Anmeldelse: Silvana

I "Silvana" portrætteres den fremadstormende svensk-syriske rapper Silvana Imam, der leder en ny bølge af feministisk rapmusik.

Den traditionelle rap-scene har altid været mandsdomineret med sit rå miljø og maskuline iscenesættelse, hvor kvinden, ligesom i gysergenren, har haft ringe kår. Men de seneste år er branchen åbnet op, og der er blevet plads til mere diversitet, hvor især en bølge af kvindelige artister er stormet frem. Dette gælder primært den amerikanske scene, men på skandinavisk front er en revolution også i gang. Som katalysator står den svensk-syriske rapper Silvana Imam som bannerfører for en ny bølge af rapmusik, hvor feminisme og en fuckfinger til patriarkatet er i centrum.

I den biografiske dokumentar "Silvana" følger vi den 28-årige Silvana Imam i hendes arbejds- og privatliv, som tager heftig fart i 2014, hvor hendes karriere for alvor igangsættes. Første gang vi møder hende, befinder hun sig i et lille slidt kælderrum, hvor hun får at vide, at hendes single nu ligger nummer ét på den svenske hitliste, og når vi slutter i 2017, spiller hun udsolgte koncerter for hvinende fans. Med til historien hører også, at den svenske rapper er en homoseksuel kvinde i en mandsdomineret branche, udpræget feminist og politisk aktiv indvandrer. Det er selvfølgelig her, at portrættet finder sin fortælling.

Silvana Imam er woke, og hendes image samt musik er drevet af en moderne feministisk agenda, hvor kropspositivisme, mangfoldighed og ligestilling er i centrum. Det viser sig også hurtigt, at Silvana ikke lægger fingrene imellem, når det kommer til at få sine budskaber igennem. Hun har ikke tid til bullshit. Ingen kan være i tvivl om hendes ståsteder, når hun med punket attitude og som en svensk pendant til den russiske protestgruppe Pussy Riot smider linjer som "Du har en lille pik/Kys dit fucking hagekors" og "Jeg er en powerpussy".

Silvana er en komet, som rammer et politisk brandfarligt Sverige lige i ansigtet. Men trods overmod og måske en snert af arrogance virker det rent faktisk til, at hun har noget at have det i. Hun spiller udsolgte koncerter landet rundt for store grådkvalte fanskarer, mens selvsamme fans udtrykker, hvor meget hun betyder som et stærkt kvindeligt forbillede. Ligeledes kåres hun som årets LGBT-person, mens hun sammen med popsangerinden Beatrice Eli danner et dynamisk powercouple.

"Silvana" vil helst fejre sin stærke titelkarakter, og instruktørerne kunne anklages for at være for ensidige i deres portrættering af et glansbillede. Men fortællingen om Silvana Imam er dog også en personlig fortælling, og netop her virker filmen bedst. Vi ser blandt andet private optagelser, der viser Silvana som barn, hvor hun med kort hår helst vil kaldes Eric, mens den blomstrende forelskelse, der udvikler sig med kollegaen Beatrice Eli, også træder frem. Her fremstår Silvana i komplet kontrast til sit hårde image, og det er ærgerligt, at der ikke er mere fokus på denne side, da det er her, hendes karakter tager form.

"Silvana" fortæller en spændende rejse om en kvinde, der er en vigtig skikkelse for sin tid og et sympatisk forbillede trods et hårdt ydre. Med to strakte mellemfingre fremmer hun feministiske synspunkter og leder en bevægelse af kvinder, der laver musik for kvinder. Det havde klædt filmen at være mere konfronterende overfor sin hovedkarakter, når hun i flere sekvenser arbejder mod sig selv. I sidste ende er Silvana dog et seværdigt bekendtskab og yderst aktuel i en tid med #metoo og Time's Up-bevægelser.

Se Moovy TV's "Silvana"-interview med stjerne-rapperen Silvana Imam og filmens instruktører: