"Spawn" sikrer sig "Avengers"-stjerne

Jeremy Renner har sluttet sig til projektet om antihelten, som portrætteres af Jamie Foxx.

Todd McFarlanes kommende filmatisering af tegneserien "Spawn" har nu sikret sig endnu en vigtig del af rollelisten, hvor man har hapset Jeremy Renner til rollen som politibetjenten Maximilian "Twitch" Williams. Instruktør McFarlane skabte selv tegneserien tilbage i 1992 og har ligeledes taget tøjlerne på filmprojektet.

Jeremy Renner er nok bedst kendt fra sine roller i "Mission: Impossible"- og "Avengers"-filmserierne, men har de senere år også taget del i intense fortællinger som "Arrival" og "Wind River". Senest kunne man se ham i komedien "Du er den", og tidligere i karrieren har Renner markeret sig med film som "28 uger senere", "Kill the Messenger" og selvfølgelig med sin hovedrolle i Kathryn Bigelows Oscar-vinder "The Hurt Locker".

I "Spawn" skal Renner spille betjenten Twitch, der opbygger et skrøbeligt partnerskab med den dæmoniske antihelt Spawn. Jamie Foxx er allerede på plads til at spille titelkarakteren, hvis alter ego i tegneserien er CIA-agenten Al Simmons.

I det originale forlæg bliver Simmons forrådt og dræbt på en hemmelig mission og ryger derefter en tur i helvede, hvor han indgår en aftale, der sender ham tilbage til hans egen verden som den mægtige skabning Spawn.

"Spawn" er under udvikling hos Blumhouse Productions og får efter sigende et budget på omkring 12 mio. dollars.

Kommentarer

"Spawn" sikrer sig "Avengers"-stjerne

  • ★★★★★0

    Renner er jo ikke engang med i den sidste "Avengers", og så kalder I ham "Avengers"-stjerne? Ikke at jeg kom på et bedre alternativ. Det er jo ikke ligefrem bedre at associere ham med fx "Bourne", og "The Hurt Locker" begynder vel også at være lidt gammel nu. 

    Lars!11-07-18 12:10

  • 0

    Renner er jo ikke engang med i den sidste "Avengers", og så kalder I ham "Avengers"-stjerne? Ikke at jeg kom på et bedre alternativ. Det er jo ikke ligefrem bedre at associere ham med fx "Bourne", og "The Hurt Locker" begynder vel også at være lidt gammel nu. 

    Han vender jo tilbage i 4'eren, så det er nok ikke helt ved siden af.

    Slayer11-07-18 12:41

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen