Anmeldelse: Far til fire i solen
Publikummet må absolut ikke kede sig, så vi kører i ring med børnevenlig action og pruttehumor uden at slå bremsen i.
Med filmserier som "Min søsters børn" og "Krummerne" har Danmark en stolt tradition for at lave film til hele familien. Der har både været op- og nedture i genren gennem den danske filmhistorie, men branchen holder ved og bliver ved med at producere dem. Kvaliteten kan diskuteres, men én ting er sikkert: De sælger billetter, og derfor er det forståeligt, at filmfolkene bliver ved. Blandt de mest vedvarende genrefranchieses er "Far til fire"-filmene, der startede tilbage i 1954. Nu er den 19. film i serien klar til at indtage de danske biografsale.
Denne gang går turen til Gran Canaria. Far, Onkel Anders og ungerne har sat sig for, at der skal hygges igennem og slappes af. Men idyllen brydes, da Far møder sin gamle fjende fra skolen og dennes familie – særligt da de to familier bliver sat overfor hinanden i en konkurrence om at skabe den bedste feriefilm for resortet. Samtidig kommer hver af ungerne ud for deres egne oplevelser og møder nye venner. Hvad skulle være en ferie med afslapning, ender ud i en mindre familiekrig, hvor alle vil vise, hvor god man er.
Som nævnt er "Far til fire i solen" film nr. 19 i serien. Serien er blevet genoplevet fire gange siden starten i 50'erne, og det kan diskuteres, hvorvidt det er nødvendigt at træde rundt i samme, gamle møllehjul. Gennem tiden er der produceret mange forskellige danske familiefilm, hvor det største plus ved "Far til fire" er, at det er et velkendt navn og dermed sælge billetter uanset hvad. Far, mor og barn ved, hvad de får. Kvaliteten er en helt anden snak.
Der er intet nyt her. "Far til fire" anno 2018 har en gennemgående handling, men derudover er der flere umotiverede scener, der udelukkende er smidt ind i fortællingen for at skabe noget tempo og leg. Vi kører lidt i go-kart, handler lidt ind i løb og den slags. Publikummet må absolut ikke kede sig, så vi kører i ring med børnevenlig action og pruttehumor uden at slå bremsen i.
Martin Brygmann er ingen Ib Schønberg, Karl Stegger eller for den sags skyld Niels Olsen. Han er acceptabel som Far med sin smittende charme, men mangler nødvendigt drive og interesse i sin karakter. Thomas Bo Larsen som Onkel Anders er dog et kapitel for sig. Den folkekære skuespiller må være én af de største fejlcastinger i nyere tid med overspil på det groveste. Der mangler i dén grad karismaen, som både Peter Malberg og Jess Ingerslev havde – og så er han tilmed alt for ung til at spille rollen. Larsen bliver trættende at se på. Børnene gør, hvad de skal. De leger og får det unge publikum til at føle sig godt tilpas. Det er stift skuespil, men det fungerer på sine egne præmisser.
"Far til fire i solen" er ikke forfærdelig, men god er den bestemt ikke. Ungerne skal nok underholdes i biografen over sommeren med masser af tempo på drengen – samtidig med at 19. film i rækken afsluttes med en kalkuleret sang, der garanteret bliver årets hit for de mindste i familien. Største problem er, at der ingen ambitioner er til stede. Historien er tynd som silkepapir, skuespillet halter, og sidehistorierne sættes umotiveret i scene. Ergo: Vi har en stensikker kassesucces for Familien Danmark.
