Det begynder at ligne at sagaen får et tragisk endeligt synes jeg. TFA var megaunderholdende og medrivende fortalt. Historien kunne have været mere opfindsom, men som både en ny opstart og samtidig hyldest til originalen gjorde den det den skulle og det ret godt. TLJ var underholdende i alle dens strittende elementer og påfund, men var også fyldt med frustrerende beslutninger. Jeg har endnu ikke haft mod til et gensyn. Men jeg har desværre svært ved at se hvordan de skal lande Skywalker sagaen godt. Nuvel, uanset så er der uendelige mange og stærke meninger om SW og de kan ikke tilfredsstille dem alle.
Afdøde Carrie Fisher vender tilbage som Leia i "Star Wars: Episode IX"
Ved hjælp af hidtil usete optagelser vil Lucasfilm forsøge at ære Leia og afslutte Skywalker-sagaen på tilfredstillende vis.
Lucasfilm har hevet noget af en kanin op af hatten til alverdens Star Wars-fans: Carrie Fisher, der døde i december 2016 som følge af et hjerteanfald, bliver alligevel en del af sidste kapitel i Skywalker-sagaen i glansrollen som Leia. Det sker ved at benytte hidtil usete optagelser af skuespillerinden fra "The Force Awakens" fra 2015. Fisher har som bekendt optrådt i de to første episode-film, der kom efter Disneys overtagelse af Lucasfilm, hvor J. J. Abrams instruerede den første.
Det var fra start af meningen, at Fisher skulle spille en fremtrædende rolle i efterfølgeren til sagaens ottende kapitel, "The Last Jedi", hvor hun sidst gav den som Leia, og som følge af hendes tidlige bortgang er manuskriptet til den endnu unavngivne "Episode IX" blevet rettet til.
J. J. Abrams, der vender tilbage i instuktørstolen på "Star Wars: Episode IX", siger om beslutningen: "Vi kunne ikke på tilfredsstillende vis afslutte Skywalker-sagaen uden hende. Vi ville aldrig re-caste eller bruge en computergenereret karakter. Med støtte og velsignelse fra hendes datter, Billie, har vi fundet en måde, hvorpå vi kan ære Carries arv og rolle som Leia i Episode IX ved at benytte usete optagelser, som vi skød til Episode VII."
Luke og Lando vender tilbage
Det bekræftes endvidere, at Star Wars-veteranenerne Mark Hamill og Billy Dee Williams også vender tilbage i den nye film. Sidst Williams kunne ses som charmøren Lando Calrissian var i "Jedi-ridderen vender tilbage" fra 1983, mens Hamill sidst spillede Luke Skywalker i "The Last Jedi". Derudover medvirker Daisy Ridley, John Boyega, Oscar Isaac og Adam Driver naturligvis også i deres respektive roller fra "The Force Awakens" og "The Last Jedi", og de får blandt andet følgeskab af nytilkomne Keri Russell ("The Americans").
Musikken leveres endnu en gang af legenden John Williams, og optagelserne til niende kapitel starter i London 1. august med forventet premiere i december 2019.