Det oprindelige "Alien 3"-manuskript bliver nu udgivet som tegneserie

Manuskriptet blev skrevet af sci-fi-legenden William Gibson, og historien fortsætter, hvor James Camerons "Aliens" slap.

David Fincher debuterede som filminstruktør med "Alien 3" tilbage i 1992, men filmen blev revset af de fleste kritikere, og Fincher har selv sagt, at ingen hader filmen mere, end han selv gør(!).

"Alien 3" havde en notorisk svær fødsel, og adskillige udkast til manuskriptet blev skrottet, før filmen fik grønt lys, og da Fincher gik i gang med optagelserne, var manuskriptet ikke engang færdigt.

Et af de første udkast til manuskriptet blev forfattet af den legendariske sci-fi-forfatter William Gibson, som er bedst kendt for romanen "Neuromancer", som snart bliver filmatiseret.

En direkte fortsættelse til "Aliens"

Gibsons manuskript til "Alien 3" foregår lige efter "Aliens" og følger både Ripley, Hicks, Newt og Bishop fra dén film, som bliver taget til fange og fragtet til rumstationen Anchorpoint.

Firkløveret finder ud af, at deres kidnappere forsøger at skabe en hær af blodtørstige rumvæsner, og pludselig bliver rumstationen angrebet...

Og 7. november bliver Gibsons "Alien 3"-manuskript udgivet af Dark Horse som en tegneserie i fem bind.

Gibson selv udtaler: "Når dit første bestilte manuskript ikke bliver produceret, men filmen i sidste ende bliver lavet med et andet manuskript, der ikke indeholder noget som helst af dit materiale, ud over at én karakter har en stregkode i nakken, så er det sidste, man forventer, at ens arbejde bliver smukt realiseret flere årtier senere i et andet medie."

Dark Horse har tidligere udgivet tegneserieudgaver af uproducerede filmmanuskripter – i 2013 udgav de George Lucas' oprindelige "Star Wars"-manuskript i otte bind.

Kommentarer

Det oprindelige "Alien 3"-manuskript bliver nu udgivet som tegneserie

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen