Anmeldelse: In the Heart of the Sea
Herman Melvilles "Moby Dick" fra 1851 er en af litteraturhistoriens største amerikanske romaner. Historien om Kaptajn Ahabs besættelse af Den Hvide Hval er også historien om menneskets forsøg på at underlægge sig naturen. Melvilles roman var imidlertid ikke det pure opspind, men inspireret af beretningen om hvalfangerskibet Essex, der i 1820 blev sænket af en kaskelothval. Det er netop den sande historie om Essex, som danner baggrund for "In the Heart of the Sea".
I filmen overtaler Herman Melville (Ben Whishaw) den tidligere hvalfanger Tom Nickerson (Brendan Gleeson) til at fortælle sin historie: Nickerson får som 14-årig (Tom Holland) hyre på Essex under den uerfarne kaptajn Pollard (Benjamin Walker) og den standhaftige førstestyrmand Owen Chase (Chris Hemsworth). På Stillehavet støder besætningen på en gigantisk, hvid kaskelot. Chase besættes af jagten på den aggressive hval, og turen udvikler sig til en desperat kamp på liv og død.
Således har instruktøren Ron Howard valgt at lade historien blive fortalt indenfor samme rammer som "Moby Dick". Er man bare perifert bekendt med Melvilles litterære mesterstykke, vil historien og karaktererne i "In the Heart of the Sea" virke bekendte. Den er ikke en filmatisering af "Moby Dick", men ingredienserne er de samme. Filmen formår at fortælle den storslåede historie med de tidløse tematikker om mand mod natur effektivt og underholdende.
"In the Heart of the Sea" er altså en velkendt historie i nye klæder. Disse klæder er særdeles prangende, og filmen er fantastisk visuelt. Howard har skabt en meget autentisk og nærmest søsygeinducerende sejltursoplevelse, som drives af det visuelle. Blandingen af praktiske effekter og CGI er perfekt, og hvaler og skumsprøjt føles virkelige. Følelsen af den langvarige, ørkesløse tid på havet er godt formidlet, og det er netop denne oplevelse, der især gør filmen interessant. Men desværre bliver de emotionelle facetter af dramaet aldrig synderligt dybe.
Owen Chases besættelse af den hvide hval portrætteres kun overfladisk, og det samme gælder dramaet karaktererne imellem. De bliver aldrig mere end arketyper, og det menneskelige drama føles derfor aldrig emotionelt vedkommende. Dette skyldes et manuskript, som generelt mangler karakterdybde. Skuespillerne gør dog, hvad de kan med materialet og spiller alle naturligt. Tom Holland som den unge Nickerson er glimrende som eventyrlysten, men frygtsom dæksdreng. Chris Hemsworth er dog, grundet sine tidligere filmroller, type-castet som "hero man" i rollen som Owen Chase. Den australske stjerne spiller ikke karakteren synderligt interessant eller facetteret.
"In the Heart of the Sea" er en visuel rutsjebanetur af flotteste slags. Den er en medrivende og underholdende udgave af den klassiske fortælling med lækkert kameraarbejde og solidt skuespil. Følelsen af besætningens kamp og håbløshed er veleksekveret. De psykologiske aspekter af strabadserne, ikke mindst af Owen Chases besættelse, behandles desværre kun flygtigt. Ron Howard dykker aldrig tilstrækkeligt dybt ned i mørket, men på overfladen er filmen dog underholdende nok til at være seværdig.