Thirteen Days
Tiltrængt gensyn. Højspændt politisk thriller, der er utrolig velcastet. Led hård skæbne ved billetlugen, men det er sgu en god film. 8/10
Enig!
What we saw
★★★★★★0T. Nielsen21-04-18 22:33
- ★★★★★★1
Mighty Joe Young (1949)
En slags ”king Kong” variant, nu genfortalt som en familiefilm med en mere happy end. Det er såmænd også en rigtig hyggelig, underholdende og også lidt rørende film med lidt fin spænding, om end de moralske pointer fremstår rigeligt pædagogiske.
Der er mange fine stop-motion effekter. Ikke bedre end i ”King Kong”, men de er stadig flot lavet og tåler at blive set. Robert Armstrong fra netop ”King Kong” giver den atter gas som fatal forretningsmand, nu blot med et andet navn end Carl Denham.
Der var planer om at lave et crossover til Tarzan, der på dette tidspunkt blev spillet af Lex Barker. Men grundet manglende succes, blev dette droppet. Den manglende succes er så ikke fair, for det her er (eller har været) en god omgang familieunderholdning.
Bedømmelse: 7/10
T. Nielsen22-04-18 12:39
★★★★★1Only God Forgives (2013)
Mytiske modsætninger og poetisk dødedans mødes i Nicolas Winding Refns blodige bastard af et morderisk mareridt og mesterlige opfølger til den dynamiske “Drive”, der uden nogen slinger i valsen og helt uden at blinke formåede at parallelparkerer direkte ind på en permanent holdeplads i mit filmhjerte. Det samme er nu blevet tilfældet med “Only God Forgives”, der efter en hypnotisk kompromisløs 90 minutters meditativ deroute (arm i arm med filmens stoiske protagonist, i makaber fortabt skikkelse af Ryan Goslings selvafstraffende forpinte Julian) tog mig på en samlet tour de force gennem helvedes bloddryppende forgårds umiddelbart nihilistiske neonspejls refleksioner af pervers ondskab og sjælegranskende karaoke, på en så både smuk og grum symbiotisk facon, at filmen ramte tung og hårdt som et bombastisk og vedvarende hårdt suckerpunch direkte ind i sanserne hos undertegnede.
Umiddelbart er “Only God Forgives” en simpel og primitiv fortælling, men forvandles i Refns kyndige hænder via et drømmende billedsprog til en fascinerende malerisk metaforisk fabel, hvis skiftende varmblodede og følelseskolde farveskala, samt dvælende melodiske kulisse, ophøjer de mindst ligeså simple karakterportrætter, særligt Julian, i modspillet til deres anti lyriske snoretræk fra det hinsides, som uden nåde trækker de tre nøglekarakterer rundt i manegen. I skildringen af disse ubehagelige menneskelige arketyper er det i den forbindelse Julians to modpoler og moralsk diametrale modsætninger (moderen og politichefen) der er de umiddelbart mest iøjnefaldende.
På den ene front placeres den gennemført frygtindgydende, afskyvækkende, diabolsk perverse og altdominerende moder (mesterligt psykotisk spillet af en forrygende god Kristin Scott Thomas) der udøver sin dystre dominans mentale voldtægt af sine sønner i form af kvalmende incestbetonede berøringer og eksplicitte kommentarer om brødrenes kønsdele, der vidner om en fortid og en familie gennemsyret af et depraverende og altødelæggende seksuelt misbrug. Et misbrug der på sigt har udmundet sig i et dybt had og foragt for det kvindelige køn, som broderen Billy er ude af stand til at kontrollere og som Julian er blevet så hæmmet af, at han ikke er i stand til at skabe og fastholde nogen oprigtig følelsesmæssig kontakt.
Som både visuelt og verbalt udtryk for fortidens forbandelse symboliseres det midlertidige fix og den momentvise forløsning af ondskabens væsen i de oftest knugede og forpinte næver, der for Julians vedkommende, og som led i hans selvdestruktive mission og forsøg på at eliminere sine indre dæmoner, bedst illustreres og understreges i tre nøglepunkter i filmen:I første omgang forekommer scenen på hotelværelset, hvor den prostituerede Mai binder Julian til stolen for herefter at tilfredsstille sig selv for øjnene af ham, som værende en uskyldig sexleg. Men scenen er i stedet mere, som jeg ser det, udtryk for en form for sikkerhedsforanstaltning bevidst foretaget af Julian, som ved at dette er en nødvendighed for at undgå, at den latente ondskab der ligger i ham eksploderer og løber ud af kontrol, antændt af den nuværende seksuelle flamme som samtidig agerer tilbagevendende minde om moderens misbrug og fortidens forbandelse.
Hertil bliver den udmagrende duel med politichefen, dødsenglen og Julians spirituelle guide og frelser et langt aflad og løsrivelse fra moderens jerngreb, der kulminerer i det direkte fysiske opgør imellem de to mænd. Et opgør der på ingen måde er et antiklimaks, da Julian reelt set ikke har nogen intentioner eller forhåbninger om at vinde velvidende om, at han på forhånd er oppe imod en uovervindelig overmagt, hvilket i stedet gør den hårdtslående konfrontation til en for ham nødvendig korporlig afstraffelse for de synder han har begået, samt de synder han har potentiale til at begå i fremtiden. Elegant symboliseret i en af filmens sidste scener hvor Julian redder politichefens datter og dermed sørger for at historien ikke gentager sig, forstået på den måde at han selv “mistede livet” i sin barndom.
Klimakset på duellen er samtidig en naturlig udvikling set i lyset af Julians manglende evne til selv at eliminere sin altdominerende moder, hvilket i stedet overlades til politichefen og hans skarpslebne klinge, der efterfølgende udmunder sig i en bizar scene, som understreger det forkvaklede incest forhold, da den fortabte søn står ansigt til ansigt med det blodige lig og penetrere hendes sår i maven med sin ene hånd (det tilbagevendende symbol), hvilket blot og på mest tragisk vis illustrere, at Julian i bund og grund er ligeså død indvendigt, som liget han nu er i symbiose med. Afslutningsvis står afhugningen af armene (og, tolker jeg det som, ultimativt døden) derfor som et mesterligt punktum og perfekt forløsning på den tragiske protagonist rejse, der endelig får den frihed og fred, han så længe har drømt om.
Nicholas Winding Refn har i mine øjne atter begået en film, som jeg uden tøven vil betegne som et mesterværk.
10/10
- ★★★★★1
King Kong (1933)
Så tog jeg endnu et gensyn med monsterfilmen over dem alle. En film jeg aldrig bliver færdig med og hvorfor skulle jeg. Dateret ja, men det generer absolut ikke, når filmen hver gang (har måske set den 25-30 gange) leverer max underholdning i samtlige minutter. Når Kong melder sig på banen ligner jeg stadig en smilende lille dreng på 5 år, som da jeg første gang så kæmpeaben gøre sin mesterlige entre.
Historien er en tour-de-force i monstre, ideer og medrivende momenter, hvor den den dag i dag må forbløffe mig. Så kan man måske tro, at jeg kun elsker den af nostalgiske grunde, hvilken vel også er grund nok.
Men trods primitive effekter (som vi vel dog skulle helt op til 70’ern-80’erne, før de blev rigtigt umoderne) og hvad man ellers kan mene om denne, set med moderne øjne, så lever jeg mig rent faktisk 100% ind i fortællingen og det gør jeg hver gang. En af mine all-time favoritter.
Bedømmelse: 10/10
Herlig anmeldelse. :) Jeg deler så absolut din nostalgiske glæde over "King Kong", som bare er en udødelig klassiker og som bliver ved med at kunne underholde efter utallige gensyn. Stop-motion effekterne er ren verdensklasse selv om, at de selvfølgelig set med datidens briller på er lidt grove i deres bevægelser. Men stadigvæk er det altså et imponerende stykke arbejde, som Willis O'Brien lægger for dagen her og jeg glemmer i hvert fald ret hurtigt, at effekterne har en del år på bagen fordi, det bare er så medrivende eksekveret og visualiseret. Super film på samtlige parametre. :)
- ★★★★★1
Mighty Joe Young (1949)
En slags ”king Kong” variant, nu genfortalt som en familiefilm med en mere happy end. Det er såmænd også en rigtig hyggelig, underholdende og også lidt rørende film med lidt fin spænding, om end de moralske pointer fremstår rigeligt pædagogiske.
Der er mange fine stop-motion effekter. Ikke bedre end i ”King Kong”, men de er stadig flot lavet og tåler at blive set. Robert Armstrong fra netop ”King Kong” giver den atter gas som fatal forretningsmand, nu blot med et andet navn end Carl Denham.
Der var planer om at lave et crossover til Tarzan, der på dette tidspunkt blev spillet af Lex Barker. Men grundet manglende succes, blev dette droppet. Den manglende succes er så ikke fair, for det her er (eller har været) en god omgang familieunderholdning.
Bedømmelse: 7/10
Ja, jeg er også helt enig her. Det er sgu egentlig en ret hyggelig film med nogle fine pointer og effekterne er rigtig godt udført. Men den mangler lige det sidste i at være fuldstændig medrivende og eventyrligt underholdende, som dens forbillede "King Kong" var, og derfor er 7/10 faktisk ganske passede. Der er en ekstra sjov og interessant detalje angående "Mighty Joe Young" og det er mht. den senere legende Ray Harryhausen, som her stod i mesterlære hos Willis O'Brien og bl.a. brugte erfaringer herfra til sit senere virke som special effects pioner. Efterfølgende fik Ray Harryhausen så hovedansvaret for effekterne i filmen "The Beast From 20.000 Fathoms", som i øvrigt er en glimrende monsterfilm. :)
★★1Fedt skriv om Only God Forgives. :) Og komplet enig i dommen - fælt undervurderet film.
Mikkel Abel22-04-18 17:31
- ★★★★★★1
Herlig anmeldelse. :) Jeg deler så absolut din nostalgiske glæde over "King Kong", som bare er en udødelig klassiker og som bliver ved med at kunne underholde efter utallige gensyn. Stop-motion effekterne er ren verdensklasse selv om, at de selvfølgelig set med datidens briller på er lidt grove i deres bevægelser. Men stadigvæk er det altså et imponerende stykke arbejde, som Willis O'Brien lægger for dagen her og jeg glemmer i hvert fald ret hurtigt, at effekterne har en del år på bagen fordi, det bare er så medrivende eksekveret og visualiseret. Super film på samtlige parametre. :)
Tak og det med fed er meget præcist formuleret!
Ja, jeg er også helt enig her. Det er sgu egentlig en ret hyggelig film med nogle fine pointer og effekterne er rigtig godt udført. Men den mangler lige det sidste i at være fuldstændig medrivende og eventyrligt underholdende, som dens forbillede "King Kong" var, og derfor er 7/10 faktisk ganske passede. Der er en ekstra sjov og interessant detalje angående "Mighty Joe Young" og det er mht. den senere legende Ray Harryhausen, som her stod i mesterlære hos Willis O'Brien og bl.a. brugte erfaringer herfra til sit senere virke som special effects pioner. Efterfølgende fik Ray Harryhausen så hovedansvaret for effekterne i filmen "The Beast From 20.000 Phantoms", som i øvrigt er en glimrende monsterfilm. :)
Og var der ikke noget med at Willis O'Brien var en del væk pga personlige årsager? Tjekker lige.
Jeg ville så ønske jeg kunne dele dit helt fantastiske begejstring for Only God Forgives og din mesterlige og episke anmeldelse giver mig jo næsten lysten til at se den igen med nye briller. Men oprindelig havde den slet ikke fat i mig, om end den var ret flot.
T. Nielsen22-04-18 17:44
- ★★★★★★0
American Sniper (2014)
Legendariske Clint Eastwood iscenesætter som han ofte gør, solidt og effektivt, men lidt anonymt og mekanisk i dette krigsdrama. På godt og ondt forsøger Eastwood dog at komme rundt om det liv den middelmådige rodeorytter Chris Kyle fik da han meldte sig til hæren og endte som den snigskytte med flest bekræftede drab i den amerikanske hærs historie (det selvsagt en rekord man kan debattere om er flatterende!).
Der skulle efter sigende været lagt lidt rimeligt til selve fortællingen af drama, for at skabe spænding, men som film fungerer det dog og selv om den sine steder måske kan beskyldes for at være lidt ensidig amerikansk og enøjet, så tager den alligevel også lidt fat i de psykologiske følger krigstraumer medfører og får dermed tillagt den en anelse menneskelig dybde. I hovedrollen gør Bradley Cooper det i øvrigt egentlig ret godt.
Bedømmelse: 6/10
T. Nielsen22-04-18 17:40
- ★★★★★★1
Og var der ikke noget med at Willis O'Brien var en del væk pga personlige årsager? Tjekker lige.
Though Willis H. O'Brien gets top special-effects billing, Ray Harryhausen actually did 85%-90% of the stop-motion animation for this film, although the animation is based on O'Brien's designs and storyboards.
T. Nielsen22-04-18 17:46
- ★★★★★0
Fedt skriv om Only God Forgives. :) Og komplet enig i dommen - fælt undervurderet film.
Tak, Mikkel. :)
Ja, jeg har også tit undret mig over, at "Only God Forgives" har fået så hårde ord med på vejen, da jeg finder den ret så genial både visuelt og historiemæssigt set. Jeg tror at en af grundede til, at flere ikke bryder sig om og måske ligefrem frastødes af filmen, er fordi man gik ind med forventninger om at få "Drive - Part II". Selv om "Drive" også er en voldelig og periodevis brutal og blodig film, så gik den rent ind hos langt flere, fordi den i bund og grund er kærlighedshistorie fuld af håb og hvor protagonisten forsøger at forbedre sit eget liv ved at gøre en uselvisk gerning for andre eller med andre ord at søge efter at blive "a Real Hero".
Samme underliggende positive vibe eksisterer ikke i tilnærmelsesvis samme grad i "Only God Forgives" og nogen vil måske endda påstå, at den nærmest ikke er til at få øje på, selv om den rent faktisk er der dybt dybt ned i lagene. Kombineret med de underliggende temaer om incest og misbrug og en stemning som befandt man sig delvis i helvede, så er det højst sandsynligt derfor, at flere er stået helt af mht. "Only God Forgives".
- ★★★★★0
Tak og det med fed er meget præcist formuleret!
Og var der ikke noget med at Willis O'Brien var en del væk pga personlige årsager? Tjekker lige.
Jeg ville så ønske jeg kunne dele dit helt fantastiske begejstring for Only God Forgives og din mesterlige og episke anmeldelse giver mig jo næsten lysten til at se den igen med nye briller. Men oprindelig havde den slet ikke fat i mig, om end den var ret flot.
Though Willis H. O'Brien gets top special-effects billing, Ray Harryhausen actually did 85%-90% of the stop-motion animation for this film, although the animation is based on O'Brien's designs and storyboards.
Jeg var faktisk ikke klar over, at Ray Harryhausen havde haft så stort et ansvar på "Mighty Joe Young", da jeg blot kunne huske at have set nogle interviews med ham, hvor han meget passioneret snakker om at samarbejde med sit store idol Willis O'Brien. Men så er det jo blot ekstra imponerende må man sige, og et eller andet sted også meget sigende om, hvor stort et talent Ray Harryhausen gemte på, når han er i stand til, nærmest i hans debut, at kunne løfte arven på så vellykket en måde som gør. :)
Og tak for de pæne ord angående "Only God Forgives". :) Jeg ved godt, at det er en svær størrelse at have med at gøre og at man nok skal være i det rette humør, når man ser den. Men jeg vil absolut anbefale dig, at du giver den en chance mere og så ellers prøver at se den med de mest metaforisk analyserende briller på, du kan finde. :)
- ★★★★★★1
Men så er det jo blot ekstra imponerende må man sige, og et eller andet sted også meget sigende om, hvor stort et talent Ray Harryhausen gemte på, når han er i stand til, nærmest i hans debut, at kunne løfte arven på så vellykket en måde som gør.
Åh ja, det har du ret i og man må sige at han siden fik sat et imponerende aftryk mht effekter.
Men jeg vil absolut anbefale dig, at du giver den en chance mere og så ellers prøver at se den med de mest metaforisk analyserende briller på, du kan finde.
Oh boy, nu stiller du store krav til en gammel arbejderdreng:-D Jeg skal gøre mit bedste i fald jeg støder på den og finder et par timer.
T. Nielsen22-04-18 18:16
- ★★★★★★0
Enemy Mine (1985)
Jeg har altid været ret glad for tyske Wolfgang Petersen’s amerikanske instruktørdebut med denne robinsonadeagtige fortælling, hvor altid seværdige Dennis Quaid efter en rumkamp, styrter ned på en fremmede planet og eneste intelligente liv han først møder, er en af de fjender han kæmpede imod.
Filmens moralske budskab har indrømmet altid været lidt for gennemskuesligt, dog meget sympatisk, og historien er ikke videre overraskende, eller dens helte og skurke særligt nuanceret. Men den er underholdende, sine steder spændende og så er og samspillet mellem Quaid og så Louis Gossett Jr. forklædt som alien i latexdragt, frisk og fuldt med charme bag deres nok så alvorlige stridigheder.
Teknisk må jeg så erkende at filmen er blevet overraskende dateret og ofte rigeligt kunstig at se på, altså sammenlignet med andre lignende film fra den tid.
Bedømmelse: 7/10
T. Nielsen22-04-18 18:38
- ★★★★★★0
Enemy Mine (1985)
Den har jeg faktisk lige nappet på Blu-ray. Det kunne være, at man skulle give den et gensyn snart.
- ★★★★★★0
Den har jeg faktisk lige nappet på Blu-ray. Det kunne være, at man skulle give den et gensyn snart.
Så håber jeg du gider smide et par ord efter den.
T. Nielsen22-04-18 19:27
- ★★★★0
Mht Only God Forgives, så forstår jeg på den anden side ikke den varme interesse, der omgærder denne film i visse kredse. Det står naturligvis en frit for, at tolke løs og ingen indvendinger herom, men personligt synes jeg ofte Refn har hovedet for langt oppe i røven på sig selv. Bevares, det tekniske håndværk fornægter sig ikke, men de seneste to film har for mig været søgt og usmagelig omgang kitsch. Jeg forventede bare en god film. Ikke Drive 2.
- ★★★★0
V For Vendetta (BD og gensyn)
McTeigue slipper godt afsted med denne svære filmatisering ved at foretage nødvendige ændringer i forhold til det oprindelige ophav, men stadig bevare ånden fra originalværket.
Alan Moore er svær at filmatisere, men synes det lykkedes at finde ind til kernen, der foruden at gå rent ind hos mig, også er en vellykket filmatisering. Perfekt casting og gennemført produktion, der holder flot stand - over et årti på bagen.
Vandene vil formentlig forblive delte i fremtiden, men sådan er nogle films skæbne. 9/10
★★★★2Jeg har lykkeligt fortrængt Only God Forgives og også hvor jeg skrev om den. Der er to Refn'r. Ham jeg kan lide og ham jeg går uden om. Den første er desværre ikke så produktiv.
★★★0Jeg har lykkeligt fortrængt Only God Forgives og også hvor jeg skrev om den. Der er to Refn'r. Ham jeg kan lide og ham jeg går uden om. Den første er desværre ikke så produktiv.
Ikke som instruktør. Det er vel mest strømer man husker ham for med den kasket på, men som klipper og instruktør assistent har han da været rimelig aktiv. Han har arbejdet meget som med Trier blandt andet og det er da en ære i sig selv.
