Se Tom Hardy som gangsterbossen Al Capone i "Fonzo"

Hardy er klar som demensramt forbryderboss i Josh Tranks nye film.

Første officielle kig på gangsterfilmen "Fonzo" er nu landet. Filmen har Tom Hardy i hovedrollen som den legendariske mafiaboss Al Capone, som i sin tid blev omtalt som samfundets fjende nummer et i de amerikanske medier.

"Fonzo" vil vise personen Alphonse Gabriel Capone i en mere sårbar udgave og ikke kun som den ekstravagante og hårdkogte gangsterleder, der faktisk engang havde folkets opbakning. I filmen møder vi en 47-årig demensramt Capone, som tænker tilbage på sit liv og sine gerninger efter en årrække i fængsel, og historien følger den detroniserede gangsterboss, der i demensens vold forsøger at skelne fortid fra nutid, mens han konfronteres med sit livs dæmoner.

Foruden Hardy byder filmens rolleliste på navne som Linda Cardellini ("Bloodline"), Matt Dillon ("The House That Jack Built") og "Twin Peaks"-stjernen Kyle McLachlan.

første Josh trank-film siden "Fantastic Four"

"Chronicle"-instruktøren Josh Trank står bag fortællingen om gangsterbossen. Trank, hvis seneste spillefilm er superhelteskuffelsen "Fantastic Four" fra 2015, har også skrevet manuskriptet til det kommende projekt, som efterhånden har været under udvikling et par år og bliver instruktørens første filmprojekt udenfor science fiction-genren.

Det er endnu uvist, hvornår "Fonzo" får biografpremiere, men gangsterfilmen lander sandsynligvis engang i 2019. Du kan se det første billede fra projektet nedenfor.

Kommentarer

Se Tom Hardy som gangsterbossen Al Capone i "Fonzo"

  • ★★★★★0

    Hvorfor er Fant4stick ikke på min Netflix endnu? Jeg er nysgerrig, men vil jo ikke give penge for at se den... 

    Lars!10-08-18 10:18

  • ★★★★★★0

    Han ligner en der har fået smidt en gang flyvende latex i ansigtet:-D

    T. Nielsen10-08-18 10:34

  • ★★★★★0

    Han ligner en der har fået smidt en gang flyvende latex i ansigtet:-D

    Ja, det har Tom Hardy vel også en ting for..? 

    Behind the scenes: 

    "Put something on my face! Anything!!" 

    Lars!10-08-18 11:27

  • ★★★★★★0

    Han ligner en der har fået smidt en gang flydende latex i ansigtet:-D

    Rettet:-)

    T. Nielsen10-08-18 11:41

  • ★★★0

    Han ligner en der har fået smidt en gang flyvende latex i ansigtet:-D

    Ja, det ser ikke alt for heldigt ud. Forhåbentlig ser det bedre ud i den endelige film. 

    Essal10-08-18 13:58

  • ★★★★★★0

    Ja, det ser ikke alt for heldigt ud. Forhåbentlig ser det bedre ud i den endelige film. 

    Lad os håbe, for synes præmissen er interessant nok.

    T. Nielsen10-08-18 14:12

  • ★★★0

    Kunne de ikke bare have genbrugt lidt af Gary Oldmans fatsuit

    MOVIE100010-08-18 14:21

  • 0

    Hvorfor er Fant4stick ikke på min Netflix endnu? Jeg er nysgerrig, men vil jo ikke give penge for at se den... 

    Den er bedre end sit rygte. Jeg fandt den ret underholdende, da den tager tid til at bygge karaktererne op, Thing er ret ond i sulet, og skurken rykker rimeligt hurtigt uden at holde enetale.

    Med lave forventninger bliver det en ganske habil oplevelse. Jeg gad godt se Tranks oprindelige udgave...

    Nickell10-08-18 20:55

  • ★★★★★0

    Den er bedre end sit rygte. Jeg fandt den ret underholdende, da den tager tid til at bygge karaktererne op, Thing er ret ond i sulet, og skurken rykker rimeligt hurtigt uden at holde enetale.

    Med lave forventninger bliver det en ganske habil oplevelse. Jeg gad godt se Tranks oprindelige udgave...

    Se, det er jo sådanne udmeldinger, som gør mig lidt nysgerrig. I hvilken grad filmen bare er misforstået og et mismatch med forventninger, lidt a la Ang Lee's "The Hulk"... Det skal jeg finde ud af en dag :) 

    Lars!12-08-18 15:08

  • ★★★★★★1

    Folk forventede nok den klassiske udgave af Fantastic Four, men fik i bund og grund udgaven fra Ultimate-universet. Den variant af Marvel-universet vil nok blive opfattet af mange som mere gritty og mørkere, men jeg vil mene at man blot forsøgte at lave en mere jordnær version, hvor heltenes handlinger faktisk havde en del konsekvenser i den virkelige verden og folk der døde, ikke bare på magisk vis kom tilbage. Det holdt vist ikke helt i længden, men det var tanken til at starte med.

    Man kan sige, at den lidt minder om Man of Steel på den facon, at Man of Steel også læner sig stærkt op ad en specifikt historie/serie, hvor Superman ikke er helt er den samme helt, som man kender fra de klassiske historier, hvor hans tilstedeværelse har alvorlige konsekvenser for Jorden og hvor han i høj grad føler sig lidt fremmedgjort pga. hans ophav.

    Og ja, jeg er helt enig, jeg ville også gerne have set Tranks udgave af filmen.

    Zero Cool12-08-18 15:49

  • ★★★★★0

    Den er et clusterfuck af dimensioner, men den har jo også haft en ret turbulent produktion. Jeg finder den mere interessant end vellykket, og ville også rigtig gerne se Tranks oprindelige vision, for der gemmer sig helt sikkert en god film i alt det rod.

    David Lund12-08-18 17:17

  • ★★0

    Jeg tror nu ikke det var det nye take på universet og folks tilhørende forventninger, som var problemet. Tror nærmere bare det var eksekveringen af selve filmen som sejlede. Jeg har aldrig set en blockbusterfilm der har en så underlig struktur - det føles vitterligt ikke som om der er et andet akt. Det er en lang introduktion og så ti minutters klimaks. Jeg var målløs da timeren sagde der der var gået halvanden time og filmen nu var slut. I forhold til introduktion, uddybelse, konflikt og optrapning føltes det som om filmen knap var startet før den gik i gang.

    Tvivlsom CGI og katastrofal paryk hjalp selvfølgelig heller ikke. Men der findes helt sikkert en fin film i rodet. 

    Mikkel Abel12-08-18 18:33

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen