Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★★★★0

    Jeg synes at huske, at tv-serien også er ganske fornuftig.

    Zero Cool 5-01-18 16:22

  • ★★★★0

    Så vi jeg har kunnet læse anser mange "Get Out" som favoritten til Oscaren for bedste film... (har ikke selv set den).

    chandler75 5-01-18 16:47

  • ★★★★0

    Så vi jeg har kunnet læse anser mange "Get Out" som favoritten til Oscaren for bedste film... (har ikke selv set den).

    Det ville godt nok være kæmpe overraskelse. På den gode måde. Jeg tror dog næsten ikke helt på det. 

    Babo 5-01-18 16:49

  • ★★★★★★1

    Så vi jeg har kunnet læse anser mange "Get Out" som favoritten til Oscaren for bedste film... (har ikke selv set den).

    Sort instruktør, sort hovedrolle og under- og overliggende “race”-tema kunne bringe den frem i kapløbet måske. 

    T. Nielsen 5-01-18 16:59

  • ★★★★0

    Sort instruktør, sort hovedrolle og under- og overliggende “race”-tema kunne bringe den frem i kapløbet måske. 

    Jo, men det er stadig horror og sidst jeg tjekkede er det ikke den mest oplagte Oscar sluger :)

    Babo 5-01-18 17:05

  • ★★★★★0

    Ja, jeg tror næsten også at “Get Out” er for meget en genrefilm til at kunne vinde Bedste film.

    Kruse 5-01-18 17:53

  • ★★★★★★0

    Jo, men det er stadig horror og sidst jeg tjekkede er det ikke den mest oplagte Oscar sluger :)

    Jeg snakkede heller ikke om at den ville komme i spil som vinder, kun at den i disse tider kunne komme frem i kapløbet pga sit “tema” måske. Spekulationer. 

    T. Nielsen 5-01-18 17:58

  • ★★★★0

    Ud fra den hype, jeg har hørt, skal den da nok snige sig ind under de (op til) 10 nominerede.

    chandler75 5-01-18 18:23

  • 0

    Nomineret er jeg også ganske sikker på at den bliver. Det afgørende bliver de kommende guilds. Hvad kritikerene mener har ikke længere lige så stor betydning. Men der er mange om buddet, en 3-5 stykker reelt, der stadigvæk kan anses som sandsynlige vindere. Get Out er en af dem.

    Whispering Horse 5-01-18 20:55

  • ★★★★0

    The Room (2003)

    Åh, min Gud, den var afskyelig denne her. Jeg vil dog give mig selv en skulderklap for at have gennemført den fra ende til anden. Det holdt hårdt. Hvad det lige skal forestille kan jeg ikke se. Den skal selvfølgelig have 1/10 for utilsigtede grin og grimasser. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Filmhistorien har vist, at man kan trække guld ud af lort. Tim Burton gjorde det jo med Ed Wood :)

    Babo 5-01-18 22:47

  • ★★★★★★0

    Den ses afgjort ikke bedst alene, men til en forestilling som i Husets biograf. Det er dog en smuk, smuk film. Jeg skal snart se den igen.

    Og den behøver på sin vis ikke Hollywood, fordi den jo har fundet sit publikum. Vi har vist den i 7 år i Huset.

    Zero Cool 5-01-18 23:02

  • ★★★★0

    Jeg burde nok have set den med gutterne. Et gensyn er ikke nødvendigt, medmindre den vises som optakt til The Disaster Movie i nærheden af hvor jeg bor og det er ret usandsynligt :) 

    Babo 5-01-18 23:21

  • ★★★★★★0

    Sammen med en ven, så jeg tre film i aften!

    Gymkata

    Den havde en vis underholdningsværdi, ikke mindst fordi "kampsporten" deri primært var gymnastik, men selve historien var lidt lang i spyttet og jeg døsede et par gange.

    Raw Force

    Her gik underholdningsniveauet opad, ikke mindst pga. Cameron Mitchell, som ikke helt var forfaldet til alkohol endnu. Filmen havde alt: kung-fu, masser af bryster, skøre munke, en semi-nazistisk jade-forhandler (nej, ikke jader) og zombie-samuraier. Den var lidt længe om at nå til klimakset, men der var heldigvis en god portion actionscener undervejs til at underholde.

    Hollywood Chainsaw Hookers

    Linnea Quigley og Gunnar Hansen underholdte i glorværdige 75 min. i en film, hvor der intet overflødigt fedt var på. Genren er horrorkomedie og der var masser af bryster, blod og en virkelig fjollet historie om en kult der tilbeder motorsave, som er fortalt som en old school detektivhistorie. Her toppede aftenens underholdning og vi morede os i alle 75 min.

    Zero Cool 6-01-18 00:46

  • ★★★★★1

    In the Heat of the Night 

    Det var et sublimt filmår 1967. Lige fra anslaget bliver man suget ind i en hed sydstats stemning. Udover at være en sublim krimi, så handler den også mere generelt om fordomme og snæversyn mellem hvide og sorte. Det er håndteret overbevisende uden det på noget tidspunkt bliver heavy-handed. Der spilles på de rigtige tangenter og det er en veldrejet spændingsfilm fra en dygtig håndværker. Skuespillet er suverænt! 9/10

    Nydeligt HD-transfer af denne ældre sag. 

    Fedt at læse, at du havde så god en oplevelse med filmen. Og så er jeg i øvrigt fuldstændig enig i din bedømmelse. :) 

    Jeg har set "In the Heat of the Night" et hav af gange men får stadig gåsehud i flere scener, især når Sidney Portier vrisser sin klassiske replik ; "They call me, Mr. Tibbs". Det er bare så fedt! 

    NightHawk 6-01-18 15:25

  • ★★★★★0

    Barefoot in the Park (1967)

    Der er amoriner i luften, så englene synger, da det nygifte unge par Paul og Corrie (Robert Redford og Jane Fonda) ankommer til det fashionable Plaza hotel for at nyde deres bryllupsrejse for fuld udblæsning. Adskillige hyrdetimer senere og tæt på at slå rekorden i lagengymnastik melder hverdagens barske realiteter sig dog med hue og vanter på midt i et isnende koldt New York, da parret flytter ind i en boheme lejlighed på 6 sal med en række spøjse personager som naboer.

    For hvor den flyvske og farverige Corrie er øjeblikkeligt smask forelsket i det lunefulde håndværkertilbud med alle dets ifølge hende charmerende fejl og mangler, er den pæne og polerede svigermors drøm af en advokat in spe Paul af en helt anden kynisk og bitter opfattelse.

    Da overboen i flamboyant skikkelse af den sigøjner feterede Victor Velasco, (Charles Boyer) som sågar også får et godt øje til Pauls sobre svigermor Ethel, (Mildred Natwick) gør sin uforudsigelige og muntre swagger entré for fuld musik i deres liv, kolliderer parrets syn på verden for alvor i et øredøvende skænderi, der måske vil ende med at flå de to håbefulde turtelduer fra hinandens tidligere så ømme favntag.

    Gene Sacks har med sikker hånd instrueret denne herlige og helt igennem knivskarpe romantiske komedie baseret på legenden Neil Simons teaterstykke af samme navn. På trods af at der ofte er tale om simple slice of life historier, har Neil Simon en helt unik evne til at gøre sine fortællinger til en super charmerende og vedkommende størrelse, som får et helt særligt og sprudlende leben over sig takket været hans mesterligt timede dialog, der fremhæver og forvandler hverdagssituationer til spiddende satire på både parforhold og livsfilosofier, så man frydes med et stort smil.

    Til at levere det skrevne har Sacks og Simon samlet hele det gamle hold fra den originale teater-produktion fra 1963, hvilket i allerhøjeste grad kan mærkes i deres samspil og rappe replik udvekslinger. Hvad der er endnu mere imponerende er at Jane Fonda, som den eneste nye på holdet, aldrig skiller sig ud men til gengæld fungerer upåklageligt integreret i historien og ikke mindst i sin ping pong dialog med Robert Redford, hvem hun har en forrygende god kemi med.

    Men “Barefoot in the Park” har flere esser oppe i ærmet, for sjældent har jeg set en kulisse udnyttet med så stor humoristisk effekt, som det er tilfældet her. Den lille lejlighed bliver nemlig hurtigt en herlig farverig karakter i sig selv med sine mange udfordringer og en hylende morsom running joke (bl.a. med en telefonoperatør som offer) der på godt og ondt tvinger det bedste og værste frem hos dets to beboer. “Barefoot in the Park” er bare en skæppeskøn film, som får den varmeste anbefaling med på vejen.

    9/10

    NightHawk 6-01-18 17:51

  • ★★★★★1

    Our Souls at Night (2017)

    De to pensionister og enke folk Addie og Louis (Jane Fonda og Robert Redford) har i årevis været naboer men kun umiddelbart og lettere perifært kendt til hinandens eksistens på deres stille og rolige villavej, hvor livet går sin vanlige gang i sit helt eget adstadige og udramatiske tempo. En skønne dag beslutter Addie sig for at ændre på tingenes tilstand og inviter Louis til at dele hendes seng, så de begge har nogen at snakke med, når natten falder på og ensomhedens mørke fæstner sit greb i sjælen.

