En strøtanke inspireret af Trier-tråden:
Jeg undrede mig ofte i mine anmelder-år over, at der er en spøjs tendens til, at anmeldere, der ikke kan lide de film, de anmelder, føler en frihed i forhold til at kunne spoile løs. Det giver måske psykologisk mening ud fra tanken om, at "denne film er alligevel så dårlig, at det kan være lige meget" men dels ved man jo aldrig, hvad andre mener (der findes trods alt folk, der synes at The Last Airbender-filmatiseringen var alletiders), og dels er uvisheden nogle gange det eneste, der gør en skidt film udholdelig. Hvis man viste, hvem morderen var, kunne man lige så godt gå.
Det er klart vanskeligere, at anmelde en film uden at skrive særlig meget om handlingen (og undertiden er jeg sikkert også kommet til at gå for langt), men det undrer mig alligevel, at så mange stadig gør det. Det findes sågar avisanmeldere, hvis anmeldelser jævnligt består af et udførligt handlingsreferat, der udgør ca. 80% af teksten. Det er mig ubegribeligt, hvordan nogen kan synes, at det er en god ide.
