Jeg har erkendt, at jeg ikke partipolitisk repræsenteres noget sted. Mine stemmer siden 1982 er sat mestendels på De Konservative og éngang hver til Liberal Alliance og Venstre. De sidste ti år med disse partier har været en ren ørkenvandring og jeg kan konstatere, at der blev ført mere borgerlig politik under Thorning end under VKO og nu V regeringen og at løftebrud er blevet det nye sort. Jeg var så tæt på Konservative, men noget er sket.
Derfor er min politikerlede høj og jeg nærer en enorm mistillid til alle de etablerede partier. Nogle qua deres politik, andre qua deres utroværdighed.
Liberal Alliance er så absolut det parti, som af de borgerlige, har ført den mest troværdige politik, givet ved, at de står ved deres udmeldinger, argumenterer godt og ikke er sunket så lavt ved debatter, som de andre.
Problemet for mig er, at jeg værdipolitisk ikke har så meget til fælles med LA, men mest finder overensstemmelse i deres økonomiske udmeldinger. Deres økonomiske beregninger er således langt mere troværdige end andres partier, hvorfor de også er sikre på, at lade andre uafhængige instanser udregne deres til, tilmed Finansministeriet.
Retspolitisk har jeg pt. meget til fælles med Enhedslisten. De står op for alles ret til at demonstrere (Tibet). De står op for Snowden. De har været for et Nej til retsakterne fra EU af samme årsag som jeg selv, at det ville unnderminere vores suverænitet og gøre det muligt for politikerne fremover at bestemme udenom vælgerne.
Så jeg debatterer og har gjort det længe, uden et partipolitisk tilhørsforhold, indtil for nylig. Det har været dejligt- Således har jeg ikke kritiseret venstrefløjen længe, men været ligeså stor kritiker af Lars Løkke og Søren Pind, som jeg var det af Thorning. Man har i den grad solgt ud af idealerne og gjortdet modsatte af, hvad man lovede før valget. Nøjagtig som Thorning gjorde det. I det mindste førte Thorning så blå politik, hvilket forståeligt hendes vælgere var sure over.
Mit fremtidige parti er her og nu Nye Borgerlige, som forhåbentlig kommer ind til næste valg. Jeg har stadig til gode at høre en politisk udmelding fra de to frontmænd (dame), som jeg er uenig i. Indtil videre er det i mine øører no-nonsense, no-bullshit, og ingen spin, men entydigt rationelt uden nogen som helst form for vaklen idealmæssigt.
Politisk bliver de næste tyve år en kamp på værdier. Glem spørgsmål som realløn, bedre forhold for virksomheder, selskabsskat, lavere skatter etc. Det bliveer fuldkommen ligegyldgt, stillet overfor at vores velfærd vill drænes fra uddannelsesinstitutioner, til hospitals- og plejesektoren, til offentlig transport. Deer bliver ikke noget med flere varme hænder fremover og ett forsøg på at få mere i lønningsposen. Kriminalitet og enorme udgifter til overførselsindkomster og fejlslagne integrationsmæssige effekter til utryghed, samt en enorm debat omkring friheder og rettigheder, vil komme til at dominere.
Vii vil desuden se os spærret inde mellem to lande, hvor højreeekstemisme vil tage til, som effekterne af politikernes nedspilning af problemernes omfang, slår fuldt igennem. Hvad der sker, om England forlader EU, om Front Nationale får magt i Frankrig, om østlandende i stigende grad står op imod EU og Euroen falder ... det må tiden vise.
Men hvis vi troede "aldrig igen" var et sikkert mantra, så tog vi fejl. Morgendagen i Europa bliver en hård og til tider modbydelig kamp.
