Anmeldelse: Solo: A Star Wars Story

At tage på rumrejse med Han Solo og Chewbacca er på alle niveauer yderst anbefalesværdigt.

Måske er det for meget. Alt for meget. Når to Star Wars-film udsendes med kun et halvt års mellemrum, er mætningspotentialet i det røde felt. Om ikke andet føles det, som om det er dét, Disney vil teste med "Solo: A Star Wars Story". Anden spinoff-film i George Lucas' univers, denne gang om vores alle sammens favorit-rumskurk med et hjerte af guld, Han Solo, instrueret af filmbranches mest sikre og harmløse kort, Ron Howard.

Vi følger Han Solo (Alden Ehrenreich) fra hans unge dage i slummet og som pilot i militæret til hans færden ind i den hårdkogte forbryderverden. Under vingerne på den garvede slyngel Beckett (Woody Harrelson) introduceres den charmerende Solo for sit første eventyr, hvor en romance fra fortiden ændrer begivenhederne på fatal vis.

Hvor "The Force Awakens" og "The Last Jedi" er rejser i forsigtig eventyrlig fan pleaser-nostalgi, var møgbeskidte "Rogue One: A Star Wars Story" et frisk pust i en nypoleret sci-fi-dimension. "Solo: A Star Wars Story" er endnu en rejse ud i de mørkere afkroge af universet. Seneste laserskud på stammen kan brøste sig af at være den måske mest troværdige episode i den populære saga ud i æstetik og realisme, hvor den nyeste trilogi i højere grad ellers lever på referencer og velkendte temaer.

Gensynets glæde kan naturligvis ikke fornægtes, når Han Solo første gang møder Chewbacca og stryger mod galakserne i Tusindårsfalken. I det hele taget er persongalleriet det hidtil stærkeste blandt de nu fire nyeste Star Wars-film. Alden Ehrenreich er forbløffende perfekt som arvtager for Harrison Ford, Donald Glover som Lando Calrissian er smittende kæk, og altid solide Harrelson er tilpas kynisk mentor for uprøvede Solo. Plottet er – traditionen tro – ikke videre opfindsomt i sig selv. Det lykkes imidlertid rutinerede Howard at samle trådene med fokus på at fortælle den gode historie som yderst seværdig eventyrfilm frem for at forfalde til letkøbte plothuller og imponerende effekter udelukkende for syns skyld.

Ron Howard styrer slagets gang uden at ryste på hånden med sit sædvanlige overblik og sans for at skrue træfsikre fortællinger sammen. Måske var en bundsolid filmskaber nødvendig, efter "The Lego Movie"-instruktørparret Chris Miller og Phil Lord blev smidt på porten. "Solo: A Star Wars Story" ér Howard-pæn og mangler den kant og frækhed, der bør forventes af en film om solsystemets mest berygtede smugler. Til gengæld er her tale om endnu et seværdigt spinoff, der understreger, at guldkornene i Star Wars-universet fremover findes, når Skywalker-familien ikke er involveret. At tage på rumrejse med Han Solo og Chewbacca er på alle niveauer yderst anbefalelsesværdigt. Det er tydeligt, at der er lagt op til endnu en fortælling om det umage makkerpar. Til dét er der kun én ting at sige: Hit it, Chewie!

Om "Solo: A Star Wars Story" kunne have endt mere humoristisk og gakket under Chris Miller og Phil Lord, kan der gisnes om, men der er ingen tvivl om, at Ron Howard lander skibet sikkert. Mikset af charme og habil filmfortælling udgør sammenlagt et fortrøstningsfuld og gensynsværdigt eventyr, der indgyder et nyt håb om de fremtidige Star Wars-film.

Se Moovy TV møder Chewbacca:

Solo: A Star Wars Story

Kommentarer

Solo: A Star Wars Story

  • ★★★★★0

    Så vi er egentlig ganske positive til den her på Moovy. Hvem kunne have forudset det... 

    Lars! 4-06-18 23:23

  • ★★★★★★0

    Jeg er som Ole Henriksen i et bjerg af let lunkne svinemørdbradere, hvor man bare tumler rundt og sutter og slikker!

    davenport 5-06-18 00:13

  • ★★★★★0

    Jeg er som Ole Henriksen i et bjerg af let lunkne svinemørdbradere, hvor man bare tumler rundt og sutter og slikker!

    That's... nice. 

    Lars! 5-06-18 00:28

  • ★★★★★★0

    \bow

    davenport 5-06-18 00:41

  • ★★★0

    Jeg er som Ole Henriksen i et bjerg af let lunkne svinemørdbradere, hvor man bare tumler rundt og sutter og slikker!

    Og der røg endnu en nats søvn.

    MOVIE1000 5-06-18 00:55

  • 0

    " Feee' " - 5/6

    Bony21-06-18 20:53

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen