Trailer: Første trailer til Neil Gaimans syrede alien-kærlighedshistorie "How to Talk to Girls at Parties"

I "How to Talk to Girls at Parties" blandes coming-of-age med aliens, punk rock og halvfjerdsernes London.

Forfatteren Neil Gaiman er kendt for sine mørke fantasy/sci-fi-fortællinger, der ofte blander mange elementer og tematikker, hvilket har ført til flere filmatiseringer af hans værker. Mest kendt er nok ungdomsbogen "Coraline", der i 2009 blev forvandlet til en stop-motion film, mens værket "American Gods" sidste år blev lavet om til en tv-serie. Nu skal endnu et af hans værker så overføres til den store skærm, og denne gang er der tale om den syrede kærlighedshistorie "How to Talk to Girls at Parties".

"How to Talk to Girls at Parties" udspiller sig i London anno 1977 og omhandler den generte teenagedreng Enn, der om aftenen sniger sig ud til vilde punkfester. Ved et tilfælde ender han ved en mystisk fest, hvor gæsterne viser sig at være aliens fra det ydre rum. De fremmede væsner prøver at falde til på Jorden, da de har en mission, og midt i det hele møder Enn den søde alien-pige Zan. Det bliver startskuddet på hans første forelskelse, som bringer mange mærkværdigheder med sig.

Alex Sharp ("To the Bone") spiller drengen Enn, mens stjerneskuddet Elle Fanning ("The Neon Demon") spiller pigen Zan. Derudover kan Nicole Kidman ses som alien-lederen Queen Boadicea, mens Ruth Wilson og Matt Lucas også er at finde på rollelisten.

"How to Talk to Girls at Parties" instrueres af John Cameron Mitchell, der blandt andet har lavet "Rabbit Hole" fra 2010 og "Shortbus" fra 2006. 

"How to Talk to Girls at Parties" blev vist på sidste års CPH:PIX, men er ellers ikke sat til nogen dansk premiere. Traileren til filmen kan ses herunder:

Kommentarer

Første trailer til Neil Gaimans syrede alien-kærlighedshistorie "How to Talk to Girls at Parties"

  • 0

    Det er så en af de få Gaiman-bøger jeg ikke har læst, men indtil videre er det enten bare en ringe trailer eller også lover det ikke alt for godt for filmen - den fik mig mest af alt til at tænke på Hitchhiker's Guide to the Galaxy-filmen...

    moulder666 5-04-18 21:22

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen