★★★★0Svin - fordi du allerede har set den ;)
Vildt nok, vil virkelig gerne se den!!!
Jeg følte mig også godt heldig der.
En kammerat ringede og spurgte, om jeg lige ville med ind at se den, da hans kæreste gennem sit arbejde havde fået billetter til den (ifølge ham direktør fætteren, var det første forestilling i DK).
Hun så lige traileren og meldte ud at hun ikke selv gad se den, så jeg rystede på hovedet af hende og takkede mange gange :)
★★★★★0Jeg følte mig også godt heldig der.
En kammerat ringede og spurgte, om jeg lige ville med ind at se den, da hans kæreste gennem sit arbejde havde fået billetter til den (ifølge ham direktør fætteren, var det første forestilling i DK).
Hun så lige traileren og meldte ud at hun ikke selv gad se den, så jeg rystede på hovedet af hende og takkede mange gange :)
Min veninde i London var til en forevisning af den i Imax, og før filmen så kiggede Spielberg lige forbi det var ret Crazy. Guess he just was in town.
★★★★★2Before Midnight (2013)
Med de to foregående film “Before Sunrise og “Before Sunset” i hukommelsen (som begge i mine øjne var mesterligt instrueret, fortryllende portrætteret, og helt igennem sublimt skrevet på så autentisk og pulserende en måde, at jeg ikke kunne andet end at blive hovedkulds forelsket i Celine, Jesse og deres romantiske forviklinger) var jeg ærlig talt spændt på at se, om Richard Linklater og co. kunne overgå sig selv endnu engang. Den lille smule tvivl jeg havde blev dog hurtigt elimineret. For allerede efter de to første scener i hhv. lufthavnen (her sad jeg med en klump i halsen og en tårer i øjenkrogen, da Jesse tager afsked med sin søn) og med den efterfølgende køretur (ét langt onetake hvor Ethan Hawke og Julie Delpy udveksler en herlig morsom pingpong dialog) stod det mere end klart, at “Before Midnight” som minimum var en film på samme høje niveau som dens to forgængere.
Efterhånden som handlingen skred fremad viste det sig dog, at “Before Midnight” havde en ekstra og smertelig trumf gemt oppe i ærmet på Delpys følelsesmæssigt flyvske skovmandsskjorte og Hawkes ditto cool, men så alligevel ikke helt så cool som tidligere, ambivalent hængende outfit, der for mit vedkommende gør dette tredje kapitel om de to unge romantiske drømmende sjæles eksistentielle rejse ind i det væsentlig mere realistiske barske og bitre voksenliv til seriens absolut bedste. Kimen til denne konflikt og dens dertilhørende yderligere emotionelle styrke der forplanter sig i resten af fortællingen, lægges i de første scener der som sagt er fantastiske at overvære på hver deres måde. Sideløbende med de indledende scener, deres solide opbygning og samspil med resten af handlingen er det i øvrigt genialt tænkt af Linklater og co. at lade historien udspille sig i Grækenland, der ligesom Celine og Jesse er forbundet med en lang episk historik, en baggrundskulisse fyldt med ruiner = fortidens forliste forhold i ruiner, en storladen kraftfuld kærlighed til romantikkens besnærende væsen, samt det faktum at landet, igen ligesom de to karakterer, befinder sig i en nuværende stor eksistentiel krise, hvor sammenholdet folk imellem og håbet for en bedre fremtid er på en umanerlig hård prøvelse.
Men som man også kan se i den store middagsscene cirka midtvejs, er der trods livets mange hårde udfordringer stadig masser af livsglæde, gåpåmod og håb tilbage for fremtiden, der her bliver repræsenteret af de tre græske par, som Celine og Jesse holder ferie hos og som ligeså også, specifikt i forhold til Celine og Jesse knirkende parforhold, repræsentere hhv. fortid, nutid og fremtid som de to, hvad end de vil eller ej, under middagens mange anekdoter kommer til at afspejle deres eget forhold i. Det er en helt igennem mesterligt eksekveret scene, der ikke blot i dialogen men også i reaktionerne herpå i kropsprog og ansigtsudtryk beskriver de små revner, som er ved at vokse sig større og større imellem Celine og Jesse. I den efterfølgende scene hvor de vandrer mod et hotel (og hvor de to skal have en aften sammen uden børnene) tager Linklater os for en kort stund tilbage til den mere hyggelige stemning i “Before Sunrise” og Before Sunset”, hvilket igen er godt planlagt fordi man bliver tager lidt ud på et sidespor i forhold til den scene der venter på selve hotelværelset ogsom dermed kommer til at fremstå endnu stærkere i sit i forvejen harske udtryk og sin skarpslebne gnistrende dialog.
Man har tidligere set Celine og Jesse diskutere og skændes, men aldrig på en så ubehagelig og ofte grovkornet facon som det er tilfældet her, hvor der bliver talt lige ud af posen om deres forhold og deres respektive syn på, om det stadig er værd at holde fast i. “Before Midnight” er én lang række af sublimt orkestrerede scener, men ingen af dem slår den på hotelværelset som for mit vedkommende var gåsehudsfremkaldende at overvære qua Hawke og Delpys suveræne skuespil, og som derfor samtidig endte med at gøre ondt langt ind i hjertet på mig, fordi jeg bestemt ikke brød mig om at se de to højt elskede karakterer ryge så meget i totterne på hinanden, som de gør her. Men sådan er livet jo på godt og ondt i vireligheden, og netop denne hudløst ærlige insisteren på at bevare realismen og autenciteten i beskrivelsen af de to karakterportrætter og deres forhold, er hvad der primært gør Linklater, Hawke og Delpys trilogi til noget helt fortryllende magisk og besnærende unikt.
10/10
★★★★★0The Treasure of Sierra Madre (1948)
Nu skal vi så på en herlig nostalgisk rejse tilbage i tid og med ud på et forrygende eventyr i selskab med John Hustons klassiske og mesterlige drama om tre mænds desperate jagt efter guld og grønne skove i et goldt og nådesløst landskab, kæmpende mod den stegende sol, skruppelløse banditter og ikke mindst deres egen grådighed og uforudsigelige moral. “The Treasure of Sierra Madre”, som er baseret på B. travens novelle fra 1927 af samme navn og loyalt følger sit forlæg, var en af de første Hollywood producerede film der, bortset fra nattescenerne, blev optaget on location i de Mexicanske byer Durango og Tampico, hvilket gav Hustons perle en helt igennem fantastisk autensitet.
I det gudsjammerlige hul i jorden også bedre kendt som Tampico forsøger den lettere forhutlede og frustrerede amerikaner Fred Dobbs, (Humphrey Bogart), at få sig et arbejde men erfarer, at det ikke ligefrem er nogen nem opgave og han må i stedet ydmygende klare sig for de småpenge det lykkedes ham at tigge fra en venlig sjæl, (spillet af John Huston), på gaden. Mens han venter på, at heldet skal tilsmile ham, ender han efter en mindre kontrovers med at købe en lodseddel, hvilket måske vil vise sig at være et ganske fornuftigt valg. Ikke længe efter støder Dobbs tilfældigvis ind i den godmodige lykkejæger Bob Curtin, (Tim Holt), som han straks falder i snak med og kort efter smiler fru Fortuna deres vej, da de begge bliver hyret af den tilsyneladende flinke Pat McCormick, (Barton Maclane). Han viser sig dog hurtigt at være en nederdrægtig svindler og så må de to hårdarbejdende gutter ud i et sandt værtshusslagsmål med deres tidligere chef for at få løn som fortjent.
En god slat penge rigere men alligevel slukørede og udbrændte, pga. den igen usikre fremtid, slentrer de to slagsbrødre i seng på det lokale motel, hvor en mulig krukke af guld dukker op for enden af regnbuen, da de overhører en gammel støder ved navn Howard, (Walter Huston), fortælle om sine tidligere eventyr, hvilket inspirer Dobbs til at foreslå, at de fortsætter karrieren som guldgravere i et tremandsteam, som han er sikker på nok skal give smæk for skillingen. Curtin lader sig hurtigt overtale og Howard det samme, men han kan nu alligevel ikke, grundet sin mangeårige erfaring, lade være med at spekulere på, om hans kumpaner overhoved kan klare mosten når alt kommer til alt. Dagen efter i toget mod Sierra Madre bjergene bliver de prompte overfaldet af en flok blodtørstige banditter, hvilket blot skal vise sig at være en ud af mange udfordringer for den umage trio, der i løbet af de følgende døgn må igennem det ene mere dramatiske intermezzo efter det andet, som vil afsløre den helt store korruption, grådighed, og ultimative offervilje i blandt dem især, da de får yderligere selskab af den ligeledes desperate James Cody, (Bruce Bennett).
”Now here's where we're bound for, hereabouts. Don't show properly whether there's mountains, swamp, or desert. That shows the makers of the map themselves don't know for sure. Once on the ground, all we gotta do is open our eyes and look around. Yes, and blow our noses, too. Believe it or not, I knew a fellow once who could smell gold like a jackass can smell water.”
”The Treasure of Sierra Madre” vandt oscar for bedste instruktion og manuskript baseret på andet forlæg, samt for bedste birolle til John Hustons far Walter, (som spiller fantastisk som den gennemrutinerede old timer der kender alt til grådighedens mange faldgrupper), og burde ret beset også have vundet i mange flere kategorier. For her er i den grad tale om en film hvor alting går op i en højere enhed. Man fornemmer hurtigt inde i handlingen, at der virkelig er kælet for detaljen i dette medrivende drama, som tager sig god tid til at beskrive sine karakterers tilstand, deres desperation for at opnå en bedre levestandard, samt deres respektive fejl og mangler, som alt sammen udstilles elegant i en refleksion af byen Tampicos lurvede og barske gadebillede, inden de tre protagonister drager ud på den store manddomsprøve i bjergene. Det er dog primært Tim Holt, (der gør det glimrende i en svær rolle målt imod de to legender), og Humphrey Bogarts karakterer der i filmens indledning er mest interessante at følge i kontekst til de senere begivenheder, hvor opgøret med Pat McCormack tidligere både viser deres evne til at samarbejde og samtidig illustrerer, at deres moral er intakt fordi de kun lige præcis tager de penge, de har fortjent fra fuskerens bugnende pung og ikke en dollar mere.
Men hvor Bob Curtin som udgangspunkt er tro mod sine egne idealer og søger lykken efter guld med rene intentioner, er Fred Dobbs en type der i stedet lever af sine enorme mindreværdskomplekser mod resten af samfundet, som han konstant føler gør alt for at forhindre ham i at få succes, hvilket man får et glimrende eksempel på i scenen hvor trioen, efter de har fundet guld, fortæller hinanden hvad de har tænkt sig at bruge deres rigdomme på. Her skiller Dobbs sig fuldstændig ud fra de andres drømme, fordi hans udelukkende består i at få chancen for at kunne hæve sig over andre og vise hvor meget bedre end dem han er blevet. Humphrey Bogart som ofte har spillet kyniske og hårdhudede roller i f.eks. ”The Maltese Falcon”, ”Casablanca” og ”In a Lonely Place”, dog altid med charmen intakt, piller i sin præstation som Dobbs al glamour der har tidligere har omgivet ham fuldstændig fra hinanden og efterlader publikum med en bitter, smålig og møghamrende usympatisk mand, der gradvist har forvandlet sig fra en lettere mavesur stodder til et vildt dyr med paranoiaen og galskaben lysende ud af øjnene, klar til at gøre hvad som helst for at forsvare sit bytte. En præstation der i mine øjne er en af, ja hvis ikke den bedste præstation, Bogart har leveret i sin lange karriere.
John Hustons film er stadig i dag en sand fornøjelse og selv om man måske ikke er til film med en del år på bagen, eller er den store Humphrey Bogart fan, ja så bør man alligevel give denne sprudlende guldklump en chance.
10/10
★★★★0Friday the 13th (1980)
Vildt, at denne film er blevet et stort fænomen. Filmen får hug af tidens tand og fremstår i dag både sløv og dybt latterlig. Udover et par vellykkede kills, så falder den bare fladt til jorden og virker dybt plat på mig. Det er tydeligt, at den stjæler med arme og ben fra Holloween, men stor forskel på kvalitet. 3/10
★★★1The Treasure of Sierra Madre (1948)
10/10
Åh ja det er en pragtfuld film, og bestemt en af Bogarts bedste roller. :) Jeg er meget enig i din fine beskrivelse af Fred Dobbs. Råddenskaben lurer indeni. Det er grumt at overvære, for man kommer jo til at holde af ham.
★★★0Friday the 13th (1980)
Vildt, at denne film er blevet et stort fænomen. Filmen får hug af tidens tand og fremstår i dag både sløv og dybt latterlig. Udover et par vellykkede kills, så falder den bare fladt til jorden og virker dybt plat på mig. Det er tydeligt, at den stjæler med arme og ben fra Holloween, men stor forskel på kvalitet. 3/10
I betragtning af populariteten er det en forbløffende dårlig film. Jeg var ret chokket over, hvor skidt den var, første gang jeg så den. Slutningen fungerer dog ret godt, synes jeg. Men det er langt langt op til Holloween.
★★★★0I betragtning af populariteten er det en forbløffende dårlig film. Jeg var ret chokket over, hvor skidt den var, første gang jeg så den. Slutningen fungerer dog ret godt, synes jeg. Men det er langt langt op til Holloween.
Den er pivringe, men Kevin Bacons død var højdepunktet.
★★★★★★0Friday the 13th (1980)
Vildt, at denne film er blevet et stort fænomen. Filmen får hug af tidens tand og fremstår i dag både sløv og dybt latterlig. Udover et par vellykkede kills, så falder den bare fladt til jorden og virker dybt plat på mig. Det er tydeligt, at den stjæler med arme og ben fra Holloween, men stor forskel på kvalitet. 3/10
Tidens tand? Filmen var allerede dårlig da jeg så den i 80’erne;)
T. Nielsen26-03-18 06:35
★★★★0Tidens tand? Filmen var allerede dårlig da jeg så den i 80’erne;)
Muligt :) Man har nok alligevel været mere overbærende. Deraf dens status.
★★★★★★0Muligt :) Man har nok alligevel været mere overbærende. Deraf dens status.
Ikke jeg, fandt den ringe og fandt det uforståeligt at den var så omtalt.
T. Nielsen26-03-18 09:11
★★★★0Min veninde i London var til en forevisning af den i Imax, og før filmen så kiggede Spielberg lige forbi det var ret Crazy. Guess he just was in town.
Så fedt.
Han var desværre ikke lige i byen hos os.
1Broken Flowers (2005)
Dejlig gennemgang, NightHawk - jeg deler i øvrigt dine synspunkter. Hvad synes du om The Limits of Control? Den er nok en af mine Jarmusch-favoritter.
Muldgraver26-03-18 11:22
★★★★★0Åh ja det er en pragtfuld film, og bestemt en af Bogarts bedste roller. :) Jeg er meget enig i din fine beskrivelse af Fred Dobbs. Råddenskaben lurer indeni. Det er grumt at overvære, for man kommer jo til at holde af ham.
Tak. :) Ja, jeg kan ikke lige huske, at man har set Humphrey Bogart så upoleret og grum, som han er her og det understreger i hvert fald, at han havde langt mere brede i sit skuespil, end man lige skulle tro. Og ja, du har helt ret mht. Fred Dobbs. Man holder både med ham og er imod ham, og trods hans gerninger kan man ikke lade være med at have ondt af ham på samme tid.
★★★★★0Dejlig gennemgang, NightHawk - jeg deler i øvrigt dine synspunkter. Hvad synes du om The Limits of Control? Den er nok en af mine Jarmusch-favoritter.
Tak for de pæne ord og ja, “Broken Flowers” er sgu bare en herlig film. :)
“The Limits of Control” er jeg desværre ikke så vild med. Det er en god film men samtidig også en af Jim Jarmuschs svageste film i mine øjne. Jeg vil sammenligne den tema og hovedrollemæssigt med hans anden lejemorder-film “Ghost Dog - Way of The Samurai”, som jeg synes er langt bedre eksekveret og spillet. Der er en virkelig stærk og detaljeret sammenhørighed mellem karaktererne og historiens temaer her, som jeg ikke synes Jarmusch kommer i nærheden af i “The Limits of Control”, som dog har nogle enkeltstående scener, hvilke er rigtig gode. Men som helhed fungere filmen bare ikke rigtigt for mig, så jeg var temmelig skuffet, da jeg så den i sin tid. Men jeg lytter gerne til dine tanker omkring filmen og vil gerne give “The Limits of Control” en chance mere med det in mente for at se, om jeg kan få mere ud af handlingen og karaktererne, end jeg gjorde ved første øjekast.
★★0I torsdags så jeg Lynne Ramsays "You Were Never Really Here" og jeg kan på ingen måde få den ud af hovedet.
Den film har ramt mig så hårdt med både en emotionel pondus jeg ikke har oplevet længe, men ligeledes en cinematisk begejstring der bekræfter netop hvorfor filmmediet er min store passion. Alt i den film er bare vildt og tankevækkende, og led jeg ikke af tidsmangel, kunne jeg fristes til at skrive langt mere om denne film.
Først og fremmest er den blevet markedsført, som vor tids Taxi Driver - det er ikke helt usandt, da der er visse lighedstegn, men gå endelig ikke ind med tanken om at du skal se en moderne Taxi Driver. Der er så meget andet på spil for Joaquin Phoenixs Joe-karakter ift. det stof Travis Bickle er lavet af. You Were Never Really Here er en fortælling om ensomhed, traumer og en søgen efter identitet - akkurat som Taxi Driver - men YWNRH har en subtekst, som er et helt andet sted. Igennem historien får vi i fragmentariske brudstykker åbnet op for Joes tragiske fortid og de hændelser, som har formet ham. På én og samme tid er han en barbarisk, iskold dræber der gør hvad der passer ham, men ligeledes er han en stor blød bamsebjørm, der udviser omsorg for sin moder og i sidste ende tvivler på sine egne evner - og mest af alt sig selv (dette illustreres i en af filmens stærkeste scener). Der er ekstremt mange tvetydige scener i filmen, som er svære at afkode i søgen efter at forstå vores hovedkarakter Joe, og heldigvis er det op til os selv at levere svarene selv. YWNRH er pakket ind som en thriller, men den er så meget mere. Nøglen ligger i subteksten og fortællingen kan utvivlsomt tolkes på mange måder.
Sjovt er det, at filmen har fået megen omtale for hvad der skulle være ultravoldelige grafiske sekvenser, men dette besidder filmen faktisk ikke rigtigt. Lynne Ramsay bruger volden til at forme et dystert univers, men viser os faktisk ikke ret meget grafisk - gennem kameraindstillinger og klipning får vi selv lov til at bruge fantasien - og det er langt mere ubehageligt.
I naturen af filmens narrativ kom jeg til at tænke på Liam Neesons Taken-film, som har visse ligheder. Men hvis den film er en kidnapningsthriller så vil jeg udråbe YWNRH til at være en anti-thriller. Det er fuldstændig vildt hvordan der er skåret ind til benet. Narrativet er drevet af psykologiske faktorer og karaktererne - i forhold til komplottet er der ingen pis (det vil være spoiler at komme nærmere, men jeg er parat til at uddybe i fare for at lyde som vrøvleri).
Der er én scene i filmen jeg ikke så godt kunne lide udførelsen af - og så er der én scene jeg ikke helt forstår tanken bag eller har kunnet afkode. Men YWNRH slår mig som den slags film der åbner sig mere op for hvert gensyn - jeg glæder mig ustyrligt til at se den igen, måske endnu en biograftur med den. Jeg kan ikke glemme den.
Det vil på ingen måde overraske mig hvis folk er skuffet over den eller blot finder den mindre vellykket end jeg - men den havde alt det jeg ønsker fra en film og så den der X-factor som gør den helt unik.
You Were Never Really Here ligger sig i samlingen af kompromiløse værker jeg elsker såsom Taxi Driver, Drive, Good Times og Only God Forgives.
Lynne Ramsays kreation er for vild. Joaquin Phoenix er genial som altid. Det er mørkt, dystert og ubehageligt - men på grund af det psykologiske lager, ikke det grafiske. Og nå ja, Jonny Greenwood leverer igen et formidablet soundtrack.
9/10, så gemmer jeg 10/10 til gensynet.
Mikkel Abel26-03-18 22:13
★★★0Jeg glæder mig ret meget til at se "You Were Never Really Here", selvom jeg er én af dem der ikke er oppe at ringe over hverken "Taxi Driver", "Good Time" eller "Only God Forgives". :)
Men fuck, Lynne Ramsay er en spændende instruktør. "Ratcatcher" og "We Need to Talk About Kevin" er forrygende. Gid hun var mere aktiv.
Dolphinfriendly26-03-18 22:40
★★★★0Jeg har lige set You Were Never Really Here. En 7’er. God Phoenix og godt score. En slags Drive meets Taxi Driver, uden at være i nærheden af disse. Men hvad Refn formåede at antyde i Drive om voldens væsen, skærer Ramsey det lidt unødigt ud i pap med flashbacks - og moren der ser Psycho. Hold nu op. Det til side, så er det en stemningsmætet film, men det hviler desværre for meget på Phoenix’s skuldre. Hans forpinte ansigt. Der er en håndfuld virkelig gode scener, så overall en seværdig, men spinkel historie.
★★★0Jeg har læst et par steder, hvor begejstringen er dæmpet som din, Babo. Kan Phoenix ikke bære rollen i din optik?
Dolphinfriendly26-03-18 22:49
★★★★0Jeg har læst et par steder, hvor begejstringen er dæmpet som din, Babo. Kan Phoenix ikke bære rollen i din optik?
Det kan han sagtens. Men det hviler bare for meget på hans skuldre. Jeg synes den manglede noget tyngde. Den var noget mere spinkel, end forventet.
★★★★★0The Shape of Water
Guillemo del Toro leverer en rigtig del Torosk film på den gode måde. Overvejende original historie, selvfølgelig med genkendelige elementer, stemningsfuld musik, fantastiske karakterer næsten hele vejen rundt, men Michael Shannon... wow, han er hård i denne. En rigtig god oplevelse.
★★0Jeg glæder mig ret meget til at se "You Were Never Really Here", selvom jeg er én af dem der ikke er oppe at ringe over hverken "Taxi Driver", "Good Time" eller "Only God Forgives". :)
Så er jeg sikker på du går derfra super fornøjet! ;)
Jeg har fået meget mere lyst til Ramsay og er blevet super hooked på at skulle få set Ratcatcher og Movern Callar, omend jeg forventer en noget anden stil trods. Den fragmentariske stil og de tragiske skæbner fra WNTTAK er helt sikkert at spore i You Were Never Really Here, men igen; vi er stadigvæk et helt andet sted.
Jeg satser på du er en 3-4/6, men glæder mig til at høre hvad du synes!
Jeg må dog tilføje, at hvis der er én ting som fungerer i filmen så er det altså Phoenix. Blev overrasket over hans fysiske transformation og så synes jeg han knivskarpt balancerer det kyniske med det hjertevarme, så det virker troværdigt. Lidt på samme måde som Gosling formår i Drive.
Som Babo er inde på kan jeg sagtens forstå hvis man synes den er spinkel og mangler tyngde - det synes jeg personligt ikke selv, men forstår det udmærket - for mig at se er der bare også andre kræfter på spil. Det er ligeså meget en sanselig oplevelse.
Mikkel Abel26-03-18 23:44
★★★★0Jeg er også med på, det ikke er en film, der sætter alt ind på plot. Men mere stemninger. Jeg synes bare ikke det var nok til en karakter 9-10, men igen, det er nok et temperamentspørgsmål. Mht volden, så er den faktisk ikke så voldsom, som rygtet gik. Jeg synes fx scenen set gennem overvågning, var skuffende. Jeg følte bare ikke den vrede, som netop kom til udtryk gennem volden - Hammeren. I stedet ser vi det gennem overvågning, højst besynderlig vinkel, som slet ikke bidragede til intensiteten.
★★0Jeg er også med på, det ikke er en film, der sætter alt ind på plot. Men mere stemninger. Jeg synes bare ikke det var nok til en karakter 9-10, men igen, det er nok et temperamentspørgsmål. Mht volden, så er den faktisk ikke så voldsom, som rygtet gik. Jeg synes fx scenen set gennem overvågning, var skuffende. Jeg følte bare ikke den vrede, som netop kom til udtryk gennem volden - Hammeren. I stedet ser vi det gennem overvågning, højst besynderlig vinkel, som slet ikke bidragede til intensiteten.
Helt sikkert og jeg er enig - det var også den eneste scene i filmen der ikke virkede optimalt for mig. Her havde jeg bestemt ønsket man var gået all-in.
Mikkel Abel27-03-18 00:16
★★★★0The Big Sick
Skøn komedie om vanskelig kærlighed mellem forskellige nationaliteter. Det er et svært emne at håndtere ordentligt, men her synes jeg det lykkedes over al forventning. Jeg nød filmen, som har en god portion humor. 8/10