The Fog (1980)
”Tågen” er en gammeldags spøgelsesfilm af den slags man for eksempel fortæller, siddende foran et bål om natten og det er også lige netop sådan at Carpenter har valgt at åbne sin film op, for derefter at lade os se hvad der sker når historie bliver til virkelighed, altså indenfor filmens egne rammer.
Fortællingen er ganske simpel, giver sig ikke tid til større psykologiske udredninger og det er ærlig talt slet ikke vildt uhyggeligt (lidt skræmmende er det dog i flere scener).
Men det fungerer alligevel i al sin enkelthed da handlingen fortælles stramt, uden for mange ligegyldigheder, har et fint fremdrev og hænger godt sammen og så er filmen ganske stemningsfuld på den klassiske måde, foruden at være teknisk pænt lavet.
Desuden er den fri for irriterende skrigende teenager-tendenser, men har en god blanding af rigtige mennesker i forskellige aldre. Man kan i et par scener måske kritisere den for, at de ikke altid opfører sig lige troværdigt, men på den anden side, hvem ved hvad der er troværdigt i en spøgelsesfilm, der i sig selv ikke ligefrem er sandsynlig.
På skuespiller-siden er den intet at råbe hurra for, men alligevel overbevisende nok til at man tror på karaktererne, så de holder i forhold til plottet.
Musikken er skrevet, som han også har gjort flere gange før og efter, af Carpenter selv og selv om den er meget minimalistisk og minder om det meste andet han har lavet, så er den uhyre effektiv og understøtter godt filmen, uden at overdrive det der sker.
Det er ikke stor filmkunst Carpenter bringer os, hvad vi vel heller ikke forventer af ham, men det er effektiv og solid underholdning, fra en mand der dengang kunne skrue en god film sammen.
Bedømmelse: 7/10
Glimrende anmeldelse. :)
Jeg vil ligesom Thomsen dog også give filmen en karakter eller to højere, da jeg synes dens spændingsniveau er næsten på højde med "Halloween". Og så synes jeg nu også, at både Adrienne Barbeau, Tom Atkins og Hal Hobrook, som den gustne præst, spiller rigtig godt. Ellers er jeg helt enig i din anmeldelse. Især musikken er super creepy og nok et lidt undervurderet score fra Carpenter sammenlignet med de mest kendte af hans kompositioner.
Jeg så "The Fog" en sen nattetime i sin tid i selskab med min bror efter, at vi havde lejet filmen i den lokale videobiks. Jeg kan huske, at vi begge sad helt ude på kanten af sofaen under stort set hele filmen og der blev derfor ikke, som der ellers plejede at gøre, spist særlig meget slik undervejs. Bagefter kunne jeg slet ikke falde i søvn og synes hele tiden jeg så et eller andet bevæge sig i skyggerne. :P Ja, det er ret komisk at tænke tilbage på, men kæft hvor blev jeg skræmt af at se den film. :)