Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★★★★1

    Mange tak, Thomas. :) 

    Jeg har set flere forskellige versioner både af "Pride and Prejudice" og de øvrige af Jane Austens værker og Joe Wrights udgave hører efter min mening til blandt de allerbedste og mest charmerende Jane Austen filmatiseringer. 

    Der ud over er jeg også vild med Ang Lees udgave fra 1995 og tv-serien fra 2008 af "Sense and Sensibility", samt "Emma" fra 1996  med Gwynet Paltrow i hovedrollen. Og så hører mini-serien af "Persuasion" fra 1995, filmudgaven af "Mansfield Park" fra 1999, mini-serien af "Pride and Prejudice" fra 1995 og tv-filmen af "Northanger Abbey" fra 2007 også til blandt mine Jane Austen favorit filmatiseringer. :) 

    Jeg kan være lidt i tvivl om hvad jeg evt har set af det nævnte. Den omtalte og Mansfield Park fra 99, som jeg fandt god. Resten ved jeg ikke helt med. Jeg vil dog være obs på dem du nævner. 

    T. Nielsen28-07-18 14:24

  • ★★★★★1

    Jeg kan være lidt i tvivl om hvad jeg evt har set af det nævnte. Den omtalte og Mansfield Park fra 99, som jeg fandt god. Resten ved jeg ikke helt med. Jeg vil dog være obs på dem du nævner. 

    De kan i hver fald alle sammen varmt anbefales. :)

    NightHawk28-07-18 16:34

  • ★★★★★1

    Jeg kan være lidt i tvivl om hvad jeg evt har set af det nævnte. Den omtalte og Mansfield Park fra 99, som jeg fandt god. Resten ved jeg ikke helt med. Jeg vil dog være obs på dem du nævner. 

    Jeg kiggede lige min Jane Austen samling igennem og kom i tanke om, at jeg da også må huske at få anbefalet BBC's mini-serie udgave af "Emma" fra 2009 med Romola Garai (der også var med i "Atonement"), Michael Gambon og Jonny Lee Miller. Mini-serien er faktisk ligeså fremragende som filmen fra 1996. :) 

    NightHawk29-07-18 00:54

  • ★★★★★★1

    Det er noteret med et tak.

    T. Nielsen29-07-18 07:36

  • ★★★★★★1

    Away from Her (2006)

     

    Skuespiller Sarah Polley’s debut som spillefilmsinstruktør er en gribende smuk og hjerteskærende kærlighedsfilm, om at prøve at leve med den sorg og forholde sig til, at det menneske man har levet sammen med i en menneskealder pludselig bliver syg, ramt af Alzheimers.

    Stille og poetisk fortælles den enkle og eftertænksomme historie om at give slip, men også om at turde bringe det måske ultimative offer, for at se det menneske man har elsket forblive lykkelig i livets sidste fase. Skuespillet er stærkt, tonen er troværdig med få undtagelser og selv om det er en dybt melankolsk film, så fremstår den sjældent unødigt sentimental blot for at vi som publikum skal påvirkes.

    En på en gang nedslående og livsbekræftende fortælling, den kan virkelig anbefales til et voksent publikum.

     

    Bedømmelse: 8/10

    T. Nielsen31-07-18 12:06

  • ★★★★★★1

    Mr. Mercedes (Sæson 1)

     

    Der er gang i Stephen King filmatiseringerne I disse år. Både som spillefilm og som serier. Denne her er endnu en og som flere af de andre, er den heldigvis i den bedre ende.

    Historien er en ofte ganske spændende kattens leg med musen, hvor det sorte og det hvide i en djævelsk symbiose af psykisk og fysisk terror og modsvar forsøger at skille sig af med den anden.

    Som fortælling og i filmens fundament, er der en del mentalt stof at tage fat i. Det præsenteres sjældent specielt subtilt og der graves næppe ret dybt. Men det fungerer som en del af det, der gør serien interessant. Handlingen strækkes måske lidt langt, der er for meget spildtid og for mange gange hvor der mangler fremdrift, ifølge mig.

    Heldigvis er Brendon Gleeson i hovedrollen næsten altid seværdig, om ikke andet alene for hans udstråling og han trækker da også en stor del af læsset selv. Kun hans morderiske modstykke i skikkelse af Harry Treadaway, formår i glimt at indfange en i samme grad. Det skyldes dog i stor grad at rollen er så gennemført ond, uden at blive ensidig og unuanceret, selv om den har sine klicheer.

     

    Bedømmelse: 7/10

    T. Nielsen31-07-18 13:30

  • ★★★4

    The Warriors (1979)

    Walter Hills "The Warriors" forgår i en nær-fremtid, som dog nu blot ligner noget fra de tidlige 80’er. Den omhandler en bande, som uretmæssig beskyldes for at have myrdet en bandeleder og nu må overvinde alverdens trusler for at nå hjem til deres eget område.

    Som instruktør er Walter Hill en anelse underkendt, men hans direkte, maskuline og fandenivoldske film, bringer i lige mål minder om Sam Peckinpah og John Carpenter - uden dog helt at nå niveauet fra de fornævntes bedste film. Hans mest kendte film er givetvis den herlige "48 timer", men CV’et byder på mange perler. "The Warriors" er lavet i hu og hast på et minimalt budget, og det ville være løgn at påstå, at man ikke kan mærke det på det endelige produkt. Mange scener virker forhastede og enkelte lidt klodsede sat sammen. Hvad filmen mangler i polering, opvejer den til gengæld med energi, en følelse af spontanitet, og mest af alt af et besnærende tidsbillede af en svunden periode, som dog næppe nogensinde fandtes. Sjovt er det også at se så mange hyppige Hill-skuespillere dukke op i unge udgaver.

    Filmen fik i sin tid bl.a. på hatten for sin flade personkarakteristik, og der er da unægtelig heller ikke megen dybde i figurerne, hvis dialog ofte virker bizart vilkårlig. På den anden side er det heller ikke det, som filmen omhandler. Ligesom Carpenters "Sidste nat på Station 13" er det først og fremmest stemningen, der sælger filmen, og den er fortrinligt i hele sin absurde og uimodståeligt kulørte fremtoning. På den baggrund er det da også fuldt fortjent, at "The Warriors" er blevet lidt af en kultklassiker. Den er ganske enkelt enormt underholdende.

    5/6

    Benway31-07-18 13:46

  • ★★★★★★1

    Selv om jeg ikke var helt så begejstret for The Warriors som du Benway, i hvert fald ikke sidst jeg så den (men det er også mange år siden!), så er det en herlig anmeldelse og dejlig anerkendelse af at film kan "leve" og underholde på så mange niveauer.

    Jeg må se om jeg kan støve den op og gense den. Det har jeg fået ret stor lyst til nu.

    T. Nielsen31-07-18 13:50

  • ★★★0

    Selv om jeg ikke var helt så begejstret for The Warriors som du Benway, i hvert fald ikke sidst jeg så den (men det er også mange år siden!), så er det en herlig anmeldelse og dejlig anerkendelse af at film kan "leve" og underholde på så mange niveauer.

    Jeg må se om jeg kan støve den op og gense den. Det har jeg fået ret stor lyst til nu.

    Tak, tak. :) Den er på Netflix lige nu, så den er nem at få set.

    Benway31-07-18 13:53

  • ★★★★★★0

    Walter Hill en anelse underkendt,

    Han laver ikke mesterværker, men de fleste af hans film er forbandet underholdende. 

    Er lige blevet færdig med Star Trek:Enterprise sæson 3, og det er den næst dårligste af alle Star Trek-sæsoner.   5/10 til den. 

    Guldager31-07-18 13:56

  • ★★★★★★0

    Tak, tak. :) Den er på Netflix lige nu, så den er nem at få set.

    Ja, hvis man har Netflix:-)

    T. Nielsen31-07-18 14:03

  • ★★★1

    Ja, hvis man har Netflix:-)

    Good point. :)

    Benway31-07-18 14:07

  • ★★★★★1

    Ja, jeg får også lyst til at gense "The Warriors" efter din anmeldelse. Herlig film! Jeg er også vild med tanken om "theme gangs". Det tilføjer et kulørt aspekt til den slags fremtidsverdener.

    Kruse31-07-18 14:16

  • ★★★0

    Ja, jeg får også lyst til at gense "The Warriors" efter din anmeldelse. Herlig film! Jeg er også vild med tanken om "theme gangs". Det tilføjer et kulørt aspekt til den slags fremtidsverdener.

    De er unægtelig sjovere at se, end de mere anonyme sortklædte af slagsen. :)

    Benway31-07-18 14:37

  • ★★★★★0

    Away from Her (2006)

     

    Skuespiller Sarah Polley’s debut som spillefilmsinstruktør er en gribende smuk og hjerteskærende kærlighedsfilm, om at prøve at leve med den sorg og forholde sig til, at det menneske man har levet sammen med i en menneskealder pludselig bliver syg, ramt af Alzheimers.

    Stille og poetisk fortælles den enkle og eftertænksomme historie om at give slip, men også om at turde bringe det måske ultimative offer, for at se det menneske man har elsket forblive lykkelig i livets sidste fase. Skuespillet er stærkt, tonen er troværdig med få undtagelser og selv om det er en dybt melankolsk film, så fremstår den sjældent unødigt sentimental blot for at vi som publikum skal påvirkes.

    En på en gang nedslående og livsbekræftende fortælling, den kan virkelig anbefales til et voksent publikum.

     

    Bedømmelse: 8/10

    Tak for en inspirerende anmeldelse og en god påmindelse om at få set Sarah Polleys debutfilm. :) 

    Jeg har været ret fascineret af hende som skuespiller siden, at jeg så hende første gang i "Exotica" og efterfølgende i "The Sweeet Hereafter", samt diverse kult-hits sidst i 90'erne som "Guinevere", "Last Night", "Existenz" og "Go". Men hun er i det hele taget et interessant bekendskab også fordi, at hun har flere strenge at spille på, og som instruktør har hun gjort det rigtig godt med "Take This Waltz" og den meget rørende dokumentarfilm "Stories We Tell", hvor hun leder efter sin biologiske far.

    Du har muligvis allerede set den, men jeg vil også varmt anbefale en film som "My Life Without Me" med Sarah Polley i hovedrollen. Tematisk (ud fra din beskrivelse) har den flere fællestræk med "Away From Her". I " My Life Without Me" handler det blot om kræft i stedet for.

    NightHawk31-07-18 17:10

  • ★★★★★0

    The Warriors (1979)

    Walter Hills "The Warriors" forgår i en nær-fremtid, som dog nu blot ligner noget fra de tidlige 80’er. Den omhandler en bande, som uretmæssig beskyldes for at have myrdet en bandeleder og nu må overvinde alverdens trusler for at nå hjem til deres eget område.

    Som instruktør er Walter Hill en anelse underkendt, men hans direkte, maskuline og fandenivoldske film, bringer i lige mål minder om Sam Peckinpah og John Carpenter - uden dog helt at nå niveauet fra de fornævntes bedste film. Hans mest kendte film er givetvis den herlige "48 timer", men CV’et byder på mange perler. "The Warriors" er lavet i hu og hast på et minimalt budget, og det ville være løgn at påstå, at man ikke kan mærke det på det endelige produkt. Mange scener virker forhastede og enkelte lidt klodsede sat sammen. Hvad filmen mangler i polering, opvejer den til gengæld med energi, en følelse af spontanitet, og mest af alt af et besnærende tidsbillede af en svunden periode, som dog næppe nogensinde fandtes. Sjovt er det også at se så mange hyppige Hill-skuespillere dukke op i unge udgaver.

    Filmen fik i sin tid bl.a. på hatten for sin flade personkarakteristik, og der er da unægtelig heller ikke megen dybde i figurerne, hvis dialog ofte virker bizart vilkårlig. På den anden side er det heller ikke det, som filmen omhandler. Ligesom Carpenters "Sidste nat på Station 13" er det først og fremmest stemningen, der sælger filmen, og den er fortrinligt i hele sin absurde og uimodståeligt kulørte fremtoning. På den baggrund er det da også fuldt fortjent, at "The Warriors" er blevet lidt af en kultklassiker. Den er ganske enkelt enormt underholdende.

    5/6

    Herlig anmeldelse af en af Walter Hills bedste film. Jeg er helt enig i din beskrivelse også angående de meget simple karakter-beskrivelser, hvilket dog ikke betyder det store da man, og som du helt rigtig påpeger, bare er super godt underholdt fra start til slut. Noget af det som jeg bedst kan lide ved "The Warriors", er måde den er redigeret på, hvilket føles som at bladre i en tegneserie. Walter Hill brugte også samme teknik senere i "Streets of Fire", hvilket også gjorde at den film havde en herlig kæk og dynamisk tegneserie-stemning over sig.

    Nu skriver Guldager godt nok, at Walter Hill ikke har lavet nogle mesterværker, og det er jeg for så vidt enig i. Men alligevel vil jeg mene, at film som "Hard Times", "The Driver", "The Warriors" og "Streets of Fire" kommer meget tæt på at være det. Og ellers er det prædikat man helt rigtigt kan sætte på ham bare, at han laver bund-solid underholdning af den gode gammneldavs slags.

    Især i perioden fra debuten "Hard Times" til og med "Trespass" fra 1992 befinder Walter Hill sig på sit absolutte top niveau og kun med en enkelt kikser iblandt i form af komedien "Brewsters Millions" som skønt det, at den har Richard Pryor og John Candy i hovedrollerne stort set ikke indeholder nogen gode jokes. Efter "Trespass" har det til gengæld været noget af en kvalitetsmæssig rutsjebanetur Walter Hill har haft gang i med et par middelmådige westers som "Geronimo" og "Wild Bill", en modsat herlig moderne western som "Last Man Standing", to makværk i skikkelse af "Supernova" og "Undisputed", inden han så fik et comeback med den fremragende western mini-serie "Broken Trail" med Robert Duvall og Thomas Hayden Church i hovedrolleren.

    Det blev så fulgt op igen af en ganske hæderlig buddy-cop b-film "Bullet To the Head", som dog ikke når Hills "48 Hours" til sokkeholderne, inden han så desværre igen ramte bunden med sin seneste film "The Assignment", der trods en interessant præmis bare er hæslig fra start til slut. Jeg håber derfor, at han laver en film mere, så han kan slutte karrieren med maner. :)

    NightHawk31-07-18 17:53

  • ★★★★★1

    The Longest Week (2014)

    I den stinkende rige og fashionable del af New York lever det lettere excentriske overklasseløg, og selvhøjtidelige rodløse forfatter in spe, Conrad Valmont (Jason Bateman) sin sædvanlige dekadente ungkarle tilværelse i ro og mag, omgivet af smukke damer i luksus-suiten langt væk fra den ulidelige småborgerligheds patetiske problemstillinger. En skønne dag mens Conrad slumrer let hen i sine silkelagner, får han på flere måder en brat opvågning, da telefonen pludselig ringer med en besked om, at hans forældre under deres jordomrejse er røget så meget i totterne på hinanden at de vil skilles, hvilket betyder at der er lukket ned for den store pengetank og alle andre medfølgende goder. Ude af stand til fuldt ud at kunne acceptere og forstå de ændrede levevilkår må Conrad, nu hjemløs og uden en krone på lommen, tænke i alternative løsninger og efter en meditativ tur på gaderne i Manhattan, stolt siddende på sin elskede italienske scooter, ender han med at slå sig ned hos sin eneste ven, og konkurrent på livets alter, i skikkelse af den højt respekterede kunstner, kvindebedårer og livsnyder Dylan (Billy Cudrup).

    Pinlig berørt over sin nuværende økonomiske og sociale status blandt pøblen, og for at opretholde sit image som stilsikker levemand, stikker Conrad sin nye roommate en sludder for en sladder og fortsætter sin moralske deroute, da han introduceres for Dylans livskloge, smukke og charmerende, periodevise kæreste Beatrice (Olivia Wilde), hvem han falder pladask for lige ned i kærlighedens store soppebassin. For ikke at ende på gaden og med moderat respekt for sin langt mere succesfulde kammesjuk, hvilket både frustrerer og irriterer den eksistentielt forvirrede Conrad, sørger han på bedste vis for at holde affæren, og det eneste der giver ham en bare nogenlunde mening med tilværelsen, hemmelig i håbet om at kunne holde humøret oppe og forhåbentlig få afsluttet sin store roman, så han endelig kan få succes og atter vende tilbage til de bonede gulve, hvor han mener han hører hjemme. Undervejs sine romantiske eskapader med den underskønne, Jane Austen filosoferende og jazz-elskende Beatrice, må Conrad dog indse, at der er meget mere i livet end glamour, dekadente pjankerier og kunsten i at kunne mikse en perfekt Tom Collins.

    Man kan ikke ligefrem påstå, at instruktør Peter Glantz på nogen som helst måde opfinder den dybe tallerken med sin romantiske komedie "The Longest Week", om en midaldrende mand der må ud på en underfundig form for dannelsesrejse i et både pinligt selvreflekterende men samtidig klukkende morsomt forsøg på at forstå sig selv og finde sin rette plads i tilværelsen, mens han vikler sig selv ind og ud af diverse romantiske intriger. Når det så oven i hatten er så bevidst stil og dialogmæssigt udført med mere end almindelig stor inspiration fra de to forbilleder Wes Anderson og Woody Allen, der om nogen mestrer elegancen og sammenkoblingen ud i nostalgisk billedsprog og excentriske indfald, samt knivskarp og sprudlende dialog-udvekslinger, vil nogen højst sandsynligt være fristet til at rulle med øjnene og udbryde et henkastet mon Dieu over beskrivelsen af den manglende originalitet. Men dette er der ingenlunde grund til, for selv om formelen og retorikken er let genkendelig, er den fra Peter Glantz side udført med en uforbeholden stor respekt og kærlighed til de to førnævnte auteurs som øjeblikkeligt omsat i et utrolig velskrevet manuskript og tre yderst velspillede skuespilpræstationer sætter sig i hjertet og lattermusklerne på den mest charmerende facon, man kunne ønske sig.

    Som udgangspunkt kan det dog synes besværligt at skulle bekymre sig om filmens narcissistiske og egocentrerede protagonist, hvis forvente og forkælede livsstils attitude umiddelbart burde gøre ham til en temmelig frastødende størrelse. Men takket være endnu en underspillet pragtpræstation fra den umådeligt labre og charmerende cool Jason Bateman, der har en hel unik evne til at hvile i sig selv ligegyldigt hvad han foretager sig, forvandles hovedpersonen Conrad til en uimodståelig og elskværdig person, der elegant og forførende, dog med små skridt og i et behersket tempo, lykkedes med at danse ud af sin komfort zone af følelseskold melankoli og ud på de følelsesmæssige skrå brædder, hvor livet leves og mærkes med store positive eksistentielle ændringer til følge. Dette sker først og fremmest i den romantiske affære med den underskønne Beatrice, der spilles vidunderligt hjertevarmt og med en herlig kæk sofistikeret tiltrækningskraft af den bedårende Olivia Wilde, som agerer perfekt sparringspartner for Jason Batemans tilbagelænede stil, alt imens et herligt velklingende og blandet nostalgisk score bestående af Woody Allen hamonisk jazz og klassisk musik påtager sig rollen som baggrundstæppe for de romantiske forviklinger.

    De reference-mæssige henvisninger til Woody Allens filmiske univers fortsætter desuden på bedste vis i konfrontationerne mellem Conrad og hans bedste ven, og pudsigt nok nemesis, Dylan, hvem Billy Cudrup portrætterer med en herlig nonchalant og observant coolnes, der med knastørre replikker konstant sørger for at fantasten og drømmeren Conrad bevarer jordforbindelsen og dermed samtidig ikke lykkedes med at overgå Dylan i store visionære tanker om kunst og litteratur. Det er en utrolig godt skrevet og meget morsom magtkamp, der foregår imellem de to lettere elitære mænd, som bringer gode minder frem på nethinden om Woody Allens selvsamme dueller mod både Alan Alda og Tony Roberts. Sidstnævnte har da også meget passende en herlig birolle i "The Longest Week" som Conrads hårdt prøvede psykolog, der kommer på nogle store udfordringer, da han forsøger at give Conrad et overblik over sin kontrære klients excentriske fejltrin, der yderligere indrammes og fremhæves med en vindtør sarkastisk voice-over på bedste Wes Anderson manér.

    "The Longest Week" spiller unægtelig på genkendelighedens glæde og nostalgiens følelser, men gør det til gengæld så overbevisende hyggeligt og humoristisk charmerende, at jeg efterfølgende fik lyst til at tage mig en lille hip dans i stuen som en hyldest til filmen og Jason Batemans evne til at løfte mit humør helt op i skyerne.

    www.youtube.com/watch

    8/10

    NightHawk 1-08-18 00:37

  • ★★★★1

    Var til snigpremiere på ‘Fallout’ i går. 

    Så er sommeren for alvor skudt i gang og Mr. Cruise og Co. leverer, hands down, den bedste MI-film. Punktum. Bedre action fås ikke og slet ikke så rendyrket som her. Den ene forbløffende scene følger efter den anden og i det sidste akt er der virkelig blus under kedlerne. Holy crap!

    Cruise har efterhånden patent på blockbusters og man må bare tage hatten af og bøje sig i støvet for arbejdsindsatsen. Engang var der Buster Keaton. Nu er det Tom Cruise. Sidder solidt på tronen. Resultatet viser en slående forskel på computereffekter og så the real thing. Og det førstnævnte kan rende mig et vist sted.

    Teamwork har altid været en meget vigtig del af MI-film. Og sikke et teamwork! Godt skuespil fra alle involverende, der bringer filmen fremad med en fin energi. Det spiller bare. Stor cadeau til folkene bag. Jeg ser intet på horisonten i år eller det næste stykke tid, der bare kan komme i nærheden af 'Fallout' actionmæssigt. En oplevelse! Jeg hyggede mig gevaldigt med denne. 10/10

    Babo 1-08-18 09:56

  • ★★★★0

    Måske sænker jeg karakteren lidt ved gensyn, men what a rush og må derfor lade begejstringen få frit løb :) Det er lidt utroligt de har formået at få det maksimale ud af et forslidt plot om atombomber og nedtælling, men det virker. Scoret er meget Zimmer’esk a la TDKR, så for nogle ville det være turn off. Og så har McQuarrie tydeligvis kigget Nolan lidt i kortene, men det er i høj grad en MI-film. Og den bedste af slagsen. Jeg genså 5’eren op til denne og den er stadig rigtig, rigtig god, men Fallout overgår den på alle planer. 

    Babo 1-08-18 10:01

  • ★★★★★0

    Awesome glæder mig til Fredag, hvor jeg skal se den :)

    Elwood 1-08-18 10:58

  • ★★★0

    Synes også at Fallout var rigtig fin underholdning, men er slet ikke oppe på topkarakter. Fandt den en anelse langtrukken og synes der gik lidt for lang tid før den kom rigtig i gang, men så leverede den også flere underholdende og veludførte actionsekvenser. 

    8/10

    Essal 1-08-18 11:07

  • ★★★★0

    Awesome glæder mig til Fredag, hvor jeg skal se den :)

    Bare det at mærke suset gennem publikum da Cruise springer mellem to bygninger, var helt vildt at opleve. 

    Babo 1-08-18 11:08

  • ★★★★0

    Synes også at Fallout var rigtig fin underholdning, men er slet ikke oppe på topkarakter. Fandt den en anelse langtrukken og synes der gik lidt for lang tid før den kom rigtig i gang, men så leverede den også flere underholdende og veludførte actionsekvenser. 

    8/10

    Som sagt, kan være den falder ned med en enkelt karakter ved gensyn, men som die hard actionfan, er dette noget nær max level sammen med Fury Road, snakker vi rendyrkede actionfilm. Kan du da komme på noget bedre? Jeg kedede mig ikke et eneste øjeblik. 

    Babo 1-08-18 11:20

  • ★★★0

    Kan du da komme på noget bedre?

    Ja, Fury Road ;)

    Og det er kun hvis vi snakker nye actionfilm.

    Essal 1-08-18 15:53

  • ★★★★0

    Ja, Fury Road ;)

    Og det er kun hvis vi snakker nye actionfilm.

    Jeg er faktisk lidt i tvivl om den er bedre? Jeg synes der var langt mere variation i actiondelen i Fallout. Og måske også lidt bedre karaktertegning med lidt emotionel pondus. Fury Road klart bedre til at kommunikere historien mere visuelt. Men tror sgu det er tæt løb, hvis jeg skal være ærlig. Hvad ellers?

    Babo 1-08-18 16:00

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen