Trailer: Terry Gilliams sagnomspundne "The Man Who Killed Don Quixote" er en realitet!

Efter et produktionshelvede på næsten tyve år ser Terry Gilliams "The Man Who Killed Don Quixote" endelig lyset.

Det har været en livslang drøm for "Monty Python"-legenden Terry Gilliam at fuldføre filmen "The Man Who Killed Don Quixote". Produktionen er igennem næsten tyve år stødt på det ene problem efter det andet, men sidste år kunne den britiske instruktør annoncere på sin Facebook, at optagelserne langt om længe var i kassen. Og nu er der rent faktisk beviser på, at filmen er en realitet, eftersom første trailer er klar og kan ses herunder.

"The Man Who Killed Don Quixote" er inspireret af Miguel de Cervantes' klassiske roman "Don Quixote" fra 1605. Filmen omhandler en forvirret ældre mand, som er overbevist om, at han er adelsmanden Don Quixote. Det byder på en bizar rejse, hvor den virkelige verdens 21. århundrede smelter sammen med en fantasiens 17. århundrede. På sin vej møder Don Quixote den unge fyr Toby, som han tror er hans tro væbner Sancho Panza. Ligesom den gamle mand lader Toby sig opsluge af fantasiuniverset, og pludselig bliver det svært at skelne mellem virkelighed og drømme.

Jonathan Pryce, som samarbejdede med Terry Gilliam i 1985 på "Brazil", indtager rollen som Don Quixote, mens Adam Driver ("Star Wars: The Last Jedi") spiller Toby/Sancho Panza. Derudover kan blandt andet Olga Kurylenko ("Quantum of Solace") og Stellan Skarsgård ("The Avengers") ses på rollelisten.

Hvornår "The Man Who Killed Don Quixote" endelig får premiere, er endnu uvist. Selvom filmen langt om længe er færdig, så er den stødt på et sidste problem i form af rettighedsproblemer. Dog rygtes det, at filmen muligvis får premiere på næste måneds Cannes-festival.

Kommentarer

Terry Gilliams sagnomspundne "The Man Who Killed Don Quixote" er en realitet!

  • ★★★★0

    Jeg har ikke længere høje forventninger til Gilliam, selvom jeg gerne vil se alt fra hans hånd. Traileren har hverken gjort mig mere eller mindre nysgerrig. 

    Babo 6-04-18 13:22

  • 0

    Jeg er hardcore Gilliam-fan og har altid høje forventninger til hans film. Indtil videre er jeg ikke blevet skuffet. Sure, nogle af hans film er mere helstøbte en andre (og han er sjældent en kritikerdarling), men hans æstetik og fantasi er altid uden sidestykke. Han formår, bedre end nogen anden instruktør, at skabe helt utrolige universer, der føles unikke, smukke og farlige. Har set frem til Don Quixote i mere end ti år. Nu har jeg ikke lige set traileren, men skal stadig se den i biografen.

    Sluppermand 9-04-18 08:34

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen