Brugeranmeldelse: The Terror - sæson 1 (2018)

Based on a true story...

Det er egentlig et par dage siden, at jeg så sæsonen færdig. Faktisk var det dagen efter, at jeg begyndte på den. Hvilket vel må siges at være et godt tegn i sig selv. Men samtidigt har jeg været nødt til at gå og tygge lidt på den for at finde ud af, hvad jeg så egentlig synes om serien i sin helhed. Og jeg er stadig ikke helt sikker.

Serien starter formidabelt ud. Stemningen er intens, karaktererne og forholdene imellem dem virker helstøbte og virkelige, settet er rigtigt flot (i hvert fald når vi er på de to skibe), og det lurende uhygge i mørket samt den ulmende start på et clash skibenes to kaptajner imellem er alt sammen med til at lokke én til at blive ved med at se. Men desværre er det, som om det hele på et tidspunkt (velsagtens cirka halvvejs igennem serien) begynder at føles nærmest karikeret, ligesom seriens virkeligt store trækplaster – dramaet karaktererne imellem – skifter ret meget fokus og derfor tabte mig en smule.

Uden at ville afsløre for meget så er det ikke kun omgivelserne, der bliver mere grå og matte, som historien udspiller sig, og personligheder, der i starten føltes dybe og mangefacetterede, bliver nærmest enfoldige og, ja, som skrevet lige før, karikerede. Samtidigt er der ikke meget at råbe hurra for på effekt-siden. De store islandskaber føles utroligt kunstige at se på, ligesom monsteret (som dog heldigvis fylder forholdsvis lidt, både i forhold til skærmtid og den overordnede historie) er som taget ud af et PlayStation-spil – og et billigt et af slagsen, endda.

Men når serien fungerer, så fungerer den virkelig godt. De første i hvert fald fire afsnit er virkelig medrivende, ligesom der er flere passager i de senere afsnit, der også virker virkelig gode. Og så er der jo Jared Harris, som jeg ikke kan lade være med at elske. Og han er heldigvis hamrende god heri også som den lettere fordrukne kaptajn med et knust hjerte og en manglende lyst til noget som helst.

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.

The Terror - sæson 1 (2018)

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.

Kommentarer

The Terror - sæson 1 (2018)

  • 0

    Havlvejs inde e2 tabte jeg lysten til den

    Earthrush17-04-18 19:04

  • ★★★★0

    Har åbenbart dårlig smag. 5/6 til en glimrende serie. Bedste nye i laaaang tid!

    Gasivodo17-04-18 23:50

  • ★★★0

    Har åbenbart dårlig smag. 5/6 til en glimrende serie. Bedste nye i laaaang tid!

    Det forstår jeg ikke. Hvorfor har du åbenbart dårlig smag?

    Det er jo ikke sådan, at jeg har smidt 1/6 efter den og du har smidt 6/6 efter den :-)

    Næh, jeg synes jo egentlig også, at den er glimrende. I hvert fald noget af tiden ;-)

    HonoDelLoce18-04-18 08:35

  • 0

    Jeg er nået halvvejs i den nu og har følt mig rigtig godt underholdt undervejs. Jeg er enig i, at monstret (eller hvad det nu er) virkelig er grim og at islandskabet er noget kunstig at se på. Men heldigvis foregår det meste på de to skibe, så det gør nu ikke så meget.

    Nagash18-04-18 20:54

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen