Anmeldelse: Så længe jeg lever

Som den rebel John Mogensen var, bør Ole Bornedal med "Så længe jeg lever" turde bevæge sig ud på mere bølgende grund, end tilfældet er.

Få danske instruktører er kommet så meget på kant med den danske folkelige magelighed, som det er lykkes Ole Bornedal. Efter på det nærmeste at være udråbt som landsforræder af Pia Kjærsgaard og andre ligesindede frikadelle-elskende profiler i dansk kulturliv og i øvrigt lagt for had blandt den gængse befolkning, lykkedes det den selvudråbte auteur at vende skuden med "Dræberne fra Nibe". Bornedal går samme vej med ny biografifilm om én af dansk musik mest folkekære sangere, John Mogensen.

Historien følger John Mogensen som perfektionistisk musikerbarn til gennembruddet med pæne Four Jacks – på det tidspunkt Danmarks største musiknavn til dato. Drømmende om at gøre en forskel som kunstner stopper den fordrukne Mogensen i det ellers succesfulde band. Fra at behage dansktop-publikummet træder den brovtne amar'kaner frem iført røde seler og arbejderpoesi og op i toppen af de danske hitlister i 70'erne som soloartist. På sidelinjen står hustruen Ruth trofast og holder ægteskabet i hævd som eneste stabile element i en tilværelse styret af musikken, rigelige mængder af alkohol og konstant frygt for ikke at være god nok.

Som langt de fleste biopics falder "Så længe jeg lever" pladask over samme problemer ud i mangel på fokus og frygten for ikke at afdække hovedpersonens historie grundigt og respektfuldt nok. Som den rebel John Mogensen var, bør Ole Bornedal turde bevæge sig ud på mere bølgende grund, end tilfældet er.

Én af de største udfordringer i portrættet af John Mogensen har ganske enkelt været, at det har været svært at optrævle særligt meget information om sangerens tidlige baggrund. Primært er det tiden fra Four Jacks, hvor Mogensen bliver kendt, hvor historieskrivningen tager fat. Derfor digtes der rigeligt på John Mogensens person fra de tidlige år. Uden at være den store kender af den folkekære sanger fremstår en stor del af psykologiseringen af Mogensens baggrund og personlige motivationer enormt forceret, helt unødvendig og til tider endda grinagtig. Hvorfor ikke blot holde sig til det, der kendes til ham, fremfor at mytologisere en mand, der i forvejen priste det hverdagslige og jordnære?

For både kendere og nybegyndere ud i John Mogensens imponerende musikalske bagkatalog er der imidlertid nok at tage af. Rasmus Bjerg i titelrollen med ekstra 12 kilo bildæk om maven er et fund som Mogensen med underspillet balance mellem komik og alvor. Bjerg har indspillet flere af sangene – og gør det særdeles godt – samtidig med at koldingenseren indkapsler præstationsangst, alkoholiseret lidenskab og de forventelige skarpe replikker bag et kæmpe, sort fuldskæg. Portrættet af 60-70'erne er ganske vist tidssvarende med Olsen Banden-tint, og Caspar Phillipson er herlig som Otto Leisner. Troværdigheden falmer desværre af, at produktionsniveauet i "Så længe jeg lever" overvejende fremstår som en billig tv-film ud i småsjuskede virkemidler og dårlige greenscreen-optagelser.

Nej, "Så længe jeg lever" er ikke en ny "Dirch". Ole Bornedals film prøver ikke at udfordre manden bag skægget, men tager sig selv i at digte lidt for flyvsk ud i flugtlinjer om John Mogensens baggrund og person. Ikke at det er nødvendigt. Portrættet om Mogensen i en afgrænset periode havde været interessant nok i sig selv.