Når man kan spille selveste Jesus kan man vel også give den som noget, der i det mindste minder om selvsammes alter ego udi populærkultur...
Gary Oldman peger på Joaquin Phoenix som næste Batman
"Commissioner Gordon" har stor respekt for Ben Afflecks udgave, men ser Phoenix som et spændende valg.
Med undtagelse af "Wonder Woman" har anmelderne givet DC's filmunivers en hård medfart. Ligeledes har filmene delt vandene hos biografpublikummet, hvilket blandt andet har fået Ben Affleck til at så tvivl om, hvorvidt han fortsætter i rollen som Batman.
Nu har Gary Oldman, der senere på måneden er aktuel i rollen som Winston Churchill i "Darkest Hour", givet sit bud på, hvem der kan iklæde sig masken og kappen – og det er selveste Joaquin Phoenix. Dermed bliver Phoenix endnu et navn i en lang række af skuespillere, der bliver kastet omkring. Senest var det Jake Gyllenhaal, der blev peget på som den mørke ridder.
Oldman har selv været en del af universet, da han spillede Batmans allierede, Commissioner Gordon, i Christopher Nolans anmelderroste "Dark Knight"-trilogi. Det er ofte et kontroversielt valg, når den nye Bruce Wayne/Batman skal castes, da der hos fans er mange følelser involveret – men Affleck har endnu ikke hængt kappen, så det forventes stadig, at han er Batman i Matt Reeves' kommende "The Batman".