Det skal jeg sgu se! Det har bare ikke været det samme efter Stephen Colbert overtog stolen på "The Late Show", så jeg hilser et comeback fra David Letterman mere end velkommen. Sammen med Conan O'Brien har David Letterman altid været min yndlings talkshow vært. :)
Trailer: Se David Letterman gøre comeback i traileren til sit nye Netflix-talkshow
Selveste Barack Obama er blandt gæsterne, når den sagnomspundne talkshow-vært igen rammer tv-skærme over hele verden.
Han var egentlig gået på pension i 2015, men nu er den amerikanske tv-vært og talkshow-legende David Letterman snart klar med sit spritnye show til streaming-giganten Netflix med titlen: "My Next Guest Needs No Introduction with David Letterman".
Indtil videre kommer der seks talkshows, og man må sige, at navnet lever op til sin titel. De seks gæster er særdeles indflydelserige og tæller skuespilleren George Clooney, musikeren Jay-Z, nobelprisvinder Malala Yousafzai, radio-personlighed og forfatter Howard Stern, komiker og skuespiller Tina Fey samt ikke mindst tidligere præsident Barack Obama.
Netflix har frigivet en trailer, der kan ses herunder, og efter den at dømme har 70-årige Lettermans fravær fra skærmen ikke mindsket hans karisma og humoristiske sans. Det hjælper sikkert også på humøret, at Letterman efter sigende får i omegnen af 2 mio. dollars pr. show...
Første show får premiere på Netflix 12. januar, mens de følgende programmer bliver månedlige begivenheder fra februar til og med juni, hvor det sidste show bliver frigivet. Så man får altså ikke mulighed for at sluge det hele råt på én gang, alt imens vi antager, at der kommer flere shows, såfremt serien bliver en succes.