Efter lidt betænkningstid og efter at have vendt og drejet de film, som jeg har set i år, er jeg kommet frem til hvilke 10, jeg synes der har været bedst/har gjort størst indtryk. :)
(10) Trainspotting 2
For mit vedkommende var gensynet med de fire syrehoveder Renton, Sick -boy, Spud og den usandsynligt iltre Begbie en sand fornøjelse at følge fordi det tydeligt mærkes, at denne sequel er lavet med hjertet og stor kærlighed til sine karakterer og sit miljø og dermed med respekt for os efterhånden gamle fans af Danny Boyles originale syretrip.
Billedsproget og tempoet er godt nok ikke helt oppe i samme energiske og sprudlende provokerende facon som sidst, men det synes jeg nu giver god mening taget i betragtning af, hvor i livet karaktererne befinder sig med 20 år ekstra på bagen.
Selv om filmen tager sig god tid, og nogle vil måske mene for god tid, til atter at introducere karaktererne gør det blot, at filmen får mere tyngde særligt, da Ewan McGregor på vanlig karismatisk vis giver den gas med sin samfundskritiske og tragikomiske "Choose Life" svada, hvor bl.a.et af nutidens drugs i form af de sociale medier får en over nakken.
Herfra samler Danny Boyle fornemt trådene og sørger for at give sine psykedeliske rebellers nostalgiske form for dannelsesrejse i det grå og livstrætte Edinburgh et både hjerteskærende smukt og absurd morsomt klimaks, der gik rent ind hos undertegnede.
(9) Paterson
Jim Jarmusch har med dette vidunderligt tilbagelænede stykke hverdagspoesi lavet en af sine absolut bedste film og et besnærende værk, der gik lige i hjertet på mig. Adam Driver underspiller elegant, med et herligt analyserende blik på omgivelserne, sin rolle som den godmodige og loyalt arbejdsomme men stillestående buschauffør, der drømmer om at bryde hverdagens trummerum.
Alt imens han kæmper for at tro på egne evner til at føre sin fascination af at skrive digte ud i livet, domineres hans fritid af en mildt sagt flyvsk kæreste der modsat har en overflod af drømme/ønsker (holdt i en for Jarmusch vanlig drilsk dobbelt sort/hvid yin yang symbolik), hvis parallel til hovedpersonens gøren og laden, det er morsomt at betragte.
Som prikken over i'et i denne meditativt, dejligt afslappende og livsbekræftende film byder Jarmusch desuden på et klukkende morsomt indslag i skikkelse af parrets bulldog Marvin, der udgør en slags nemesis rolle for Adam Drivers karakter.
(8) Kvinde, Ukendt
Lige umiddelbart var jeg ikke helt oppe og ringe over Dardenne brødrenes nyeste værk om en ung opadstræbende læge, der pludselig bliver fanget i mellem egne ambitioner om karriere/prestige og i at gøre det rigtige og udvise selvopofrende og total uselvisk næstekærlighed i en langt fra ufarlig jagt på at opklare mordet på en afrikansk prostitueret.
Men efter et par gensyn er jeg blevet overbevist om, at “Kvinde, Ukendt” ikke bare er en god film men sågar er en fremragende film også selv om tempoet og intensiteten ikke kan matche deres forrige værker.
Jeg elsker i øvrigt når almindelige mennesker gøres til detektiver for det giver ofte historien en ekstra kant og nerve. Og så er Adele Haneal som sædvanlig ret så fantastisk og karismatisk en skuespiller, at hun ikke behøver de store armbevægelser for at fange min interesse.
(7) Underverden
Selv om der er hentet godt med inspiration fra Nicolas Winding Refns “Pusher” trilogi, var Fenar Ahmads brutale og blodige hævn epos en af de bedste danske film, jeg har set i lang tid. Dar Salim er imponerende god og lige overbevisende i sit skifte mellem følsom og frustreret almindelige mand og nådesløs pendant til The Punisher.
Historien er ingenlunde original men bliver trods alt alligevel afsindigt fængende takket været en hyper stylet billedside og en lydside der er af en anden verden og helt igennem fremragende. Ikke blot rent effekt mæssigt set men også fordi den nærmest går hen og bliver en karakter i sig selv, der ildevarslende antyder, at der venter et sandt helvede forude for alle involverede.
(6) The Edge of Seventeen
Kelly Freemon Craigs hyldest til 80’ernes highschool drama-komedier er lavet med stort overskud, en smittende charme og en stille og rolig tilgang til sit miljø og karakterer, som jeg bare ikke kunne stå for.
Selv om man tydeligt fornemmer Craigs forkærlighed for de gamle klassikere, er “The Edge of Seventeen” alligevel helt sin egen elskværdige størrelse qua sin mere realistiske tilgang, hvilket suverænt understøttes af Hailey Steinfelds og Woody Harrelsons kemi og nuancerede skuespil. En født ungdoms-klassiker.
(5) Elle
Paul Verhoeven var i mange år dømt mere eller mindre færdig i branchen, indtil han ud af det blå gjorde et vildt comeback med denne grumme og sort-humoristiske (som i kulsort) erotiske drama/thriller, hvor offeret og gerningsmandens roller bliver vendt godt og grundigt på hovedet til, at man er tæt på rundtosset.
Isabelle Huppert leverer en sand tour de force præstation, hvor man både fascineres og frastødes i lige store mængder af karakterens ofte besynderlige adfærd, der bedst kan beskrives som en form for sadomasochistisk renselsesproces. Huppert burde i mine øjne have vundet Oscaren for sin præstation.
(4) The Trip to Spain
Jeg elsker den humor som Steve Coogan lægger for dagen og morede mig godt og grundigt under “The Trip” og “The Trip to Italy”, så da det blev annonceret, at der ville komme et tredje kapitel i serien, kunne jeg ikke få armene ned af begejstring.
Michael Winterbottom har igen instrueret denne herlige blanding af madprogram og rejseguide på en dokumentar agtig facon, hvor de to komikere Steve Coogan og Rob Brydon spiller versioner af dem selv, som mellem deres respektive karrierer bijobber som madanmeldere alt imens de stikker syrligt til hinandens op og nedture og generelle viden og uvidenhed om de fremmede kulturer og de kulinariske oplevelser via klukkende morsomme parodier på alverdens kendisser.
Sjovest denne gang er Mick Jagger/David Bowie parodien, samt Rob Brydons version af den legendariske Roger Moore. Tilbage er der blot at tilføje, at “The Trip to Spain” er en mindst ligeså underholdende affære som de to forrige kapitler og jeg glæder mig allerede til forhåbentlig at tage på en tur mere med Steve Coogan og Co.
(3) The Salesman
Asghar Farhadis oscar vinder er en sublim blanding af drama og thriller, der på samme måde som John Cassavetes finurlige “Opening Night” lykkedes mesterligt med at sammensmelte fiktion og virkelighed, da et overfald på en teater-instruktørs kone og dets traumatiske følgevirkninger flettes ind i deres nyeste opsætning af “The Death of a Salesman”.
I lang tid står det lettere tåget i hvorledes de to ting hænger sammen, men dette giver alt sammen perfekt mening ved filmens kulminationen.
Slutscenerne her, ud over at være utroligt nervepirrende, er i øvrigt ret genialt tænkt ved det, at den ene hovedrolle/instruktøren og læreren på en måde iscenesætter et nyt skuespil blot i den virkelige verden , hvor vi nu tvinges til at påtage os rollen som bedømmende publikum over for deres moralske dilemma.
(2) Nocturnal Animals
Tom Ford der leverede en af de smukkeste og mest sørgmodige film om afsavn, skjulte identiteter og destruerede parforhold i mesterstykket “A Single Man” vendte i år efter 7 års fravær langt om længe tilbage på det store lærred med endnu en genistreg, der cementerede modeskaberens status som en af filmbranchens allerbedste instruktører.
"Nocturnal Animals” todelte historie er både en billed og ikke mindst stemningsmæssig hyldest til Alfred Hitchcock, men er stadigvæk umiskendeligt Tom Ford i krop og sjæl, når han atter søger efter (dog med en helt anden brutal og vulgær indgangsvinkel end sidst) at dissekere et forlist parforhold, hvor det psykologiske aspekt krydser og kolliderer med et fysisk aspekt, så man føler at være udsat for et sansebombardement af de helt store.
Castet er fænomenalt på alle pladser, men er især dybt fascinerende hos Amy Adams og ikke mindst Jake Gyllenhaal som det duellerende kærestepar, der hhv. kæmper med lig i lasten og dedikationen i at udlevere dem med en harsk lærestreg gemt mellem linjerne i et macho falleret og smerteligt meta orienteret manuskript.
(1) Moonlight
For mit vedkommende var der ingen tvivl om, hvilken film der ville indtage førstepladsen på min top 10 over de bedste film i 2017.
Barry Jenkins hypnotisk fængende, barske og hjerteskærende drama “Moonlight”, omhandlende både negativ ladet social arv og kampen for at finde og stå ved sin seksuelle orientering, var eksekveret med så sublimt en sans for detaljen og lag i billedsproget, at filmen krøb helt ind under huden på mig og blev siddende i hjertet længe efter, at jeg så filmen første gang.
Det er sjældent, at det sker på en så intens og følelsesmæssig stærk måde, men “Moonlight” er for mig også en helt unik oplevelse, der tog de bedste elementer fra “Boyz ‘n The Hood” og “Brokeback Mountain” og visualiserede det på en måde, som kun Tom Ford har kunnet matche. “Moonlight” er i mine øjne et uomtvisteligt mesterværk.
De tre boblere der ligger lige uden for listen er :
“Logan”, “The Meyerowitz Stories” og “American Honey”.
Andre film som jeg har set i år, men synes var middelmådige er :
“Manchester By The Sea”, “Alien - Covenant”, “The Beguiled” og “La La Land”.