Anmeldelse: Room

Hvordan griber man en Fritzl-lignende historie om bortførelse og indespærring an? Det er det spørgsmål, irske Lenny Abrahamson har stået over for. For selvom plakaten til "Room" ser nuttet ud, er handlingen ubærligt trist. Men er det overhovedet muligt at skildre misbrug og fangenskab på en måde, så resultatet ikke er gråt med gråt på? Det lyder måske usandsynligt, men det er det.

Vi følger Joy "Ma" og hendes femårige søn, Jack. Sammen er de indespærret i et klaustrofobisk rum på kun få kvadratmeter. For Jack, der aldrig har været udenfor, er det lille rum hele hans verden. For at give Jack den bedst mulige barndom har Joy nemlig ikke fortalt om livet på den anden side af væggene. Først da Jack bliver ældre, og desperationen efter at flygte tager til, begynder Joy langsomt at forklare Jack om de barske omstændigheder, der er skyld i, at de holdes indespærret. Da de efter flere år i fangenskab endelig slipper ud, skal både Joy og Jack derfor vænne sig til en verden, der nu føles fremmed.

"Room" er en klaustrofobisk oplevelse, men indespærringen og misbruget er ikke det primære fokus. Fordi vi ser begivenhederne fra Jacks synspunkt, er fokusset snarere på forholdet mellem mor og søn. De forfærdelige omstændigheder bliver naturligvis ikke glemt, men frem for direkte at vise Joy blive misbrugt fokuserer Abrahamson på Jack, der nervøst gemmer sig bag rummets forhæng. At de voldsomme scener ikke udpensles, men ses fra et barns synspunkt, hæmmer bestemt ikke filmens gennemslagskraft. Tværtimod.

At vi ser verden gennem Jack øjne er netop, hvad der gør "Room" til en enestående oplevelse. Filmens anden halvdel, der viser Jack opleve verden for første gang, føles – uanset hvor utroligt det end lyder – som at genopdage verden på ny. Scenerne ude i den store verden er måske ikke helt så intense som dem i fangenskab, men til gengæld formår de på overbevisende manér at vise, hvor svært det er at vænne sig til et normalt liv. Her bliver årene i det lille rum sat i perspektiv.

Man glemmer næsten, at "Room" er et stykke fiktion. Den gør indtryk i en grad, som kun meget få film kan. Bare det at høre Jack fortælle sin bedstemor, at han elsker hende, fremstår forbløffende oprigtigt. Det er næsten ikke til at fatte, at Jacob Tremblay kun var otte år under optagelserne til filmen. Sammen med Brie Larson har han en kæmpe del af æren for, at "Room" er blevet så overvældende en oplevelse, som det er tilfældet. De to hovedrolleindehaveres kemi er simpelthen imponerende at overvære.

"Room" kommer til at sætte dine tårekanaler på overarbejde. Den barske fortælling om Joy og Jack, der holdes indespærret i et lille rum, er umanerligt rørende. "Room" kunne ellers let være endt i en omgang udpenslende torturporno, men heldigvis har Lenny Abrahamson valgt en mere sofistikeret tilgang til emnet. Ved at vise begivenhederne fra femårige Jacks synspunkt har Abrahamson formået at lave en film om forholdet mellem mor og søn, som er både livsbekræftende og deprimerende. "Room", der vandt en Oscar for Bedste kvindelige hovedrolle, kunne for min skyld godt have vundet samtlige fire Oscars, den var nomineret til.