Skriftet er sandsynligvis anonymt. Lukas (dvs. en af Paulus' medarbejdere) er den person, som traditionen tilskriver forfatterskabet, men vi ved for så vidt ikke hvem, det er. Det er næppe afgørende - omend interessant. Lucasevangeliet (og Acta) er formodentlig det sidste eller næstsidste evangelium. Rækkefølgen er: Markus - Matthæus - og så enten Lukas/Acta eller Johannesevangeliet som det sidste. Det kommer lidt an på, hvem man spørger. :)
Noget af det bemærkelsesværdige ved Lukas og Acta er, hvor enormt velskrevet de er. Det græske er på et højt sprogligt niveau, og de fleste af de lignelser, vi elsker allermest, er fra Lukas: Den fortabte søn, Den barmhjertige samaritaner osv. Det er tydeligvis en forfatter, som virkelig har strammet sig meget an og som har været meget veluddannet.
Evangelierne er generelt nogle vidunderlige skrifter, masser af benhård erfaringsbaseret idealisme - herligt enkelt, herligt umuligt, herligt virkeligt. Men det er alt for længe siden, jeg har læst dem, så det bliver virkelig godt at få genlæst dem og kunne sætte dem i (semi-)voksenlivets perspektiv.
Ret spændende med Luk.s og ApG.s (mange tak for påmindelsen, Riqon! Det er den forkortelse, jeg har brugt mest i mit liv, så lidt underligt jeg husker teologistudiets bedst...) forfatter. Det kan jeg ikke huske at have hørt, men det giver jo glimrende mening. Det er også et fint vidnesbyrd om, at selvom det primært var de socialt lave klasser, som kristendommen kunne give mening for, var troen ikke udelukkende for dem. Det er da fedt med lidt social diversitet :)
-
Jeg har simpelthen sat mig for at læse Bibelene under morgenmaden i stedet for at gøre iPad. Det fungerer ret vildt, og jeg skal i morgen til at læse 1. Mos. 11 (Babelstårnet, wuhu!!). Hidtil har det været fuldstændig vanvittigt, og det gik op for mig, at noget af det vildeste, jeg vel nogensinde har læst kommer som anden sætning i Bibelen...
"Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene."
Det er essensen af mytens kraft og jeg bliver helt høj af det... :D
Derudover sker der bare så meget... Alt for mange gentagelser, som jeg ikke helt forstår pointen med, men også nogle besynderlige scenarier om, hvordan mennesket blev til og hvordan det navngav alle dyrene. En beretning om hvordan mennesket levede i så fuldendt fordærv, at det måtte totalt udryddes. En beretning om hvordan Skaberen selv er hos sin skabning (det er må have været ret længe siden...) og taler med det og dømmer dets jalousi og mord.
Generelt meget fedt at læse disse beretninger efter så lang tids pause... jeg forstår ikke, hvordan fortællingerne kan undgå at gå lige i hjertet på folk (det skulle da lige være gentagelserne... de kan altså godt være lidt tunge nogle gange!)
