Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★★★★0

    Coraline (2009)

     

    Som film ligner 'Coraline' visuelt slet ikke den tegneserie den er bygget på. Det sagt, så er det en sjældent original og spændende vellykket børne- og familiefilm med en lidt skræmmende historie, bygget op som et klassisk eventyr lidt i den Grimm'ske tradition.

    Det er historien om pigen Coraline, der opdager et alternativt univers igennem en hemmelig dør i sine forældres hus, hvor alt lader til at være nøjagtigt som hun drømmer om.

    Den er flot lavet gammeldags animation og så det meningsfuldt og sært skæv, uden at ty til hysterisk falde-på-halen komik, som vi ellers ser i så mange moderne animationsfilm.

    Den her hører bestemt også til de mere intelligente og mindeværdige, med en underfundig tone og et dystert setup.

     

    Bedømmelse: 9/10

    T. Nielsen11-08-18 10:20

  • ★★★★★0

    One-Eyed Monster (2008)

     

    Af alle tåbelige low budget film jeg har set, der må 'One-Eyed Monster' være bygget på en af de mere langt ude, men også latterlige sjove ideer.

    Pornoskuespilleren Ron Jeremy's (han spiller sig selv) pik bliver besat af en alien, river sig løs fra hans krop og går løs på en gruppe mennesker i færd med at indspille en pornofilm i et øde bjergområde.

    Det lyder åndssvagt og der bydes som man kan forvente også på platte morsomme øjeblikke, både på dialogsiden og de lamme indfald.

    Desværre er det som om folkene bag ikke har været i stand til at gå linen ud, måske på grund af manglende økonomiske midler eller manglende talent (sikkert begge dele), så filmen bliver aldrig helt den herlige skøre og energiske B-film a la 'Evil Dead' og andre, som man kunne ønske sig.

    Slutningen hvor en afdanket og aldrende pornoskuespillerinde med hjælp fra sin fisse prøver at besejre monsterpikken er dog så latterligt langt ude, at den er værd at vente på.

    Mere end en middelmådig rating kan det nu alligevel ikke blive til, trods min forkærlighed for den slags trashy shit:-)

     

    Bedømmelse: 4/10

    Ikke så stærk, men den temalignende Bad Biology fungerer noget bedre, hvis du er frisk på mere ondskabelig pikkemand =)

    David Lund11-08-18 12:51

  • ★★★★★★0

    Ikke så stærk, men den temalignende Bad Biology fungerer noget bedre, hvis du er frisk på mere ondskabelig pikkemand =)

    Hvem kan sige nej til lidt monstercock? Så tak for anbefaling:) Jeg ser om den er til at betale og få hjem.

    T. Nielsen11-08-18 12:55

  • ★★★★★★0

    En kammerat gjorde mig obs på at Coraline oprindeligt var en roman og ikke en tegneserie. Jeg troede den var bygger på den Gaiman bog jeg havde, som man moderne vel kalder grafisk novelle. Nemlig denne her: 

    www.saxo.com/dk/coraline_neil-gaiman_indbundet_9788763810883

    Nogen der ved om den findes som “ren” bog? Jeg tænker det er denne her udgave:

    www.saxo.com/dk/coraline_neil-gaiman_indbundet_9788763827942

    T. Nielsen11-08-18 13:46

  • ★★★★★★0

    som man moderne vel kalder grafisk novelle.

    Jo, det gør man og det er på sin vis forkert, fordi det er en fordanskning af graphic novel, som bør oversættes til grafisk roman, hvis man nu absolut skal oversætte det. :)

    Selv kalder jeg alt af den slags for tegneserier, fordi jeg synes at "graphic novel" smager af, at man lidt skammer sig over, at man læser tegneserier.

    Og det har selvfølgelig intet med dig at gøre, herr Nielsen, det er bare en af mine kæpheste. :D

    Zero Cool11-08-18 13:55

  • ★★★★★★0

    Jo, det gør man og det er på sin vis forkert, fordi det er en fordanskning af graphic novel, som bør oversættes til grafisk roman, hvis man nu absolut skal oversætte det. :)

    Selv kalder jeg alt af den slags for tegneserier, fordi jeg synes at "graphic novel" smager af, at man lidt skammer sig over, at man læser tegneserier.

    Og det har selvfølgelig intet med dig at gøre, herr Nielsen, det er bare en af mine kæpheste. :D

    Jeg skrev jo netop også tegneserie i min anmeldelse af Coraline, så jeg er faktisk ret så enig Mister Bruno:)

    T. Nielsen11-08-18 13:59

  • ★★★★0

    Jeg synes egentlig, at grafisk roman er ok. Tegneserie er et godt ord - i hvert fald bedre end comic book (da de ikke alle sammen sjove), men "serie" passer jo egentlig ikke rigtig på formatet, hvor det kun er ét samlet værk.

    chandler7511-08-18 14:37

  • ★★★★★★0

    Jeg synes egentlig, at grafisk roman er ok. Tegneserie er et godt ord - i hvert fald bedre end comic book (da de ikke alle sammen sjove), men "serie" passer jo egentlig ikke rigtig på formatet, hvor det kun er ét samlet værk.

    Men det er jo trods alt en serie af tegnet billeder, der samlet gør en historie (selv om navnet tegneserie måske ikke er opstået af dette:)

    T. Nielsen11-08-18 15:03

  • 0

    Nogen der ved om den findes som “ren” bog? Jeg tænker det er denne her udgave:

    www.saxo.com/dk/coraline_neil-gaiman_indbundet_9788763827942

    Det ser rigtigt ud :)

    Jeg læste den også først som bog, og husker den som ret fin og til tider lidt uhyggelig.

    Jeg kan i øvrigt også anbefale Gaimans The Graveyard Book, som er en omklædning af Kiplings The Jungle Book. Selv havde jeg kun set Disneys udgave af Kipling inden jeg læste Graveyard Book, men jeg kunne stadig genkende dele af jungleeventyret i kirkegårdens, hvilket var både finurligt og eventyrligt.

    Muldgraver11-08-18 17:13

  • ★★★★★★0

    Jeg kan i øvrigt også anbefale Gaimans The Graveyard Book, som er en omklædning af Kiplings The Jungle Book. Selv havde jeg kun set Disneys udgave af Kipling inden jeg læste Graveyard Book, men jeg kunne stadig genkende dele af jungleeventyret i kirkegårdens, hvilket var både finurligt og eventyrligt.

    Jeg har læst Junglebogen, men det er mange år siden. Påtænker at læse den igen, men for mine børn når de bliver lidt ældre. Graveyard Book må jeg se om jeg evt støder på en dag. Min “læseliste” er dog ret lang, så der går nok nogle år inden det evt sker:-) Tak for anbefalingen:)

    T. Nielsen11-08-18 20:44

  • ★★★★★★0

    Jeg skrev jo netop også tegneserie i min anmeldelse af Coraline, så jeg er faktisk ret så enig Mister Bruno:)

    I seen it! :D

    Zero Cool11-08-18 20:59

  • ★★★★★★0

    Jeg synes egentlig, at grafisk roman er ok. Tegneserie er et godt ord - i hvert fald bedre end comic book (da de ikke alle sammen sjove), men "serie" passer jo egentlig ikke rigtig på formatet, hvor det kun er ét samlet værk.

    Problemet er lidt, at begrebet ikke rigtigt giver mening. Eksempelvis omtales Watchmen ofte som en graphic novel, men oprindeligt var det en serie.

    På dansk giver "album" lidt mere mening, synes jeg, hvis man skal tale om en historie der er et samlet værk.

    Zero Cool11-08-18 21:03

  • ★★★★★0

    den har sine små svagheder i både personbeskrivelser og indfald her og der

     

    Mickey Rooney... facepalm. 

    Lars!12-08-18 15:06

  • ★★★★★★0

    Mickey Rooney... facepalm. 

    Ja i dag virker det måske nok idiotisk, men jeg kan nu ofte ganske godt sætte mig ind i den samtid en film er lavet i og til dels abstrahere fra den slags. Man kan så diskutere om man finder rollen godt spillet uanset og selvsagt behøver man ikke undskylde rollen og gøre den “bedre” end de øjne man ser den med i dag. 

    T. Nielsen12-08-18 16:55

  • 1

    Die Hard (1988)

    For 30 år siden udkom Die Hard, og siden hen har et utal af actionfilm forsøgt at kopiere formlen, til måske verdens bedste actionfilm..

    Men for 30 år siden var det ikke en film, som mange havde store forventninger til. Stjerner såsom Sylvester Stallone, Harrison Ford, Robert De Niro, Charles Bronson, Nick Nolte, Mel Gibson, Richard Gere, Don Johnson og Burt Reynolds, sagde ifølge rygterne alle nej til rollen som John McClane. Selv instruktøren, John McTiernan, takkede faktisk først nej... 

    Filmen foregår i Los Angeles, til den årlige julefest hos et stort firma, hvor John McClane er på besøg, for at besøge sin kone, som han er vel på vej imod en seperation med. Hun er flyttet til L.A., hvor han er blevet i New York, for at bevare sit job som politimand. En konflikt som blusser op meget hurtigt i filmen, men hurtigt fordufter igen, da tyske terrorister/bankrøvere indtager den årlige julefest, og holder alle gæsterne som gidsler. Dog ikke en vis Mr. McClane. 

    Selv 30 år efter, holder filmen stadig 100%. Bruce Willis, er til trods for, at han ikke var i nærheden af at være producernes darling til rollen, en helt igennem perfekt casting. John McClane er ham, og omvendt. Nogle skuespillere får roller, hvor de simpelthen bare ejer den. Såsom Mel Gibson eget skøre sind, nok også gjorde Martin Riggs, i Dødbringende Våben, til en unik karakter. Og så er "Yippie-kay-yay motherf***er" også en ide fra Bruce Willis selv. En ide han aldrig troede ville blive taget alvorligt. Nu er den legendarisk. 
    Ydermere er det Alan Rickmans debut i en fuldlængde film, og det mærker man på ingen måde, da han vel er en af de bedste og mest bemærkelsesværdige skurke, stadig den dag i dag? Dele af denne karakter, primært arrogancen, synes også at kunne ses i dele af Professor Snape, fra Harry Potter. 
    Netop at de to skuespillere er så stor en del af filmen, ses også meget tydeligt i scenen hvor McClane møder Hans Gruber. En scene som ikke var øvet på forhånd.

    Man kunne blive ved ift. castingen, manuskriptet osv., men filmen var en ren lottokupon på mange måder, som bare gik rent hjem, hele vejen. Filmen forstår at have den helt rette balance ift. tempo, klipning, samt de korte passager af følelser, der lige skal være, for at få vores helt endnu mere i øjenhøjde med os (Eks: scenen på toilettet hvor John McClanes fortæller Powell, at han måske ikke klarer den). John McClane var nemlig en af de første hverdagshelte. Den ufrivillige helt, som vi senere har set et utal af eksempler på - tydeligst i Olympus Has Fallen (og White House Down), som klip for klip, nærmest har "lånt" fra Die Hard, og så den nye Skyscraper med Dwayne Johnson.

    Die Hard er film som vi sjældent ser dem i dag. Vores helte skal helst have kapper, masker, overdimensionelle muskler, komme fra rummet, flyve på insekter eller fyre store stråler af et eller andet, ud af deres dragter. 


    John McClane var bare det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. En politimand, som egentlig har fri. En mand som kommer for at klinke skårene med sin kone, og som pludselig finder sig selv midt i suppedasen. Han er ikke sejere end den normale mand på gaden, udover han er politimand, og netop dét, får os alle til at tænke, at vi også havde taget vores undertrøje på, og nedlagt 12 tyskere, for blot at score konen igen, lige efter en skænderi. Netop dén følelse kan Die Hard give dig en snært af  -> "det ku' jeg da også... Måske". Noget film ikke magter specielt godt i dag, hvor vores helte ofte laver endnu mere urealistiske ting, som at kaste sig ud fra højehuse iført en brandslange... ;)  

    Og er det verdens bedste actionsfilm? Jeg kan ikke komme på nogen mere helstøbte actionfilm, med så gode karakterer, stram historie og fantastisk action. 

    6/6

    Gladiator12-08-18 17:40

  • ★★★★★0

    Kickboxer og Commando er selvfølgelig bedre, men Die Hard er også i toppen =)

    David Lund12-08-18 17:08

  • ★★★★0

    Har lige genset Commando, for resten :)

    Babo12-08-18 17:16

  • ★★★★1

    Cannibal Holocaust (BD)

    To avoid fainting keep repeating, it’s only a movie, it’s only a movie...

    Der er fremkommet mange bud på, hvad denne film er. Det er afgjort en dybt kontroversiel film, der fremviser en række grufulde scener uden filter. Der er bestemt ikke overladt noget til fantasien og jeg tror ærligt heller ikke man kan forestille sig værre ting end det fremviste materiale.

    Jeg synes den fungerer som film og kommentar til ‘det civiliserede’. Mange imponerende tekniske kneb, der har dannet skole siden. Men hård kost pga volden. 7/10

    Babo12-08-18 17:18

  • ★★★★★0

    Har lige genset Commando, for resten :)

    Haha fedt! Jeg ser den stadig med jævne mellemrum! Dejlig nonstop fjollet action med fede replikker. Elsker den! =)

    David Lund12-08-18 17:19

  • ★★★★0

    Haha fedt! Jeg ser den stadig med jævne mellemrum! Dejlig nonstop fjollet action med fede replikker. Elsker den! =)

    Jeg kørte Arnold kavalkade med den, Total Recall og et par andre. Den er stadig fornøjelig og viser som få actionfilm mange måder at dø på :)

    Babo12-08-18 17:24

  • ★★★★★0

    Ja i dag virker det måske nok idiotisk, men jeg kan nu ofte ganske godt sætte mig ind i den samtid en film er lavet i og til dels abstrahere fra den slags. Man kan så diskutere om man finder rollen godt spillet uanset og selvsagt behøver man ikke undskylde rollen og gøre den “bedre” end de øjne man ser den med i dag. 

    Der er mange ting i det. Japaner-racismen i USA er nok ret mystisk for os europæere, som tror "Pearl Harbor" bare er en Michael Bay-film. Men jeg fandt det egentlig bare retarderet og umorsomt og højst malplaceret i en ellers fremragende og på mange områder langt mere intelligent film. 

    Lars!12-08-18 17:49

  • ★★★★★★0

    Men jeg fandt det egentlig bare retarderet og umorsomt og højst malplaceret i en ellers fremragende og på mange områder langt mere intelligent film. 

    Deri er jeg så egentlig ikke uenig! 

    T. Nielsen12-08-18 18:13

  • ★★★★★1

    Carol (2015)

    New York, 1952. Alt imens julen står for døren og sneen daler engleblidt ned over gader og stræder, forbereder den unge, generte, dagdrømmende Therese (Rooney Mara) sig på endnu en uinspirerende og søvndyssende stund bag disken i stormagasinet Frankenbergs legetøjsafdeling, da den faste trummerum på befriende vis afbrydes ved synet af den noget ældre, lettere fortabte, men underskønne high society frue Carol (Cate Blanchett), der er på udkig efter mere end blot en gave til sin datter. Skønt de begge mærker en øjeblikkelig tiltrækning af hinanden, agerer ingen af dem på den umiddelbare sitren i kroppen, men lader i stedet følelserne blive bag facaden vel vidende, at de på kærlighdsfronten befinder sig på både usikker grund og fjendtligt territorium blandt det dydige, retskafne og anstændige borgerskab og dets konforme levevis.

    Trods det at mistænkelige og fordømmende blikke lurer over alt, kan den erfarne og snu Carol alligevel ikke styre sin nysgerrighed over Thereses fortryllende væsen og ender mellem linjerne med at flirte så meget med hende, at Thereses næsten ikke kan være i sig selv, da de tager afsked med hinanden igen. Pludselig overvældet af en overrumplende følelse af tomhed og ensomhed ånder Therese lettet op, da hun opdager, at Carol har glemt sine handsker ved skranken, og håbet om en snarlig genforening derfor stadigvæk lever i bedste velgående.

    Efter at Therese, via adressen fra den afsendte julegave, får sendt handskerne retur til Carol, inviteres hun efterfølgende, og til hendes store lettelse, til at besøge Carol i hendes fashionable hjem og alt synes for en stund at være i en tilstand af ren og uforfalsket lykke. Men idyllen varer kun kort ved og pludselig må Therese se sig selv som ufrivilligt vidne til en ophedet diskussion mellem den frustrerede Carol og hendes separerede mand Hadge (Kyle Chandler), der uventet dukker op for at minde sin kone om deres, for hans vedkommende, smertelige brud og den presserende forældremyndighedssag, der er i færd med at flå hendes hjerte og sjæl i småstykker. I vildrede om hvorvidt Thereses følelser for den hypnotisk smukke overklassefrue er spild af tid og kræfter, og alt imens Carol desperat forsøger at manøvrere rundt i blandt de kaotiske rester af hendes forliste ægteskab i håbet om at bevare sit stærke bånd til sin højt elskede datter, driver de to kvinder for en kort periode fra hinanden.

    Men trods Hadges ihærdige insisteren på at forpurre Carols løsrivelsesproces og kamp for selvstændighed, og trods det at et par af Thereses venner og mandlige bejlere gør deres bedste for at trække hende i deres retning, vælger de to kvinder i stedet at sætte alt på et bræt og deres spirende forhold på den ultimative prøve, da de mod alle odds drager ud på et romantisk road trip, der endegyldigt vil definere om de to kurtiserende turtelduer har en fremtid sammen i en verden, hvor hverken de eller deres form for kærlighed har store chancer for at overleve.

    ----

    Da krimiforfatteren Patricia Highsmith tilbage i 1952, efter succesen med den senere klassiker og Alfred Hitchcock favorit “Strangers On a Train”, havde lagt sidste hånd på sin anden og betydeligt anderledes novelle “The Prize of Salt” - om en tabubelagt romantisk affære mellem to kvinder - måtte hun datidens normer og stringente levevis taget i betragtning lettere modvilligt, og for at undgå at bliver stemplet som en lesbisk forfatter med forringede karrieremuligheder, udgive bogen under pseudonymet Claire Morgan. Temaet om homoseksualitet som drivkraft for ypperlig historiefortælling - om forbudt kærlighed og melankolsk manifestation i protagonisternes dekonstruktion af samfundsnormer, sociale lag og samfundsgodkendte etablerede menneskelige relationer - var dog ingenlunde nyt for Patricia Highsmith, der både i bl.a. “Strangers On a Train” og senere i mere fremtrædende form i den samlede saga og mesterværk om den menneskelig kamæleon og identitets-søgende Tom Ripley, havde homoseksualiteten vævet ind i deres respektive fortællinger.

    Dette var dog primært skrevet som subtekst baseret materiale og metaforer, så da Patricia Highsmith skrev sin semi-biografiske og uforbeholdne eksplicitte hyldest til kærligheden imellem to af samme køn - fortalt som en episk romance der hverken undskyldte for eller problematiserede den dengang forbudte kærlighed på en hverken selvdestruktiv eller farefuld facon - tog hun ikke blot en stor chance for at blive stigmatiseret og fremmedgjort men skrev ligeledes en rebelsk antiautoritær bog, der var flere årtier forud for sin tid.

    Derfor var det da også meget passende, bogens natur taget i betragtning, at “The Prize of Salt” (der senere hen på retfærdig vis blev udgivet under den langt mere sigende titlen “Carol”) af flere omveje på sin lange rejse blandt flere interesserede parter endte i hænderne på Todd Haynes. Som en af de største pionerer indenfor New Queer Cinema - hvis alternativt tænkende bevægelse tog sine spæde skridt i midt 80’erne som en reaktion på aids-krisen og for alvor fik sin opblomstring i 90’erne - kunne Patricia Highsmith ikke have ønsket sig en mere kreativ og sensibel instruktør til at visualisere sin episke romance, hvor det meste af handlingen blev udtrykt mellem linjerne og teksturen i karakterernes ambivalente kropssprog.

    Tidligere i sin karriere havde Todd Haynes sågar, og på den mest betagende og sofistikerede samfundskritiske facon, bevæget sig rundt i en sammenlignelig historie i samme tidsperiode om forbudt kærlighed og sociale lag med den mesterlige Douglas Sirk pastiche “Far From Heaven”, der var et sarkastisk sansebombardement af en varm og pulserende farve-palette, hvis glorificerende technicolor netop var et af de væsentlige og vigtigste punkter ud i at udstille ironien og dobbeltmoralen i den pågældende tidsperiode og dets levevis.

    Med “Carol” var det visuelle look en mindst ligeså vigtig faktor, men frem for at kopiere sig selv valgte Todd Haynes, i samarbejde med fotograf Edward Lachman, i stedet at eksekvere 50’ernes æstetik ved at filme i grynet Super 16 mm og med en mere nedtonet farve-palette, som dermed fremhævede kontrasten mellem de to forelskede hovedpersoners indre varmblodede turbulens og omverdenens kølige ydre melankoli og tyngende tungsind.

    Samme stemning fanger Edward Lachman og Todd Haynes ligeledes på smukkeste og mest symbolsk vis i kameraets evne til at iagttage og fremhæve objekter som duggede, regnvåde ruder og spejle, der både agerer en slags usynlig men stadig gennemsigtig barriere og reflekterende eftertænksomhed for både Carol men især Therese, der er filmens famlende og nysgerrige debutant når det kommer til at manøvrere rundt på kærlighedens og erotikkens snørklede vejkort.

    Trods det at “Carol” som nævnt tidligere er en episk romance, som dermed adskiller sig fra Patricia Highsmiths øvrige værker, er der gennemgående i filmen stadig ekkoer af en ulmende farefuld og truende stemning, understøttet af Carter Burwells mørke og melankolske underlægningsmusik der, i fællesskab med Phyllis Nagys detaljerige og meditative manuskript, pudsigt nok præsenterer de to kvinders tiltrækning og stormende forelskelse i et skær af spion-thriller atmosfære hvor blikke, betragtninger, berøringer og samtaler i det offentlige rum må foregå i tvetydigt kodesprog, med den indledende scene som et glimrende eksempel på dette.

    Netop derfor er det også en udsøgt fornøjelse at betragte to så talentfulde skuespillere i de to hovedroller, der forstår deres roller til fingerspidserne og er i stand til at formidle karakterernes følelser med et både forkrampet mådehold og et eventyrlystent begær, der ligger og bobler lige unde huden, men som med jævne mellemrum sofistikeret fordamper i luften omkring dem og udløser en magnetisk tiltrækning, der er svær ikke selv at blive berørt af som tilskuer.

    Som den unge, drømmende og håbefulde Therese, der desuden bærer på et ønske om at bryde ud af sit sociale lag og sin faste trummerum ved at aspirere til at blive fotograf, portrættere Rooney Mara rollen med en bedårende yndefuld skrøbelighed og sødmefuld naivitet, som langsomt i karakterens coming-off- age ark begynder at udvikle sig til en viljefast ung kvinde med sine meningers mod undervejs sin følelsesmæssige rutsjebanetur og eventyrlige forhold til Carol, der for Therese både repræsentere rollen som kærlighedsobjekt , elsker og muse på en og samme tid. Det er en blanding af sublimt behersket underspil af den allerfineste slags og kriblende ungdommelig kådhed som går lige i hjertet, der kommer til udtryk fra Rooney Mara, som forløser sin karakters ydre og indre reaktioner i en perlerække af flere sirligt orkestrerede scener, der yderligere løftes i betagende fascination i det mesterlige samspil med Cate Blanchett, som sjældent er set mere hypnotisk smuk og forførende, end hun er her.

    Cate Blanchett er ud over at være en gudbenådet dygtig skuespiller også en af den slags sjældne typer i dag, som er i besiddelse af den glamourøse filmmagi og udtryksfulde feminine starpower, der omgav de mest sensuelle og mest karismatiske skuespillerinder i 40’ernes og 50’ernes Hollywood, hvilket hun på overbevisende vis udnytter med maksimal effekt i rollen som den langt mere erfarne og seksuelt berigede Carol. Når Cate Blanchett med forførende selvsikkerhed entrerer, i hvad end situation det måtte være, og lader sit blik falde på og sine fingre let kærtegne sin yngre udkårnes skuldre og ansigt, forstår man sagtens hvorfor, at Thereses hjerte banker ekstra hurtigt og hendes knæ skælver.

    Men det er ikke kun i de romantiske scener med Rooney Mara, at Cate Blanchett hiver storspillet frem. For i Carols sideløbende del af historien - hvor Therese bliver hendes faste holdepunkt, der på magisk vis, og filmens juletid taget i betragtning, som en anden engel synes at være dalet ned fra himlen side om side med de fortryllende snefnug og åbenbaret sig som det julemirakel Carol så brændende ønsker sig for endegyldigt at kunne frigøre sig fra sin mand og deres forliste og formålsløse forhold - er der scener undervejs, der viser Cate Blanchetts Carol fra en mere rebelsk side.

    Dette kommer viljestærkt og standhaftigt men på intet tidspunkt teatralsk forceret til udtryk i scenerne mellem Cate Blanchet og Kyle Chandler, der trods det at måtte indtage en birolle leverer en stærk præstation som den detroniserede eks-mand hvis frustrationer og lettere truende og usmagelige opførsel, ved at bruge deres fælles datter som våben i forældremyndighedssagen, rent faktisk ikke udspringer af at han er en modbydelig og mandschauvinistisk stodder men i stedet bunder i, at hans rolle og ikke mindst status i datidens patriarkalske samfund som familiens overhoved har måtte lide et ydmygende nederlag via separationen og kendskabet til hans kones sande seksuelle orientering.

    Todd Haynes håndterer persontegningen befriende anderledes og langt mere troværdigt, og undgår derved at både karakteren og filmen kommer til at følge en traditionel og klichefyldt deroute. Alt dette kulminerer i øvrigt på smukkeste og mest rørende vis i scenen hvor Carol og Hadge mødes hos advokaterne og hvor Carol får sagt et par knivskarpe sandheder om deres ægteskab og om den absurde forældremyndighedssag, samt troen på at hendes måde at leve på er den rigtige for hende upåagtet af, hvad alle andre og samfundet end måtte mene.

    Det er ganske enkelt fantastisk overbevisende spillet af Cate Blanchett i en scene, som jeg ikke kunne undgå efterfølgende at være dybt rørt over ligesom, at jeg også var hele følelsesregistret igennem undervejs denne simple men vidunderlige og poetiske kærlighedsfilm, der med sine hjerteskærende stærke skuespilspræstationer, visuelt sofistikerede detaljerigdom og elegant designede kulisser og farverige kostumer, samlet udgør et uomtvisteligt mesterværk.

    10/10

    NightHawk15-08-18 02:40

  • ★★★★0

    Ready Player One 

    Sikke da en skuffelse! Taget i betragtning af at det er science fiction, er der påfaldende lidt at tænke over her. Filmens fokus ligger udelukkende på effektsiden, hvilket betyder, at historien og karaktererne kommer til at virke meget overfladiske. Forfalder desværre også til udvandede klichéer og man kan sætte flueben ved alle de krav man måtte finde i den moderne blockbusters ABC. Det er kedeligt, Spielberg! Kun mildt underholdende, bl.a. fordi Alan Silvestri leverede et godt score. 5/10

    Babo15-08-18 08:29

  • ★★★★★★0

    Ready Player One 

    Sikke da en skuffelse! Taget i betragtning af at det er science fiction, er der påfaldende lidt at tænke over her. Filmens fokus ligger udelukkende på effektsiden, hvilket betyder, at historien og karaktererne kommer til at virke meget overfladiske. Forfalder desværre også til udvandede klichéer og man kan sætte flueben ved alle de krav man måtte finde i den moderne blockbusters ABC. Det er kedeligt, Spielberg! Kun mildt underholdende, bl.a. fordi Alan Silvestri leverede et godt score. 5/10

    Det lyder desværre ret meget som mine forventninger til den. Altså fuck om der “ikke er noget at tænke over” (?), men har bare en ide om at den blot kører tomt derudaf uden at man vitterligt er max underholdt.

    T. Nielsen15-08-18 09:31

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen