Broken Flowers (2005)
Trods det at de to ladykillers Don Johnson og Don Johnston (Bill Murray) stort set deler samme navn, er det ikke ligefrem fordi, at sidstnævntes liv er fyldt til bristepunktet med varmblodet action, glamour eller fester i pulserende og funklende neonfarver på nogen som helst måde. Tværtimod er livet så småt gået mere og mere i kronisk selvforherligende selvsving i den gamle trædemølle hjemme hos Johnston, der i stedet må acceptere en slumrende dekadent dobbeltrolle som pensioneret rigmand og tidligere ejer af et større computerfirma. Med en ung og smuk kæreste i baghånden burde hverdagens trummerum dog umiddelbart være en dans på lyserøde roser for den gamle charmetrold, men efterhånden som årene har passeret revy, har den gråmelerede don juan lullet sig livstræt i søvn og end ikke gamle klassikere på tv’et eller storslået opera og sprudlende champagne kan fremtvinge så meget som et løftet øjenbryn eller et lille smil. Godt og grundigt vrissen over den daglige udsigt til den dvaske døgenigts mavesure ansigt, får Johnstons nyeste erobring Shelley, (Julie Delpy) nok af den gustne gammelfars retorik og siger farvel og tak med en kærkommen opsang om, at han får styr på sit liv og sit humør, hvis han bare vil have en lille chance for at få det til at fungere på længere sigt med det modsatte køn.
Mens Shelley er på vej ud af døren, opdager Don et mystisk lyserødt brev i bunken af breve på gulvet og da han åbner og begynder at læse indholdet uden afsender, finder han ud af, at en tidligere flamme informerer ham om, at han åbenbart viser sig at være far til en 19 årig knægt, som selv er taget på en rejse for at finde sin far. Forbløffet og lettere overvældet af den pludseligt opståede nyhed går Don mere eller mindre i chok, men vågner heldigvis sån nogenlunde op til dåd igen takket være hans muntre og eksotiske afrikanske nabo og bedste ven Winston (Jeffrey Wright), der er dedikeret fan af alt der har med detektiv-genren at gøre. Og efter Don har ydet sin elektroniske ekspertise og hjulpet med at tilgå en hjemmeside med speciale i at løse mysterier, sætter Winston sig for at hjælpe sin deprimerede ven med at finde ud af hvem af Dons tidligere kærester, der står bag den kryptiske lyserøde ledetråd. Trods det at Winston knokler for at forsøge sin store familie, finder han alligevel tid til nok i kalenderen til at klø på med sideprojektet og få dage senere står han klar med en plan til Don, som efterfølgende sender den aldrende og lettere modvillige ungkarl ud på sit livs rejse tilbage til fortiden, ned af mindernes allé og lige i armene på de erotiske erobringer, der har haft størst betydning i Dons indtil videre kuldsejlede kærlighedsliv.
Med sin vanligt tilbagelænede stil og meditativt melankolske moro er kultinstruktøren Jim Jarmusch med “Broken Flowers” nok engang lykkedes ud i at hive en både excentrisk lattermild og eksistentiel besnærende buket blomster ud af ærmet, der er på en gang er forførende trist og livsbekræftende eftertænksom i sit hverdagspoetiske udtryk. Med ombord denne gang i filmens altoverskyggende hovedrolle har Jim Jarmusch i allerhøjeste grad ramt plet i castingen af legenden Bill Murray som den ufrivillige og livstrætte detektiv, der må genrejse sig fra sit eksistentielle dødsleje og foretage en todelt rejse ud på kærlighedens snørklede landevej og samtidig en udflugt ind i sit vakkelvorne sindelag fyldt med faldgruber i form af skuffelser og fortrydelse. Bill Murray er en sand mester udi at formidle selv samme følelser uden, at det på noget tidspunkt bliver ulideligt lidende at se på, men derimod klukkende morsomt og lattermildt rørende samtidig med, at der lige akkurat bevares en tilstrækkeligt lag af alvor og tristesse, der gør at man tager karakterens fortvivlende ensomhed seriøst. Man kan derfor med rette sige, at Bill Murray her leverer en af karrierens allerbedste præstationer.
Men selv store mestre har behov for kvalificeret modspil for at understrege karakterens indre og ydre kampe, hvilket Jim Jarmusch skarpsindigt sørger for ved at introducere Dons diametrale modsætning i kulørt og energisk skikkelse af naboen Winston og hans herlige farverige familie, der samlet skaber en sprudlende kontrast fuld af liv og glæde, som er selv samme essens som Murrays desperat famlende Don umiddelbart uvidende efterstræber. Der er en række scener her mellem Don og Winstons kone og børn, som er så vidunderlige og hjertevarme, at jeg sad med et stort smil og hyggede mig over den gode om smittende medmenneskelige tone.
Men som det så ofte er tilfældet med Jim Jarmusch film, er der bag den ydre og umiddelbart simple rammefortælling en større vifte af nuancer og kontraster, hvilke for alvor kommer til udtryk i Dons møde med de fem kvinder, der har haft den største plads i hans hjerte, men som han af en eller anden årsag ikke har været i stand til at bevare et længerevarende forhold til. I en række mere eller mindre barokke vignetter følger man Dons konfrontationer med det modsatte og nu desillusionerede køn fra fortiden, der bl.a. tæller den naivt liderlig enke Laura (Sharon Stone) og hendes endnu mere liderligt ustyrlige teenagedatter med det lidet flatterende navn Lolita, den tidligere hippitøs og nu underkuede krampagtige forstadsfrue Dora, (Frances Conroy), Carmen, (Jessica Lange) med de tidligere store ambitioner om at blive advokat, hvilket i stedet er resulteret i et job som bitter og indebrændt dyrepsykolog, samt den livstrætte og aggressive Penny, (Tilda Swinton), der lever tilbagetrukket fra omverdenen i et kaotisk og faldefærdigt white trash miljø.
Alt imens Bill Murray med sin melankolsk betuttede ansigtsmimik perfekt og subtilt humoristisk afspejler de for alle involverede fælles udtryk af forliste drømme og forspildte muligheder, samler Jim Jarmusch elegant de fire ved første øjekast løsrevne kapitlers underliggende tema i mødet med den sidste kvinde på listen (og måske hende Don har elsket allerhøjest), hvor det er svært ikke at knibe en tårer eller to i fællesskab med Bill Murrays protagonist, der i denne både smukke og tankevækkende scene får understreget alvoren af sin forspildte mulighed for et mere lykkeligt liv.
Parallelt med det eksistentielle dramaplot holder Jarmusch konstant den ene hånd drilsk på krimidelens løst afsporede GPS og dets små ledetråde angående sønnens identitet samt hvem afsenderen af brevet er. Men alt dette er blot en ren McGuffin i bedste Hitchcock stil for Jim Jarmusch, der som handlinger skrider fremad viser sig at have et helt andet ærinde med sin protagonist retrospektive dannelsesrejse. Og da Bill Murray, af årsager jeg selvfølgelig ikke nævner her, til sidst stirrer ud i luften og samtidig stirrer på os som publikum, kunne man sagtens have Jarmush mistænkt for på sin sædvanlige finurlige facon at sende et ikke belærende budskab til seeren om, at det aldrig uanset alderen er for sent at råde bod på fortiden og dermed gøre en indsats for at ændre sit liv til det bedre. Med en Bill Murray i absolut topform og et supplerende cast der alle hiver præstationer ned fra øverste hylde, har Jim Jarmusch, til tonerne af en herlig bizar blanding af etiopisk fusionsjazz og 60’er inspireret garage rock, skabt et lille mesterværk, der på en dragende underspillet og intelligent måde taler til både hjernen, hjertet og ikke mindst lattermusklerne, hvilket gør “Broken Flowers” til en film der tåler utallige gensyn.
9/10