    Da Louis først lettere overrumplet er kommet sig over det uventede tilbud, takker han ja og inden længe opstår der et tæt venskab, hvor deres mange samtaler efterhånden viser sig at indeholde et langt større kendskab til hinandens liv end de umiddelbart gik og troede. Snart rygtedes den for andre pudseløjerlige pagt dog i det lille tætte  landsbysamfund, så for at give sladderen og de lokale sludrechatoller et rap over nallerne, vælger Abbie og Louis at gøre deres venskab officielt med en hyggelig middag i byen, der blot får romancen til at blomstre yderligere.

    Trods det at følelserne mellem dem bliver stærkere og stærkere, må de to turtelduer sande at kærligheden har svære kår, da både smertelige minder fra fortiden dukker op i hukommelsen og Abbies søn Gene (Matthias Schoenaerts), der ikke bryder sig synderligt meget om Louis, og hans barnebarn Jaime kigger forbi, alt imens sønnens ægteskab er ved at falde fra hinanden. Abbie og Louis nægter dog at give op og med livsbekræftende påvirkning af Jaime, hvem Louis bliver en reserve onkel for, kan de måske med fælles hjælp redde trådene ud og sikre hinanden en lykkelig fremtid inden lyset slukkes for alle sidste gang.

    Robert Redford og Jane Fonda stod første gang overfor hinanden tilbage i 1966 som et ungt forelsket par i den barske “The Chase”,der dog mest af alt tilhørte den karismatiske Marlon Brando. I deres efterfølgende film “Barefoot in the Park” kom duoens gnistrende  og hjertevarme kemi derfor først for alvor til udtryk og det på en måde, som var helt igennem uimodståelig og knuselskelig god.

    Hele 50 år senere i hvad der snildt kan betegnes som en åndelig opfølger, og ligeså med romantikken som muntert charmerende omdrejningspunkt, skulle instruktøren Ritesh Batra forsøge at genskabe magien imellem de to legender og det kan jeg blot konstatere, at han er lykkedes med, så jeg både grinte og blev rørt på den mest hyggelige og livsbekræftende måde.

    Umiddelbart fremstår “Our Souls at Night” lettere famlende i sin indledende beskrivelse af et forhold i sin spæde start, hvilket set i bakspejlet dog giver rigtig god mening, hvad enten man er teenager, i 40’erne eller har rundet de 80.

    Den smule skepsis jeg sad med på dette tidspunkt blev dog også hurtigt gjort til skamme igen kort efter, da historien for alvor udfoldede sig og de små men livsvigtige lag i fortællingen blev lagt på dette vidunderligt simple men utroligt velsmagende stykke slice of life, hvor Robert Redford og Jane Fondas livslange venskab og historik i den virkelige verden i den grad manifestere sig i deres samspil med hinanden. Her bliver der sagt mindst ligeså meget mellem linjerne, som det der kommer direkte til udtryk på en herlig tilbagelænet og underspillet måde.

    Netop dette aspekt har Ritesh Batra et skarpt øje og sans for at udnytte og formidle, hvilket giver den nostalgiske genforening tyngde og substans på en helt igennem ægte og troværdig måde i sin befriende analoge skildring af det at være gammel, men stadigvæk at være i stand til at bevare livsmodet og lysten til nye udfordringer trods det, at fortidens spøgelser og udsigten til at skulle forlade dem man elsker, konstant gør sit bedste for at lægge en dæmper på humøret.

    I fornem symbiose med en smuk billedside og et stemningsfuld score der samlet skaber en atmosfære af americana (som minder om den ligeledes besnærende ”The Straight Story”) og suppleret af en række suveræne skuespilpræstationer i samtlige biroller fra bl.a. veteranen Bruce Dern, Judy Greer og Matthias Schoenaerts (Rust & Bone), er “Our Souls at Night” en fremragende film, der uden de store armbevægelser vil gå lige i hjertet på de fleste.

    Og skulle det, gud forbyde det, have været den sidste film som Robert Redford og Jane Fonda kom til at medvirke i, havde man ikke kunnet ønske sig et mere smukt og rørende punktum for de to legender.

    9/10 

    NightHawk 6-01-18 17:54

  • ★★★★★★1

    Du har totalt overtalt mig til at skulle se Our Souls at Night :) - men kan vel ligeså godt også nuppe The Chase og Barefoot in the Park, når jeg får tid til det.

    Guldager 6-01-18 19:04

  • ★★★★★0

    Du har totalt overtalt mig til at skulle se Our Souls at Night :) - men kan vel ligeså godt også nuppe The Chase og Barefoot in the Park, når jeg får tid til det.

    Det lyder godt. Den kan du roligt glæde dig til. :)

    De to andre film får også min varmeste anbefaling. :)

    NightHawk 6-01-18 19:56

  • ★★★0

    In the Heat of the Night 

    Det var et sublimt filmår 1967. Lige fra anslaget bliver man suget ind i en hed sydstats stemning. Udover at være en sublim krimi, så handler den også mere generelt om fordomme og snæversyn mellem hvide og sorte. Det er håndteret overbevisende uden det på noget tidspunkt bliver heavy-handed. Der spilles på de rigtige tangenter og det er en veldrejet spændingsfilm fra en dygtig håndværker. Skuespillet er suverænt! 9/10

    Nydeligt HD-transfer af denne ældre sag. 

    Jeg så lidt at filmen i går på DRK inden trætheden overmandede mig. Jeg havde næsten glemt, hvor fremragende den er. :)

    Benway 7-01-18 11:51

  • ★★★★0

    Jeg så lidt at filmen i går på DRK inden trætheden overmandede mig. Jeg havde næsten glemt, hvor fremragende den er. :)

    Den er værd at eje på blu ray. Steiger og Poitier er så formidable. 

    Babo 7-01-18 14:15

  • ★★★★2

    The Day the Earth Caught Fire (1961)

    Kan vel bedst betegnes som en "før-katastrofefilm". Da USA og Rusland gennemfører atom-tests af deres hidtil største bomber - på samme tid - fucker det Jordens rotation op, og det begynder at blive... varmt. Selvom filmen er britisk, virker den ret amerikansk i sit udtryk som vi følger situationen fra en hektisk avisredaktion med den obligatoriske halvfordrukne journalist med et forlist parforhold bag sig, og som finder kærlighed og redemption i sidste minut.

    Der er egentlig ikke de store armbevægelser eller overraskelser, men filmen fungerer fint inden for sine rammer. Karakteren er måske en enkelt højere, end den burde være, men jeg er en sucker for genren...

    8/10

    chandler75 7-01-18 14:40

  • ★★★0

    The Day the Earth Caught Fire (1961)

    Kan vel bedst betegnes som en "før-katastrofefilm". Da USA og Rusland gennemfører atom-tests af deres hidtil største bomber - på samme tid - fucker det Jordens rotation op, og det begynder at blive... varmt. Selvom filmen er britisk, virker den ret amerikansk i sit udtryk som vi følger situationen fra en hektisk avisredaktion med den obligatoriske halvfordrukne journalist med et forlist parforhold bag sig, og som finder kærlighed og redemption i sidste minut.

    Der er egentlig ikke de store armbevægelser eller overraskelser, men filmen fungerer fint inden for sine rammer. Karakteren er måske en enkelt højere, end den burde være, men jeg er en sucker for genren...

    8/10

    Jeg har aldrig fået set den, men jeg har hørt filmen rost flere gange, så du er bestemt ikke den eneste, der er glad for den.

    Benway 7-01-18 14:48

  • ★★★★★★0

    The Day the Earth Caught Fire (1961)

    Kan vel bedst betegnes som en "før-katastrofefilm". Da USA og Rusland gennemfører atom-tests af deres hidtil største bomber - på samme tid - fucker det Jordens rotation op, og det begynder at blive... varmt. Selvom filmen er britisk, virker den ret amerikansk i sit udtryk som vi følger situationen fra en hektisk avisredaktion med den obligatoriske halvfordrukne journalist med et forlist parforhold bag sig, og som finder kærlighed og redemption i sidste minut.

    Der er egentlig ikke de store armbevægelser eller overraskelser, men filmen fungerer fint inden for sine rammer. Karakteren er måske en enkelt højere, end den burde være, men jeg er en sucker for genren...

    8/10

    En af de ældre film af den type jeg har set utallige af. Jeg tror dog ikke jeg nogensinde har set denne, selv om jeg kender den. Nu fik jeg lyst til det:)

    T. Nielsen 7-01-18 14:53

  • ★★★★0

    Summer of '42 (1971)

    En anden af mine favoritgenrer: Coming of age.

    Filmen følger tre 15-årige gutter på sommerferie i New England under krigen, hvor de keder sig, maker out med jævnaldrende piger i biffen og nervøst skal købe kondomer hos den nærmeste drug store. Hovedfokus er dog på drengen Hermie og hans fascination af og forelskelse i den 22-årige Dorothy, hvis mand er i krig. Hans venner driller ham, fordi er forgabt i denne "gamle kvinde" og mener, at han enten må være sær eller homo. For Hermie fylder drømmen om Dorothy dog hele sommeren.

    Tempoet er meget neddæmpet, og billedet er langt hen ad vejen holdt i et næsten drømmeagtigt slør, der vækker minder om tabte erindringer. Det er en sød lille fortælling om ritet fra barn til voksen.

    8/10

    chandler75 7-01-18 14:55

  • ★★★★★★0

    Jeg er med på en 8/10 til The Day the Earth Caught Fire. Summer of '42 har jeg ikke set, men er selv ret vild med coming of age-genren, så der er jeg altid åben over for anbefalinger.

    Guldager 7-01-18 16:20

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen