"Et bedre liv" - nyt periodedrama af Michael Noer med Jesper Christensen

Jesper Christensen og det nye danske talent Clara Rosager har hovedrollerne i Michael Noers næste film, der foregår i 1850'erne.

Det bliver det unge talent Clara Rosager, som spiller den kvindelige hovedrolle overfor Jesper Christensen i Michael Noers nye danske drama med arbejdstitlen "Et bedre liv", der netop er færdigindspillet og forventes at få premiere i starten af 2019.

Filmen beskrives som et drama om overlevelse og ærgerrighed. Den foregår et sted i Danmark i 1850'erne og fortæller om en fattig familie på landet og deres daglige kamp for overlevelse.

Med en netop fejlslagen høst og udsigten til en lang bidende vinter på sultens rand er familien tvunget til at overveje alle muligheder. Ved at slå en god handel af med den nærliggende velhavende storbonde, kan de med ét vende op og ned på familiens livskår. Men offeret er stort, og aftalen skal vise sig at få fatale konsekvenser.

I filmens afgørende hovedroller ses Jesper Christensen som faderen og Clara Rosager som datteren i den fattige landarbejderfamilie. Derudover medvirker Ghita Nørby, Elliott Crosset Hove, Magnus Krepper, Gustav Dyekjær Giese, Oscar Dyekjær Giese og Rasmus Hammerich.

hårdkogte Danske dramaer og amerikansk remake

Den 21-årige Clara Rosager er uddannet skuespiller fra den alternative skuespilskole Ophelia og debuterede i 2016 i ungdomsfilmen "En-to-tre-nu!" i rollen som den kræftsyge Cecilie. Rosager vil desuden kunne opleves i "Journal 64", som afslutter filmatiseringen af Jussi Adler Olsens romanserie.

For Michael Noer bliver "Et bedre liv" hans fjerde danske film. Han fik sit store gennembrud med spillefilmen "R", som foregik indenfor fængselsmurene. Siden fulgte "Nordvest" fra den københavnske forstad, og senest var han aktuel i de danske biografer med dramaet "Nøgle hus spejl" (2015), som havde Ghita Nørby i hovedrollen og fik 4 stjerner her på Moovy.

Mellem sin seneste danske film og "Et bedre liv" har Michael Noer også nået at instruere det amerikanske remake "Papillon", der endnu ikke har haft dansk biografpremiere.

Første pressefoto fra filmoptagelserne kan ses herunder.

Kommentarer

"Et bedre liv" - nyt periodedrama af Michael Noer med Jesper Christensen

  • ★★★0

    Lyder lidt ala Mad Ship.

    MOVIE1000 6-02-18 19:45

  • ★★★★0

    ..går ud fra at resten af 2018 skal gå til fremstillingen af über-ekstravagante CGI sekvenser?  

    Gasivodo 7-02-18 06:08

  • 0

    ..går ud fra at resten af 2018 skal gå til fremstillingen af über-ekstravagante CGI sekvenser?  

    Forhåbentlig ikke.. de første to afsnit skal nemlig være klar til at vises på Berlinalen næste uge! 

    Martinio07 8-02-18 10:31

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen