Anmeldelse: Utøya 22. juli

Det er en filmoplevelse, som er så realistisk, at det gør ondt.

Virkeligheden er hård. Virkeligheden kan være brutal, og det er vigtigt, at vi bliver mindet om det. Men kan virkeligheden også være for hård til, at det er nødvendigt at blive mindet om den? Vi har set utallige film om rædslerne ved f.eks. 2. verdenskrig. Man kan diskutere, om der også er en berettigelse i at lave film om virkelige begivenheder, der kostede menneskeliv, som skete i vore tid. Terrorangrebet 11. september 2001 affødte to film fem år efter i form af Oliver Stones "World Trade Center" og Paul Greengrass' realistiske "United 93". I 2011 oplevede Norge ligeledes et ubarmhjertigt angreb, og nu syv år efter kommer en historie om den uhyggelige dag.

Oslo oplever en bombning 22. juli 2011 om eftermiddagen. På øen Utøya er der samlet en stor gruppe unge på lejr. Vi følger pigen Kaja, der hygger sig med sine venner og bekendte. De har fået nyheden om angrebet i Oslo, men beroliger sig selv med, at de er langt væk. Men de næste 72 minutter bliver et mareridt, som ingen havde forudset kunne ske.

"Utøya 22. juli" er ikke nogen nem film at anmelde. Det er en ubarmhjertig og benhård film at se. Filmen er en fiktion, men bygger på udsagn og genfortællinger fra de overlevende fra den skæbnesvangre dag. Instruktør Erik Poppe har udtalt, at hans film ikke er en dokumentarfilm. Det er en fiktionsfilm, som bygger på en sandhed. Det er fuldstændig ligegyldigt at se den som en fiktionsfilm. Man kan ikke undgå at tænke på, at denne hændelse er sket, og der var 77 unge mennesker, som mistede livet. Jeg er fuldstændig sikker på, at der er rigtig mange, der allerede fra starten af har besluttet sig for ikke at gå ind og se filmen, og det er fuldstændig forståeligt.

Man får historien serveret råt for usødet. Filmen er optaget i reel tid, hvor man er med hele vejen igennem de 72 minutter. Man er decideret en af de unge mennesker, som befandt sig på Utøya. Det er et modigt valg af instruktøren at lave filmen på den måde. Samtidig skal det siges, at den er lavet med stor respekt og soberhed for ofrene og de overlevende. Man ser næsten ingenting, men oplever alligevel rædslerne på tæt hold, og dét, man ikke ser, opleves meget stærkere. Lydsiden er uhyggelig realistisk, og der er flere scener, man sent vil glemme.

"Utøya 22. juli" er højst sandsynligt ikke en film, man burde give stjerner. Det er en film, der nok vil give alle, som ser den, et indtryk for livet. Jeg vil have svært ved at anbefale filmen, da det er en filmoplevelse, som er så realistisk, at det gør ondt. Alligevel er det en film, som er lavet med så megen respekt for alle de ramte, at man får en filmoplevelse for livet. Det er værd at diskutere, om filmen er blevet lavet for tidligt, da over 300 overlevende lever med psykiske og fysiske skader, og hændelsen har ramt endnu flere.

Den 22. juli 2011 var en dag i Norges historie eller nærmere sagt, verdenshistorien, som vi ikke må glemme, og derfor mener denne anmelder, at filmen er vigtig. Lysten er ikke noget, der vil melde sig til denne film, men jeg vil sige, at man får en filmoplevelse for livet.

Se Moovy TV's "Utøya 22. juli"-interview med instruktøren Erik Poppe:

Utøya 22. juli

Kommentarer

Utøya 22. juli

  • ★★★★★0

    Jeg så den, da den kom ud her i Norge, og min oplevelse var, at det er en af de mest uhyggelige film jeg har set. Jeg tror ikke, det er for tidligt. Spørger man ofrene, så er det passende at folk lige nu bliver mindet om det som skete, dels fordi det er ved at blive glemt lidt igen, og fordi ekstrem højreradikalisme åbenbart vokser. 

    Lars! 2-05-18 21:56

  • ★★★★★★0

    Jeg ved dårligt om jeg magter at se den, eller om jeg ærligt frygter den er for hård kost. Det er meget få gange i mit liv jeg har tænkt således. 

    T. Nielsen 2-05-18 22:06

  • ★★0

    Spændende debat den har sat i gang hvor fok vitterligt er i tvivl om hvorvidt de tør se den, kan overskue at se den eller gider se den, og især hvordan den kan og skal bedømmes. 
    Jeg må godt nok sige, at jeg glæder mig til at få den set.

    Mikkel Abel 2-05-18 22:09

  • ★★★★★0

    Bestemt værd at se, hvis nerverne ellers er i orden. Poppe har udtalt, at den skal skabe empati og forståelse med ofrene og det de gennemgik - det lykkes. 

    Lars! 2-05-18 22:13

  • ★★★★0

    Det er sådan en begivenhed, min hjerne (eller fornuft?) ikke helt vil fatte, rent faktisk har fundet sted. Ligesom 11. september og Holocaust. Jeg kan ikke få det til at passe ind i virkelighedens verden. Så hvis et kunsterisk værk kan sætte det i perspektiv på nogen måde, byder jeg det velkommen, også selv det er svært at se.

    chandler75 2-05-18 22:19

  • ★★★★1

    Jeg så den, da den kom ud her i Norge, og min oplevelse var, at det er en af de mest uhyggelige film jeg har set. Jeg tror ikke, det er for tidligt. Spørger man ofrene, så er det passende at folk lige nu bliver mindet om det som skete, dels fordi det er ved at blive glemt lidt igen, og fordi ekstrem højreradikalisme åbenbart vokser. 

     

    Radikalisme vokser over hele spektret, fra venstre til højre, politsk som religiøst, fordi majoriteten af magthaverne er eksponenter for en dagsorden, som polariserer befolkningerne mere end nogensinde før. Dette kan udledes ganske simpelt ved at konstatere, at den repræsentative parlamentarisme er død og de folkevalgte politikere undsiger sig at lytte til majoriteten, hvilket skaber grundlaget for mere og mere frustration, hvorefter der eftersøges stadig mere ekstreme løsninger på stadigt mere voksende problemer og voila ... vælgerne søger politisk ud på fløjene .... og den demokratiske samtale dør efterfølgende ud.

    Det er ikke raketvidenskab. Det hedder historie og er verdens fedeste opslagsværk og slår man op i det kan man lære af fortidens fejl og finde ud af, hvad der skal til for ikke gøre de samme fejl igen.

    Desværre insisterer verden altid på - efter 2-3 generationer - at det kunne være fedt at prøve i praksis og lige nu har vi udsalg på alle humanioriaens hylder og har udklækket en antioplysningsgeneration, som godt nok kan søge i Google, men ikke forstår kontekst for søgningen.

    Hence ..... lad os prøve igen! 

    Hvad filmen angår, så skal jeg absolut se den. Det lyder til, at man måske laver en "Son of Saul" tilgang, hvor kameraerne fokuserer på individet og obstruerer udsynet i siderne, så man kan ane og høre. 

    Bruce 2-05-18 22:20

  • ★★★★★★0

    Jeg tror bestemt den er værd at se, så gider gerne. Men frygter den lidt, om den påvirker mig så meget, at det næsten bliver uudholdeligt. 

    T. Nielsen 2-05-18 22:19

  • ★★★★★0

    Radikalisme vokser over hele spektret, fra venstre til højre, politsk som religiøst, fordi majoriteten af magthaverne er eksponenter for en dagsorden, som polariserer befolkningerne mere end nogensinde før. Dette kan udledes ganske simpelt ved at konstatere, at den repræsentative parlamentarisme er død og de folkevalgte politikere undsiger sig at lytte til majoriteten, hvilket skaber grundlaget for mere og mere frustration, hvorefter der eftersøges stadig mere ekstreme løsninger på stadigt mere voksende problemer og voila ... vælgerne søger politisk ud på fløjene .... og den demokratiske samtale dør efterfølgende ud.

    Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at vi nu modtager alle vores nyheder fra de online ekkokamrer, som bare forstærker vores politiske ståsted. Godt vi har Moovy, hvor vi kan være vildt uenige! 

    Lars! 2-05-18 22:21

  • ★★★★1

    Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at vi nu modtager alle vores nyheder fra de online ekkokamrer, som bare forstærker vores politiske ståsted. Godt vi har Moovy, hvor vi kan være vildt uenige! 

    jeg skal absolut ikke undsige mig, at det er tilfældet. Jeg har selv slettet mig fra Facebook for 3 uger siden, da jeg netop fandt ud af, at mine indlæg trods flere venner og følgere blev mindre og mindre læst og kommenteret og altså, at Facebooks algoritmer - med at "lukke information inde" som systemet ikke kan lide lugten af - virker upåklageligt i forsøget på at skabe et politisk korrekt univers.

    Det blev sgu for meget Orwell, Kafka, Huxley til min smag.

    Så hellere Moovy :)

    Mine nyheder kommer stadig fra "all over", om det er JP, Berlingske, Politiken, Information, Guardian, Independent eller Telegraph. Mht. Sverige læser jeg KUN uafhængige net-medier, for der findes ikke længere et faktuelt dokumenterende medie derover, som er mainstream.

    Men bedste medie er nu altså stadig 3 ord i Google - de rigtige - og så en krydsreference på resultaterne. 

    Bruce 2-05-18 22:28

  • 0

    Så fik jeg set den.

    Meget intens film. Super effektiv tilgang og perspektiv rent teknisk. Flot skuespil, især fra hovedpersonen, Andrea Berntzen. Jeg havde et lille problem med Magnus-karakteren, men intet alvorligt. Lyddesign er mega realistisk - jeg kom til at tænke på Heats skydescene flere gange. Rigtig flot værk.

    Jeg kunne ikke finde nogen trailer til den, hvilket nok fik mig i biografen.

    Mht. trenden af højreradikalisme. Det kan man hurtig få bekræftet, hvis man skal tage kommentarene til dette videoklip for gode varer :/

    www.youtube.com/watch

    Bruce, jeg kunne ikke selv have skåret det bedre ud.

    Bobby Long 3-05-18 18:53

  • ★★★★★0

    Der blev ikke lavet trailer af hensyn til ofre og pårørende. 

    Lars! 3-05-18 18:54

  • ★★★★0

    Præcis. Der blev også kun udsendt et enkelt billede, hvilket er årsagen til de manglende billeder i anmeldelsen.

    chandler75 3-05-18 19:12

  • ★★0

    Vanvittig film! Det var som en slags voldsom virtuel reality-oplevelse eller køre i en vild rutschebane. Adrenalinen er på sit højeste og hjertet pumper løs.

    Jeg har simpelthen aldrig haft en lignende biografoplevelse. Dybt skræmmende, tragisk, betagende og uafrystelig. Hold op nogle nosser Eric Poppe og holdet bag har. Den er respektfuld, godt orkestreret, voldsomt intens og jeg var aldrig i tvivl om intentionerne bag.

    Det er en hård film. Det er en svær film. Og det er en helt utroligt spændende film, både filmisk, men endnu mere de diskussioner den afleder. 

    Man kan spørge om hvor nødvendig den er, men nu er den her, og se den for pokker. Om du er for eller imod, spændt eller skræmt væk. Den skal simpelthen ses, og jeg vil foreslå biografen hvor omverdenen ikke forstyrrer. Den opmærksomhed fortjener den.

    Ps. Den er filmet i et one-take, har en ultra skræmmende lydside hvor konsekvensen af hvert et skrig og skud kan mærkes, har sublim suspense opbygning og så er hovedrollen fantastisk overbevisende (generelt over hele linjen med skuespillere). Så skulle man være udfordret af det kontroversielle emne, så er der altså også masser at komme efter som filmnørd. 

    Mikkel Abel 3-05-18 20:22

  • ★★★★★★1

    Den skal simpelthen ses, og jeg vil foreslå biografen hvor omverdenen ikke forstyrrer. Den opmærksomhed fortjener den.

    Så skal jeg da se den hjemme i mit filmværelse. I biografen forstyrres jeg da ret ofte, om ikke altid så det ligefrem irriterer (men også indimellem det). Jeg fornemmer dog det næppe er en film, for folk forstyrrer ret meget mens den kører?

    T. Nielsen 3-05-18 20:27

  • ★★1

    Så skal jeg da se den hjemme i mit filmværelse. I biografen forstyrres jeg da ret ofte, om ikke altid så det ligefrem irriterer (men også indimellem det). Jeg fornemmer dog det næppe er en film, for folk forstyrrer ret meget mens den kører?

