Anmeldelse: Greyzone (TV 2 - afsnit 3-4)

Ny "spændingsserie" nægter indtil videre at indfri løftet om spænding...

I min første anmeldelse af afsnit 1-2 af TV 2's nye thrillerserie kom vi tæt på den talentfulde droneingeniør Victoria, som pludselig finder sig selv fanget i et mørkt mareridt, da hun og hendes intetanende søn bliver holdt fanget af de samme formodede terrorister, som efterretningstjenesterne i Danmark og Sverige har under mistanke for at ville planlægge et angreb i Skandinavien. Men hvad der startede lovende, omend ikke fornyende indenfor genren af dramatiske tv-serier, er blevet forvandlet til små glimt af godt skuespil og et træls og alt for klichefyldt plot. Ikke hvad jeg forventede efter de to første afsnit.

Som de næste to afsnit viser, bliver vi som publikum stadig forkælet med lækker kamerateknik og ambitiøse scener. Desværre er problemet, at mange af scenerne virker for opsatte og kunstige. Dyrt iscenesat for publikums skyld, men unødvendig for handlingen, som indtil videre kører med to parallelhistorier, der langsomt men sikkert bliver flettet sammen, som man kunne forvente. Uden at dette dog gør noget som helst for at forbedre den halvtamme måde, serien er ved at udvikle sig på.

Alle karakterer virker til at have deres egen dagsorden, og det overordnede plot, som skal symbolisere en overhængende fare mod den skandinaviske befolkning, bliver på mærkelig vis skubbet i baggrunden af netop denne grund, hvilket efterlader en splittet tv-serie. Og hvis selve serien føles splittet, så kan man forestille sig, hvor svært det vil være for publikum at tage den til sig.

Det er utroligt, at man kan kede sig over noget, som faktisk er på så højt et niveau, når jeg burde være opfyldt af ideer og tanker om, hvordan handlingen vil udvikle sig, og hvad hovedrollen Victoria dog vil gøre for at slippe fri fra sine kidnappere. Det eneste, der holder mig fanget i denne serie, er stadig kun samspillet mellem de to hovedfigurer Birgitte Hjort Sørensen og Ardalan Esmaili. Og selv dét ser desværre ud til, at det hurtig vil miste glansen, hvis ikke snart der kommer noget decideret spænding i denne "spændingsserie".

Det har hele tiden være tydeligt, at Ardalan Esmailis karakter virker som én, der balancerer på en knivspids mellem sin tro på dét, han tvinger Birgitte Hjort Sørensens karakter til at gøre, og sin medmenneskelighed mod netop hende. Hans karakters opførsel er bare ikke god til at vise dette. I stedet begynder det at ligne, at de folk, der står bag, har en meget mere usikker og ugennemtænkt plan, end man først troede. Hans reaktion på hver oplysning, han modtager, er med til at styrke dette, og man begynder at tvivle på, hvor organiseret denne formodede terrororganisation egentlig er.

Det er kun i de absolut sidste minutter af afsnit fire, at jeg blev rystet løs af min dvale, og en stærk slutning er ikke nok til at ændre på to dårlige afsnit. En serie som denne har alle grundlag og muligheder for at komme godt fra start og ramme sit publikum på mange forskellige følelser og tangenter, men indtil videre føler jeg, at jeg kun fået en aperitif, og jeg forventede, at jeg for længst ville være færdig med forretten.

Det er dyrt, det er velproduceret, og det er beklageligvis ikke i stand til at nå de tårnhøje forventninger, som TV 2 selv har sat for serien. Ikke indtil videre og heller ikke med det lille cadeau til "Da Vinci Mysteriet", som fans af Dan Brown muligvis vil genkende i slutningen af afsnit fire.