Når det kommer til sønnike, så syntes jeg både den første Pusher og Bleeder er seværdige. Bronson faldt jeg i søvn til. Har ikke set Only God Forgives. Mistede interessen for hans film efter Drive. Efter hvad folk skriver, tror jeg heller ikke det bliver lige med det samme :)
Aranyhajú Nyárszépe22-04-18 20:25
- ★★★★0
Ikke som instruktør. Det er vel mest strømer man husker ham for med den kasket på, men som klipper og instruktør assistent har han da været rimelig aktiv. Han har arbejdet meget som med Trier blandt andet og det er da en ære i sig selv.
Når det kommer til sønnike, så syntes jeg både den første Pusher og Bleeder er seværdige. Bronson faldt jeg i søvn til. Har ikke set Only God Forgives. Mistede interessen for hans film efter Drive. Efter hvad folk skriver, tror jeg heller ikke det bliver lige med det samme :)
Jeg var helt vild med Pusher 2 kan jeg huske. Det var en historie, som rørte mig - med hans datter - og jeg kunne godt lide Leif Sylvester i den. Jeg må med skam melde, at jeg ikke har set Bronson endnu, selvom jeg har den og jeg har ikke rigtig følt incitamentet for at se Neon Demon.
Drive var habil synes jeg, men lidt for meget stiløvelse i at ligne James Dean.
Måske det bare er mig, som er inhabil i at udtale mig, eftersom jeg trods alt mangler at se lidt af ham :) - ★★★★★★0
Pusher, 8/10
Bleeder, 9/10
Bronson, 7/10
Valhalla Rising, 9/10
Drive, 8/10
Only God Forgives, 8/10
The Neon Demon, 8/10
- ★★★★0
Jeg synes sgu Drive er hans ‘baby’ og blev federe for hvert gennemsyn. Jeg havde den også på listen over favoritter. I den film finder Refn en god balance mellem mainstream-films lettilgængelighed og kunstnerisk ambition.
- Drive - 9-10/10
- Bleeder - 8/10
- Pusher 2 - 8/10
- Pusher - 7/10
- Bronson - 7/10
- Valhalla Rising - 6/10
- Pusher 3 - 4/10
- The Neon Demon - 4/10 (mere, hvis filmen blot stoppede efter første akt) ;)
- Only God Forgives - 4/10
- ★★★★0
Og Fear X - 7/10
- ★0
Jeg synes hans film ofte er stil over substans. Drive er en fin film, der er flot filmet og med et fantastisk score, men der er ikke meget substans i den og når jeg samtidig sidder og følger en hovedrollefigur som jeg er ligeglad med, så bliver selve indholdet en tom fornemmelse.
Whispering Horse22-04-18 21:41
- ★★★★0
The Americans
Som fanboy af Deadwood og Mad Men - og vi snakker fanatiker af de værste - er jeg seriøst ved at reflektere over, hvorvidt The Americans er ved at rage titlen til sig.Jeg havde ALDRIG forestillet mig, at serien ville få det narrativ den har fået og jeg skal være den første til at erkende, at The Americans IKKE er så "cola og chips vattæppe hyggeinciterende" som de to førnævnte serier.
Til gengæld er den detaljeret og nuanceret i sit forhold til den kolde krig, USA vs. Sovjetunionen, kapitalisme vs. kommunisme og - finder man ud af - så fremragende til at holde storpolitik op imod udfordringerne med at spionere og være kommunistiske forældre for to kapitalistiske teenagere. Og ikke mindst. Skildre mennesker på begge sider af jerntæppet og se om det er magt, penge eller kærlighed, som i den sidste ende "makes the world go around".
Vi er nået til 6. og sidste sæson og en periode med Gorbatjov, glasnost og perestrojka og det store fald for kommunismen og dermed også idéerne, hvorpå familien Jennings har baseret hele deres liv.
Afsnit 4, Mr. and Mrs. Teacup ender op med at give en sublim underspillet kritik af kapitalismen, som endnu engang blot befæster min tro på, at den her serie er "a bloody masterpiece" og jeg kan slet ikke vente med at få den købt og gense den og nyde dens dybde og menneskeportrætteringer påny.
10/10