Hvornår har man mange bolde i luften? Den sætning her virke en smule selvmodsigende på mig. Først er der mange bolde i luften og så er fortællingen tegnet tydeligt op? Hvis hans film var SÅ nemme at gå til, ville de ikke afstedkomme endeløse diskussioner. Så den køber jeg ikke.
Det er da på ingen måde modsigende. "The Dark Knight" har en simpel/enkelt rammefortælling, eller ydre struktur, og samtidig omhandler den flere temaer/har flere bolde i luften på samme tid, så som anarki vs. orden, terrorisme, selvtægt, gråzoner både i et større perspektiv og på de indre linjer med hensyn til Batman og hvor langt man kan bøje loven for at opnå fred og stabilitet. Der ud over stilles der også spørgsmål angående overvågningssamfundet og hvorledes det kan bruges og misbruges og deraf brud på menneskerettighederne, og ja så smider Christopher Nolan også lige et trekantsdrama ind mellem Harvey Dent, Rachel og Bruce Wayne oven i hatten og krydser hele molevitten med hinanden. Så jo, man kan roligt sige, at Christopher Nolan har mange bolde i luften på samme tid.
Men når jeg skriver, at jeg oplever "The Dark Knight" som værende simpel/enkel i sin ydre struktur/rammefortælling, behøver du ikke at opfatte dette på en negativ måde, fordi det ikke er tænkt sådan fra min side. Mange rigtig gode film er simpelt bygget op, men kan sagtens have en masse gods gemt i historien og derfor være meget interessante at diskutere efterfølgende. Så det ene behøver bestemt ikke at underminere det andet.
Ingen tvivl om at Nolan er pokkers ambitiøs, men jeg oplever det som, at jo mere han læsser på sine film, jo mere mister han også det store overblik og skriver sig selv op i et hjørne, som han har svært ved at skrive sig ud af igen, og som i både "the Dark Knight" og "The Dark Knight Rises" betyder at vejen ud af hjørnet enten bliver overdrevet kompliceret og rodet eller skrevet på en måde så et gensyn af filmen gør, at den løsning han vælger ikke stemmer overens med resten af handlingen (som i "The Dark Knight Rises") eller ikke giver nogen mening på et helt basalt plan (som i "The Dark Knight"s afslutning).
Du har tydeligvis tænkt dig til en anden version af filmen, som tydeligvis ikke stemmer i overens med instruktørens vision. Batman påtager sig ansvaret, fordi han kan. "They'll hate you for it, but that's the point of Batman. He can be the outcast. He can make the choice that no one else can make, the right choice." Det ville være fuldkommen galimatias at Gordon/Batman hænger andre for mordene, det nederlag som det unægtelig ville føles som, at synke så dybt ned på håndlangernes niveau. Hele spektret af gråzoner, der ligger i Batman's beslutninger, ville reduceres markant med dine forslag. Ikke for at nævne temaet omkring 'Sacrifising hero', der tager læsset på egne skuldre og det symbolske heri.
Nej, jeg har tænkt mig til en version af filmen, hvor heltens valg giver mening og ikke er lavet blot så Christopher Nolan kan lirre en spektakulær afslutning afsted.
Nolan kan skrive dialog som umiddelbart lyder super cool. men dette retfærdigøre stadig ikke den helt igennem tåbelige beslutning han tager i forbindelse med slutningen og de valg Batman træffer. Fordi han kan? Det er nok det svageste argument, som jeg har hørt for at retfærdigøre dårligt manuskriptarbejde, og det giver stadig ikke nogen som helst mening, da den alternative løsning ved at skyde skylden på Jokeren og eller hans håndlangere stadig er en langt bedre løsning og klart det bedste valg for alle parter både hvad angår Batman selv og Gothams borgere.
Hvorfor ville det være fuldstændig galimatias at træffe den alternative løsning? Batman er allerede tidligere sunket ned på håndlangernes/skurkenes niveau ved, at han har slået ihjel og ved at bryde loven og bryde menneskerettigheder via sit high tech sonar overvågningsudstyr. Skulle det at pådutte et par ekstra mord over på nogle morderiske stjernepsykopater, der i forvejen har slået flere mennesker ihjel tidligere være så slemt, at Batman ville få det dårlig med det. Det ville i så fald kun give mening hvis Batman ikke tidligere havde slået andre ihjel eller, at han havde lyttet til Lucius og droppet planerne om at bruge ulovligt overvågningsudstyr. Det har han som sagt ingen skrupler ved, så derfor er der intet der forhindre ham i at vælge den alternative løsning angående Harvey Dents mord.
Spektret af gråzoner ville i øvrigt stadig være fuldstændig intakt, selv om Batman havde truffet det valg der kunne rense Harvey Dent og ham selv, da man efterfølgende stadig ville kunne diskutere de moralske gråzoner i at manipulere med loven til egen fordel. Hele "Sacrifising hero" temaet er også mærkværdigt tænkt ud fra den tese, at Batman herved skal tvinges til at tage valget og blive syndebuk og dermed transformeres om til en slags messias/Jesus figur, hvilket er helt i modstrid med Batman karakterens DNA. Også her går Christopher Nolan helt galt i byen, for verdens bedste detektiv ville næppe have truffet så tåbelig et valgt, der ville have gjort ham til jaget vildt og dermed ude af stand til at beskytte sit elskede Gotham City.
Det kunne være dit og det kunne være dat. Jeg er begejstret for slutproduktet og det forholder jeg mig til. Mht Batmans situation i Gotham, så er den officielle politik han skal pågribes. Ergo er han på flugt og det er en film, der udforsker konsekvenserne, både for den enkelte og samfundet. TDK har en af de bedste og mest hårrejsende slutninger jeg har set, særligt i en mainstream film af denne størrelse, som for mig hæver den niveauer over genren.
Jeg er helt uenig. Slutproduktet trækkes i allerhøjeste grad ned ved at pådutte Batman rollen som syndebuk, hvilket Nolan i øvrigt heller ikke selv er i stand til at følge op på i "The Dark Knight Rises" med mindre, at Gordon imellemtiden har flyttet skylden over på en anden, hvilket jo så vil sige at det kunne de så bare have gjort fra starten af og så ville Nolan have kunnet fortsætte i del 3 uden nogle gevaldige plothuller og forklaringsproblemrer.
Det er gråzonerne, NightHawk. Man kan vist ikke blæse og have mel i munden. Batmans handlinger HAR konsekvenser. Der ryger nogle skurke af i svinget, det er konsekvensen af selvtægten, men derfor kan hans intentioner være gode for Gotham og det at hænge andre for mordene, er Batman hævet over, det jeg vil kalde håndlanger metoder. Filmen stiller også det store spørgsmål omkring, hvor grænsen går. Ellers diskuterede vi den ikke.
Det du skriver her giver ingen mening for mig. Nej, man kan ikke båse blæse og have mel i munden, men man kan til gengæld være konsekvent i sine beslutninger hvilket Nolan tydeligvis ikke er og derfor havner han også i manuskriptmæssige problemer hvilket betyder at Batman kommer til at fremstå dobbelmoralsk og ulogisk i sine valg. Hvis jeg forstår dig ret så mener du ikke, at det at Batman slår folk ihjel gør, at han synker ned på skurkenes niveau. Men hvis han arrangere det således, at en psykopatisk morder tager skylden for et par mord mere (og derved løser Batman alles problemer) ja, så synker han ned på skurkenes niveau.
Jeg vil da mene, at de andre lovbrud Batman begår er værre, især det med at begå drab, så derfor er han jo allerede sunket ned på deres niveau. Det valg Batman træffer til sidst i filmen ville i så fald kun give mening, hvis han inden da ikke havde slået folk ihjel og i øvrigt overholdt loven til punkt og prikke. Men Batman er modsat Superman ingen spejderdreng og derfor ville det logiske valg også være, at han ikke påtog sig rollen som morder, så han kunne fortsætte med at redde Gothmas borgere.
Det har jeg vist besvaret og du har tydeligvis ønsket en anden film, men så er det heldigt at Burtons version stadig eksisterer. Så kan man bare vælge.
Jeg ved ikke hvorfor du skal hive Tim Burton med ind over denne diskution. Jeg har ikke nævnt ham på noget tidspunkt og er heller ikke interesseret i en diskution om hvilken version der er bedst. Det kommer vi ingen vegne med, da vores smag mht. Batman universet er så forskellig, som den er. Ja, man kan bare vælge, men det behøver nu ikke at være et enten eller blot fordi, at man kritiserer nogle ting ved en given film eller film-serie. Jeg kan faktisk godt lide "Batman Begins" og synes det er den mest helstøbte og vellykkede film i Nolans trilogi. :)