Den lyder godt nok spændende. Havde aldrig hørt om den før. Faktisk havde jeg heller ikke hørt om de to andre. Måske det var noget, man burde følge op på :)
PS: Hun hedder altså Salma Hayek, ikke Selma ;)
Anmeldelse: Tale of Tales
Italienske Matteo Garrone jonglerede i sine to forrige værker, "Gomorrah" og "Reality", med et lille strejf af fabel. I de to glimrende og virtuose fortællinger om napolitansk mafiaelendighed og kendisbesættelse fik vi en ubarmhjertig indførsel i filmskaberens nådesløse og mørke univers. Med sit seneste opus, "Tale of Tales", har det lille strejf udviklet sig til et fuldblods folkeeventyr på LSD. Vær beredt.
Der var engang tre karismatiske kongeriger med prægtige slotte. De tre riger lå grænsende til hinanden og var i sagens natur befolket af konger, prinser og prinsesser. Den ene konge (Vincent Cassel) var en liderlig libertiner og den anden (Toby Jones) sært fascineret af abnorme, vingeløse insekter. Med en jaloux dronning (Salma Hayek), der er villig til at ofre sin mands (og alle andres) liv i jagten på svangerskab, udgør denne brogede forsamling – sammen med havmonstre, troldeskabninger og andre obskure eksistenser – essensen af gal historiefortælling.
Velkommen til en verden af vanvid og ragnarok. Morderiske trolde og gigantiske lopper leder tankerne hen på David Cronenbergs body-horror. Pensionsmodne kvinder i jagt på evig ungdom lader huden skrælle med blodigt resultat. Nej, det er ikke for sarte sjæle – hverken i det eksplicitte, visuelle ubehag eller i det udfordrende tableau-prægede narrativ, der aldrig forsøger at tage sin tilskuer i hånden. Garrone har skabt et ualmindeligt skævt og syret univers, der ligger syvmileskridt fra de bredere appellerende sammenligninger fra Hollywood-studiernes computer-generiske ligegyldigheder. Tak for det.
Der er noget syndefuldt attraktivt ved at overvære pæne Hollywoodstjerner som Salma Hayek og Vincent Cassel boltre sig i Matteo Garrones visuelle vanvid. Det grænser til ren billedmagi, når Hayeks dronning mæsker sig i et havmonsters blodfyldte hjerte i en fornemt fotograferet scene. Fotograf Peter Suschitzky evner her med en helt særlig hvid og blodrød farvekontrast at fremelske en ægte følelse af at være til stede i en anden verden. Få film tilbyder i dag samme nærværende rundvisning i filmisk fantasyland, så fornøjelsen er selvsagt enorm. I det hele taget er "Tale of Tales" et tagselvbord af høj kunstnerisk cinematografisk klasse, hvor hvert enkelt billede fortjener at blive indrammet og hængt op på væggen. Ser I efter hér, "Maleficent" og "Oz the Great and Powerful"?
Helt eminent er Cassels uhæmmede liderbuk. I balletperlen "Black Swan" var han syndigt intimiderende, men her går han linen ud som kødeligt besat af erotik og begær. Afskyelig, men sært fascinerende. Det, der hæver "Tale of Tales" til noget unikt, er ikke kun de overdådigt flotte billeder, detaljerede, praktiske effekter og prægtige kostumer, men især den tragiske behandling af menneskets driftige, destruktive tilbøjeligheder. Ethvert eventyr har en skurk, men i denne fortælling er skurken ikke en fysisk skabning, der kan nedlægges med skarpslebent sværd og mandsmod. Modstanderen er os selv og vores hang til liderlighed, jalousi og stædig stolthed. Tematikker, der er mindst lige så aktuelle og ødelæggende i en nutidig verden – helt uden eventyr.
"Tale of Tales" manøvrerer sig subtilt mellem gakket "Blackadder" og forstyrrende, mørk billedpoesi. Den kan ses som en rå kommentar på menneskets primitive drifter, men er samtidig svøbt ind i en tiltrængt humoristisk ramme, der hindrer den totale depressive nedsmeltning. Med udgangspunkt i tre af 1700-tallets store digter Giambattista Basiles populære folkesagn er det milevidt fra de nuttede eventyr, du fik fortalt som lille inden sengetid. Hele herligheden understøttes samtidig af et forrygende score af Alexandre Desplat, hvilket opsummerer oplevelsen til: "Sådan har du ikke fået den før".