    Altså, vi var kun to i biografen, så det var selvfølgelig perfekte forhold. Men jeg tror det er en film hvor folk er enten bumstille, snøfter eller skriger sporadisk i chok/rædsel. Men lyd, billede og det at være helt opslugt - jeg kan ikke forestille mig, ligegyldigt hvilket setup man måtte have hjemme, at det vil give samme oplevelse.

    Derudover tror og håber jeg også, at dem som skal ind og se den gør det med en forbeholden respekt/alvor. Det er bestemt ikke nogen blockbuster-popcorngnasker eller gyser hvor der skal underholdes og hoppes i sædet. Så jeg forestiller mig ikke det er en oplevelse hvor der er forstyrrelser af den slags. 

    Mikkel Abel 3-05-18 20:47

  • ★★★★★1

    Jeg så den i en biograf med ca 1200 andre. De var alle bomstille fra start til slut.

    David Lund 3-05-18 20:47

  • ★★★★★★0

    Godt nok og tror du har helt ret. Tak Mikkel.

    T. Nielsen 3-05-18 20:49

  • ★★★★0

    Lyder lidt som min oplevelse af Untergang i biografen. Stilhed.

    Bruce 3-05-18 21:10

  • ★★★★★★0

    Lyder lidt som min oplevelse af Untergang i biografen. Stilhed.

    Helt stille har jeg vist også oplevet en enkelt gang. Da var jeg alene i salen, så det tæller nok ikke helt;)

    Der var ikke helt stille da jeg så Untergang. Muligt det meste publikum var, men min daværende kæreste Looney Lone faldt i søvn og snorkede:-/

    T. Nielsen 3-05-18 21:19

  • ★★★★0

    Helt stille har jeg vist også oplevet en enkelt gang. Da var jeg alene i salen, så det tæller nok ikke helt;)

    Der var ikke helt stille da jeg så Untergang. Muligt det meste publikum var, men min daværende kæreste Looney Lone faldt i søvn og snorkede:-/

    Hence ..... Looney :-D

    Bruce 3-05-18 21:38

  • ★★★★★0

    Jeg ville ønske, at filmen havde ramt mig lige så hårdt, som den har ramt flere af jer. Når jeg læser om jeres indtryk, er det nærmest som at læse 1:1-referater af min førstehåndsindtryk af film som "Bloody Sunday" og "United 93", der ligeledes skildrer ægte tragedier. Men på linje med visse internationale anmeldere blev jeg indimellem trukket ud af filmen på baggrund af elementer, der klingede meget falsk og filmisk for mig - under filmens sidste tredjedel tilmed i så høj grad, at jeg blev decideret frustreret og distraheret.

    Det føles nærmest blasfemisk at kritisere en film med et SÅ nobelt grundlag og motiv, og jeg anfægter heller ikke filmmagernes prisværdige intentioner eller vovemod, men jeg var... ja, hvilket adjektiv kan man overhovedet benytte med respekt over for sådan en film? Skuffet? Jo, det er nok det rigtige ord. Skuffet over det, der i mine øjne var for tydeligt iscenesat fiktion (og lidt utroværdigt skuespil - hvilket naturligvis giver mening qua skuespillernes manglende erfaring, om end Andrea Berntzen er FANTASTISK i hovedrollen!!), der hæmmer autenticiteten i en film, der gerne vil fremstå som den skinbarlige, ufortyndede sandhed. Jeg kan komme nærmere ind på det, når jeg lige har fået skudt mit Erik Poppe-interviewet af sted (en overordentligt sympatisk og intelligent filmmager i øvrigt!), og flere har fået lejlighed til at se og fordøje filmen.

    The Insider 3-05-18 21:41

  • ★★0

    Skuffet over det, der i mine øjne var for tydeligt iscenesat fiktion

    Hvad tænker du nærmere her, Johan? Jeg tror jeg har en forestilling om det, men er da helt sikkert interesseret i en uddybning. :)

    Mikkel Abel 3-05-18 21:47

  • ★★★★★0

    Så skal jeg da se den hjemme i mit filmværelse. I biografen forstyrres jeg da ret ofte, om ikke altid så det ligefrem irriterer (men også indimellem det). Jeg fornemmer dog det næppe er en film, for folk forstyrrer ret meget mens den kører?

    Jeg så den i en sal fyldt med unge nordmænd. Da den sluttede var det bomstille. Derudover var reaktionerne omkring mig meget naturlige, intet pjat. 

    Lars! 3-05-18 21:52

  • ★★★★★★0

    Hence ..... Looney :-D

    Haha kunne det alene gøre det:-D

    T. Nielsen 3-05-18 22:13

  • ★★★★★0

    Hvad tænker du nærmere her, Johan? Jeg tror jeg har en forestilling om det, men er da helt sikkert interesseret i en uddybning. :)

    Uha, der var en hel del momenter, der fremstod kunstige og forcerede i mine øjne, Mikkel. Både på baggrund af skuespil, dialog og filmtekniske greb - indimellem alt sammen på én gang. Og lad mig starte med at sige, at jeg har fuld forståelse (OG respekt) for, at andre derimod godtog disse scener, som var de tyvstjålet fra virkelighedens verden. Vores tærskler i forhold til, hvad der forekommer autentisk eller ej, svinger dæleme meget blandt biografgængere.

    Men off the top of my head...

    1) Faktisk synes jeg, at beslutningen om at skyde filmen som et one-take endte med at hæmme troværdigheden. Jeg kan godt se ideen bag beslutningen - in theory er det en genial idé aldrig at klippe, fordi man gerne vil skabe fornemmelsen af et uafbrudt, ægte handlingsforløb. Men in practice fungerede det slet ikke for mig. Fordi one-takes i spillefilmslængde er så vanvittigt sjældne, blev jeg blot endnu mere bevidst om, at jeg sad og oveværede en spillefilm. Dog vil jeg sige, at det gav mig en klarere fornemmelse af den frygtelige ventetid, som de unge oplevede på øen.

    2) Derudover var kameraet generelt en ALT for aktiv medspiller i forløbet. Først så flyver det vildt omkring og bevæger sig i sync med karaktererne... så standser det pludseligt op og lader karaktererne få et forspring, før det så forfølger dem... indimellem bliver det nærmest tabt (man får jo nærmest fornemmelsen af, at kameraet er en anden person, eller at kameramanden heller ikke ved, hvad der skal ske - under alle omstændigheder bliver jeg altså gentagende gange TOTALT bevidst om kameraets tilstedeværelse og derved også hele den filmiske konstruktion)... og værst af alt: efter den lille piges død (en VIIIILDT stærk scene - jeg føler også, jeg lige her må indskyde, at jeg altså også beundrer filmen og er klart mere positivt ned negativt indstillet alt i alt!), så ringer hendes telefon. Jeg ved godt, det er en pårørende. Hvem ville ellers ringe? Jeg behøver ikke et nærbillede... Men nej... vi skal altså have kameraet heeeeelt tæt på displayet med et STORT billede af moderen OG ordet "MOR" tydeligt. Når en film stiler efter at være et "filmisk dokument", så er det himmelråbende åbenlyst, når filmmagerne prøver at tale DIREKTE til mig og skærer tingene ud i pap, og fordi jeg her klart fornemmede fotografen og instruktørens tilstedeværelse, så røg min fornemmelse af at være på Utøya også.

    3) Bruddet med den 4. væg helt i starten, hvor Kaja kigger ind i kameraet og siger "I kommer aldrig til at forstå det...". Igen - på papiret en interessant idé, og overgangen fra bruddet med den 4. væg til filmens "egentlige" start var rimelig elegant, men stadigvæk... det er en overordentlig kunstig konstruktion i en film, der stiler efter absolut realisme.

    4) En lidt mindre bagatel: filmen er imponerende apolitisk i dens skildring af massakren, hvilket giver mening, idet de unge jo er totalt intetanende om morderens intentioner og bevæggrunde. Poppe fortalte også mig, at hans primære intention med filmen var at flytte fokus tilbage på ofrene og deres følelser og oplevelser, fordi vi er blevet for optaget af diskutere politiske motiver og dræberens manifest osv. Hvorfor skal der så lige optræde en "token muslim guy" inden for de første to minutter, som på kluntet vis knytter bånd mellem bomben i Oslo og racisme? Og hvorfor er der talløse sluttekster til sidst, der advarer mod eskalerende højreekstremisme, når nu man slet ikke ville forstå dén assocation, hvis man blot forholdte sig til alt det, som optrådte forinden slutteksterne? Og hey, jeg er sgu ræverød, så det er altså ikke, fordi jeg har noget issue med, at der bliver advaret mod truslen fra eskalerende højreekstremisme - her er der også bare tale om et fortællemæssigt greb, som harmonerer dårligt med filmens umiddelbare mål.

    5) De to "grelleste eksempler" har jeg dog gemt til sidst. Først og fremmest er der filmens sidste sekunder... Jeg sad nærmest og tiggede og bad til filmguderne om, at kameraet IKKE til slut ville panorere over på Kajas forsvundne lillesøster om bord på båden. Det. Er. Simpelthen. Så. Vanvittigt. FORCERET. Storesøster dør, og få sekunder efter skal vi virkelig rammes af tragedien i, at hun kunne have fundet sin lillesøster, hvis hun bare havde været mindre "overilet" til slut og var kommet med i redningsbåden. Jo, jeg ved godt, at søskendepar blev splittet op på Uøtya, og at visse søskende overlevede, mens deres søskende blev skudt og dræbt. Men der er ikke noget realistisk eller "ufilmisk" eller nøgternt ved en så konstrueret slutning som dette, hvor det er SÅ tydeligt, hvad filmmagerne har tænkt med at placere bestemte personer foran kameraet på bestemte tidspunkter. Lad dog bare kameraet hvile på nogle tilfældige mennesker, der sejler bort. Efterlad os med deres angst og sorg. Helt tilfældige unge udsat for tilfældig, utilgivelig vold. En åbenlys sløjfe på en gennemgående plottråd knuser igen min indlevelse totalt. Og ved samtidig at fokusere så klart på tragedien om et fiktivt søskendepar, svækker det det overordnede portræt af den samlede gruppe ægte unge.

    6) Ham den unge knægt, som er lidt lun på Kaja, virkede som en bøvet "American Pie"-figur, der uforsætligt var vandret ind i et autentisk drama om en ufattelig tragedie. Ud over at skuespilleren var tydeligt uerfaren (det er sådan en præstation, hvor jeg konstant kan mærke "tandhjulene" rotere - okay, her skal jeg lige bidde i læben, her skal jeg lige snøfte, her skal jeg lige klø kinden...), så var både hans ageren og replikker så "filmiske", at det nagede mig grænseløst. Jeg talte lidt med Erik Poppe om denne "romance" i filmen, og han indrømmede, at det er en totalt fiktiv historie og en fiktiv karakter, men at det virkede logisk, at nogle unge mennesker ville flirte på en ungdomslejr. Fair nok. Det er jo selvfølgelig umuligt at være uenig i. Men når en ungkarl med døde skolekammerater og skudlyde i baggrunden siger ting som "åh, jeg ved jo godt, hvorfor jeg er her - jeg vil jo bare score piger!" og "du skal ikke dø, Kaja! Du skal jo blive statsminister en dag!", så bliver jeg for bevidst omkring fingrene på manuskriptforfatterens tastatur - det undrer mig i øvrigt ikke, at den ene af dem ALDRIG havde skrevet et manuskript før denne film.

    Og jeg vil lynhurtigt slå fast, at jeg ikke anfægter personernes REAKTIONER. Jeg forventer ikke rationalitet under de forhold - det ville være decideret dumt og nærmest umenneskeligt. Poppe og Co. har jo også talt med mange overlevende og har naturligvis fået en masse information fra dem. Men jeg fik at vide, at det her var opdigtet, og jeg fornemmede det, før jeg overhovedet fik det bekræftet, fordi det simpelthen lyder som det, det er: Ældre manuskriptforfattere, der gør et bravt, men fejlslagent forsøg på at ramme tonen i unge menneskers snak. Det er en vanvittigt svær kunst. Og sangscenen fungerede sikkert virkelig godt på papiret, og der er sikkert blevet tyet til sang og måske endda humor for at holde skrækken ude på øen, men i SÅDAN en grad? Igen - den købte jeg ikke.

    Puha, det blev godt nok en lang svada :-) Jeg tror egentlig bare, at jeg har en stærk mening om disse ting, fordi jeg synes, at der også er så meget GODT i filmen, og at disse - for MIG - irriterende faktorer er som et slør over det mesterværk, der gemmer sig LIGE under overfladen. Men i en film som "United 93" er der ikke ÉT eneste sekund, som for mig klinger tilnærmelsesvis falsk. Jeg er dæleme også spændt på Greengrass' "Utøya"-film nu, om end den dog angiveligt UDELUKKENDE handler om efterspillet og slet ikke viser massakren.

    The Insider 3-05-18 23:34

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen