelse at have med at gøre, for hvor der eksistere stor kærlighed eksistere desværre også ofte det stik modsatte med alt hvad det indebærer af set i bakspejlet tåbelige ting som misundelse og konkurrence, smålighed og i særlig grelle tilfælde sågar ligefrem had, ofte fremprovokeret som sideeffekt i den form for renselses og i nogle tilfælde løsrivesprosses en ophedet diskussion eller konflikt agerer værktøj for.

    Og det er lige præcis også hvad konflikterne går ud på mellem de to søstre, som spilles bragende godt af Nicole Kidman og Jennifer Jason Leigh hvis suveræne præstationers ambivalens skaber en konstant stemning af boblende ubehag og hvis dialog er svøbt ind i lumske stikpiller om hinandens måde at leve på, hvad der dog her viser sig at stamme fra en temmelig barsk og voldelig opvækst og måske, hvilket dog ikke bliver sagt direkte, sågar en barndom med seksuelt misbrug. Her er selve det metaforisk faldefærdige hus arvet efter forældrene meget sigende symbolsk placeret tæt på afgrunden, ligesom det gamle træ de legede i som børn har fået fjernet sin uskyld via den gynge, der tidligere hang fra grenene, men som nu er pillet ned af Pauline højst sandsynligt for hende grundet dårlige minder, men det modsatte for Margot. Det store træ, (man kunne vælge at være lidt højtravende her og kalde det for livets træ), er rent symbolsk set et nøglepunkt i fortællingen og Baumbach udnytter det bark-befængte korpus som kløgtigt bindeled til nabofamilien, der ligesom Margot selv er midt en ægteskabelig krise og hvor børnene overføres forældrenes traumer, ligesom Margot og Pauline også selv gør ved at bruge Claude og Ingrid som våben i søstrenes interne stridigheder ved at informere dem om voksenting, som børn slet ikke burde presses til at forholde sig til.

    I samme omfang bliver træet i en vidunderlig scene også repræsentativt for Margots mangel på kunstnerisk frihed som forfatter ved det, at hun ikke tør fuldføre sin modige klatretur i træet og i stedet bliver ydmyget for øjnene af, og værst af alle, Malcom som Jack black portrættere med en herlig afmålt vildskab, hvor heldigvis kun en snert af hans Tenacious D. retorik skinner igennem. Malcom kunne nemt have været skrevet som en bevidst karikeret bifigur, hvis eneste rolle var at agere comic relief, men Noah Baumbach bruger i stedet fornemt karakteren som Margots diementrale modsætning med alt hvad det indebærer af det, som hun selv mangler og søger efter af både kunstnerisk og følelsesmæssig frihed og seksuel løssluppenhed, hvilket er årsagerne til, at hun har et indædt had til ham. Hendes foragt for den korporlige spradebasse er dog ikke helt ubegrundet, da han også har lig i lasten som klinger fælt i ørene og gør fortid til fremtid qua Paulines tilbagevendende tragiske behov for tvivlsomme mandspersoner.

    Med et vandvittigt godt skrevet manuskript af en multi-lagret historie og fyldt til randen med vidunderligt skæve men ultimativt ægte og troværdige karakterportrætter, spillet formidabelt godt af hele castet, er jeg ikke i tvivl om, at “Margot at The Wedding” er Noah Baumbahs helt store mesterværk.

    10/10

    NightHawk26-09-17 02:37

  • ★★★★0

    Jeg forestille mig lige, hvor rædselsfuldt det ville være, hvis en "Psycho"-agtig psykolog dukkede op i slutningen og forklarede, at det hele skyldtes seksuelt misbrug. Puha.

    "Repulsion" er så fantastisk lavet.

    Psycho er fantastisk, lige bortset fra den del, men Hitchcock kæmpede også hårdt for sin kunst i en svær tid. 

    Babo26-09-17 07:16

  • ★★★0

    Psycho er fantastisk, lige bortset fra den del, men Hitchcock kæmpede også hårdt for sin kunst i en svær tid. 

    Filmens koncept har været meget nyskabende på det tidspunkt, så man har nok følt et behov for at forklare sig. Det er ganske rigtigt den eneste lille mislyd i en ellers genial film.

    Benway26-09-17 08:51

  • ★★★★0

    Filmens koncept har været meget nyskabende på det tidspunkt, så man har nok følt et behov for at forklare sig. Det er ganske rigtigt den eneste lille mislyd i en ellers genial film.

    Helt sikkert, og alle film har sgu deres svagheder om det så er på den ene eller anden måde. Jeg stødte på en Tarantino interview (han udtaler sig jo altid om film) om, hvordan han foretrækker De Palma over Hitchcock, fordi De Palma var mere kompromisløs. 

    Babo26-09-17 08:56

  • ★★★★★★0

    Lidt af hvad jeg har set på det seneste:

    Viva (2007)

    En herlig film, som har hentet meget inspiration fra sexploitationfilm og softcoreporno fra 60'erne og 70'erne, som netop er sat i 70'erne under den seksuelle revolution. På overfladen er der ikke meget mere end pæne billeder og sex, men kan skal ikke pille meget i overfladen, for at finde ud af, at Anna Biller bruger inspirationen fra disse gamle film og Playboy-blade, til at give os et feministisk budskab. Filmen er virkelig flot, filmet på 35mm. og bør opleves på film, har lækre farver og det er sjældent set, at nogen går så meget i dybden med sit udtryk, da Biller har brugt evigheder på at finde de rette møbler, tæpper mv. til scenerne, har selv komponeret musikken, har fået venner og familie til at male billeder til filmen osv.

    Når den bliver vist i Husets biograf igen, bør man suse forbi og give den et kig. Alternativt kan man se Billers "The Love Witch" der snart, som er mindst ligeså imponerende på den visuelle side.

    Spoorloos (1988)

    En fin thriller om en kvinde der forsvinder og hendes kæreste, som bruger år på at finde ud af hvad der er sket med hende. Jeg så remaket først og anede ikke engang at det var et remake, før jeg faldt over denne ved en tilfældighed. Ikke en dårlig film, men bortset fra slutningen, foretrækker jeg det amerikanske remake med bl.a. Jeff Bridges.

    Arrival (2016)

    Nu da Blade Runner er på trapperne, måtte jeg jo lige se hvad hamdér Denis Villeneuve kan mht. sci-fi og det var en lidt op-og-ned-oplevelse. På den tekniske side, fejler filmen intet overhovedet, den er virkelig flot og selv gennem Viaplay, er der ingen tvivl om at lyden er fantastisk. Historien er på sin vis også ganske fornuftig, men nøj, hvor bliver jeg træt af klichéen om, at menneskets første tanke når vi står overfor en åbenlys overlegen fjende, er at gå i krig og den ofte medfølgende kliché: at ingen i den amerikanske kommandostruktur kan tænke selv og blindt adlyder ordrer.

    Jeg kan allerede se på trailerne, at den nye Blade Runner bliver visuelt imponerende, men jeg håber trods alt, at Villeneuve er lidt mere elegant på historiefronten og undgår at springe i tilsvarende klichéfælder.

    Zero Cool26-09-17 16:11

  • 0

    Ikke bare er The Vanishing en genindspilning af Spoorloos, det er også den samme instruktør som har stået for genindspilningen. Formentlig for at introducere den for det amerikanske publikum.

    Whispering Horse26-09-17 17:05

  • ★★★★★★0

    Ikke bare er The Vanishing en genindspilning af Spoorloos, det er også den samme instruktør som har stået for genindspilningen. Formentlig for at introducere den for det amerikanske publikum.

    Aight, jeg havde faktisk ikke spottet, at det var samme instruktør. :)

    Zero Cool26-09-17 17:30

  • ★★★0

    The Squid and The Whale (2005)


    9/10

    Jeg er meget enig. Det er en vidunderlig film. :) Jeg gav den 5/6 for længe siden på Filmz, da den havde premiere. I bagspejlet skulle den have haft 6/6.

    Benway26-09-17 17:41

  • ★★★★0

    Aight, jeg havde faktisk ikke spottet, at det var samme instruktør. :)

    Jeg kan også varmt anbefale bogen af Tim Krabbé. Det er måske overraskende en kort lille sag på ca. 100 sider, men den er endnu mere speciel end filmen. Og slutningen i bogen er nok ikke overraskende ikke som i det amerikanske remake :)

    chandler7526-09-17 18:01

  • ★★★★★★0

    Jeg kan også varmt anbefale bogen af Tim Krabbé. Det er måske overraskende en kort lille sag på ca. 100 sider, men den er endnu mere speciel end filmen. Og slutningen i bogen er nok ikke overraskende ikke som i det amerikanske remake :)

    Check, det ku' være jeg skulle finde den på biblioteket ved lejlighed.

    Zero Cool26-09-17 18:04

  • ★★★★0

    “Margot at The Wedding” er Noah Baumbahs helt store mesterværk.

    Jeg deler din begejstring for Baumbach, men det er jeg ikke helt enig i :)

    Jeg vil rate hans film således ("Mistress America" har jeg på vej):

    The Squid and the Whale 10/10

    Kicking and Screaming 8/10

    Greenberg 7/10

    Margot at the Wedding 7/10

    While We're Young 7/10

    Frances Ha 7/10

    Mr. Jealousy 7/10

    Highball 7/10

    chandler7526-09-17 18:06

  • ★★★★★0

    Jeg deler din begejstring for Baumbach, men det er jeg ikke helt enig i :)

    Jeg vil rate hans film således ("Mistress America" har jeg på vej):

    The Squid and the Whale 10/10

    Kicking and Screaming 8/10

    Greenberg 7/10

    Margot at the Wedding 7/10

    While We're Young 7/10

    Frances Ha 7/10

    Mr. Jealousy 7/10

    Highball 7/10

    Da jeg er igang med at skrive tre Noah Baumbach anmeldelser mere, vil jeg ikke kommentere på de andre ratings, (da jeg ikke vil afsløre hvilke film, jeg skriver om), ud over "Kicking and Screaming", "The Squid and The Whale" og "Margot at The Wedding". 

    Mht. "Kicking" og "The Squid" ligger vi ikke langt fra hinanden og jeg kunne nok godt give karakteren et nøk opad på begge film uden at det dog ændrer noget i min anmeldelse. Til gengæld kan jeg slet ikke se, hvordan "Margot" skulle være en svagere film end "Kicking", da jeg oplever både historien og karakterene i "Margot" som værende klart stærkere skrevet. Og ligeså synes jeg, at skuespillet er langt mere nuanceret og mere kraftfuldt i sit udtryk.

    Jeg ser "Kicking" som en solid debut film, men også en film der bærer præg af at være meget kraftigt inspireret af Whit Stillman. Jeg synes faktisk først, at Noah Baumbach finder sin egen stemme, da han laver "The Squid and the Whale". :) 

    NightHawk26-09-17 21:44

  • ★★★★0

    The Longest Day (BD) - 6/10

    Det trak tænder ud undervejs dette gensyn, så en desværre skuffende bekendtskab på BD, som i øvrigt er glattet så meget ud i processen, at filmen ikke længere føles fra dengang. 

    Selve filmen var i lange perioder en langgaber. Første time er decideret dødens pølse med kedelige strategier og generaler med pegepinde. Der kommer så heldigvis gang i sagerne herefter, hvor den store produktion kommer til sin ret, men problemet for mig var de mange perspektiver for at dække bredest muligt. Jeg sad konstant med fornemmelse af, at overvære flere film i én. Hovedløst spring mellem de mange parter, som desværre var årsagen til, at spændingen var på det jævne. Jeg vil dog alligevel rose den imponerende skue, gode momenter undervejs, og troværdigheden blandt parterne, der alle taler eget sprog. Omaha Beach sekvenser er dog kedeligt filmet, men for dengang kunne jeg godt tro det var rigtig godt. 

    Babo27-09-17 11:34

  • ★★★★0

    Puha ja den kunne godt trænge til en remaster. Der er opløftende ting undervejs og mindre. Jeg kan godt lide one take angrebet til sidst på Ouistreham, som man ser fra luften. Meget imponerende. Men ja, det er en hit'n'miss film.

    Bruce27-09-17 12:20

  • ★★★★0

    Det blev også til endnu et gensyn med Blow Out på BD og den er blevet bedre for hvert gennemsyn. Der er så mange fine finesser og detaljer i plottet, som forstærkede oplevelsen. Var på 8 sidste syn, men tror jeg smider en ekstra stjerne på. Og så er Lithgow en creepy stodder i filmen. 

    Babo27-09-17 13:52

  • ★★★★★★0

    Slacker (1991)

    Instruktør Linklater's anden spillefilm har jeg egentlig ikke så meget at sige om, i hvert fald når det kommer til kritik.

    Den bygger på en egentlig ganske interessant ide, hvor et kamera på en meget medlevende facon, bevæger sig rundt i byen Austin og fanger diverse mere eller mindre essentielle samtaler og hverdagsgøremål (eller værre!) af et lille udsnit af byens forskellige borgere.

    Der klippes sparsomt for at holde momentum, så vi ikke forlader illusionen om at være til stede som det tredje øje. Sine steder kan stilen erkendt være lidt kunstig og/eller dialogerne opstyltede. Men de tjener deres formål.

    Men uanset filmens kvaliteter, så kunne filmen desværre bare slet slet ikke fange min interesse og som tiden skred frem, kedede jeg mig bravt. Den manglende historie og de mange skift i fokus, i forhold til personer fungerede fint som gimmick i starten, men længere kom hele affæren aldrig ind under huden på mig.

    Bedømmelse: 3/10

    T. Nielsen27-09-17 14:50

  • ★★★★0

    The Deuce afsnit 3

    Nu begynder det hele at gå op i en højere enhed. Stemning og man begynder at homde af persongalleriet. Fuck hvor er James Franco som tvillingebrødre dog eminent filmet og tænkt. Han er overmåde charmerende og Maggie Gyllenhaal er ufattelig modig i den måde hun udstiller sig selv som prostitueret.

    Jeg tænkte på Quarry i aftenens afsnit og det er en god ting. Quarry var sidste sæsons bedste serie, som blev slukket før tid. Alt for god til at blive set af mange,

    Deuce er mere varm, mere hyggelig, midt i al slum, prostitution, alfonser og porno. Og pisse flot at se på.

    Get up ... get on up, stay on the scene ...

    9/10

    Bruce27-09-17 22:41

  • ★★★★★0

    The Deuce afsnit 3

    Nu begynder det hele at gå op i en højere enhed. Stemning og man begynder at homde af persongalleriet. Fuck hvor er James Franco som tvillingebrødre dog eminent filmet og tænkt. Han er overmåde charmerende og Maggie Gyllenhaal er ufattelig modig i den måde hun udstiller sig selv som prostitueret.

    Jeg tænkte på Quarry i aftenens afsnit og det er en god ting. Quarry var sidste sæsons bedste serie, som blev slukket før tid. Alt for god til at blive set af mange,

    Deuce er mere varm, mere hyggelig, midt i al slum, prostitution, alfonser og porno. Og pisse flot at se på.

    Get up ... get on up, stay on the scene ...

    9/10

    Well jeg ved hvad jeg skal Søndag når jeg kommer hjem fra Ålborg :)

    Elwood27-09-17 22:44

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen