Carol (2015)
New York, 1952. Alt imens julen står for døren og sneen daler engleblidt ned over gader og stræder, forbereder den unge, generte, dagdrømmende Therese (Rooney Mara) sig på endnu en uinspirerende og søvndyssende stund bag disken i stormagasinet Frankenbergs legetøjsafdeling, da den faste trummerum på befriende vis afbrydes ved synet af den noget ældre, lettere fortabte, men underskønne high society frue Carol (Cate Blanchett), der er på udkig efter mere end blot en gave til sin datter. Skønt de begge mærker en øjeblikkelig tiltrækning af hinanden, agerer ingen af dem på den umiddelbare sitren i kroppen, men lader i stedet følelserne blive bag facaden vel vidende, at de på kærlighdsfronten befinder sig på både usikker grund og fjendtligt territorium blandt det dydige, retskafne og anstændige borgerskab og dets konforme levevis.
Trods det at mistænkelige og fordømmende blikke lurer over alt, kan den erfarne og snu Carol alligevel ikke styre sin nysgerrighed over Thereses fortryllende væsen og ender mellem linjerne med at flirte så meget med hende, at Thereses næsten ikke kan være i sig selv, da de tager afsked med hinanden igen. Pludselig overvældet af en overrumplende følelse af tomhed og ensomhed ånder Therese lettet op, da hun opdager, at Carol har glemt sine handsker ved skranken, og håbet om en snarlig genforening derfor stadigvæk lever i bedste velgående.
Efter at Therese, via adressen fra den afsendte julegave, får sendt handskerne retur til Carol, inviteres hun efterfølgende, og til hendes store lettelse, til at besøge Carol i hendes fashionable hjem og alt synes for en stund at være i en tilstand af ren og uforfalsket lykke. Men idyllen varer kun kort ved og pludselig må Therese se sig selv som ufrivilligt vidne til en ophedet diskussion mellem den frustrerede Carol og hendes separerede mand Hadge (Kyle Chandler), der uventet dukker op for at minde sin kone om deres, for hans vedkommende, smertelige brud og den presserende forældremyndighedssag, der er i færd med at flå hendes hjerte og sjæl i småstykker. I vildrede om hvorvidt Thereses følelser for den hypnotisk smukke overklassefrue er spild af tid og kræfter, og alt imens Carol desperat forsøger at manøvrere rundt i blandt de kaotiske rester af hendes forliste ægteskab i håbet om at bevare sit stærke bånd til sin højt elskede datter, driver de to kvinder for en kort periode fra hinanden.
Men trods Hadges ihærdige insisteren på at forpurre Carols løsrivelsesproces og kamp for selvstændighed, og trods det at et par af Thereses venner og mandlige bejlere gør deres bedste for at trække hende i deres retning, vælger de to kvinder i stedet at sætte alt på et bræt og deres spirende forhold på den ultimative prøve, da de mod alle odds drager ud på et romantisk road trip, der endegyldigt vil definere om de to kurtiserende turtelduer har en fremtid sammen i en verden, hvor hverken de eller deres form for kærlighed har store chancer for at overleve.
----
Da krimiforfatteren Patricia Highsmith tilbage i 1952, efter succesen med den senere klassiker og Alfred Hitchcock favorit “Strangers On a Train”, havde lagt sidste hånd på sin anden og betydeligt anderledes novelle “The Prize of Salt” - om en tabubelagt romantisk affære mellem to kvinder - måtte hun datidens normer og stringente levevis taget i betragtning lettere modvilligt, og for at undgå at bliver stemplet som en lesbisk forfatter med forringede karrieremuligheder, udgive bogen under pseudonymet Claire Morgan. Temaet om homoseksualitet som drivkraft for ypperlig historiefortælling - om forbudt kærlighed og melankolsk manifestation i protagonisternes dekonstruktion af samfundsnormer, sociale lag og samfundsgodkendte etablerede menneskelige relationer - var dog ingenlunde nyt for Patricia Highsmith, der både i bl.a. “Strangers On a Train” og senere i mere fremtrædende form i den samlede saga og mesterværk om den menneskelig kamæleon og identitets-søgende Tom Ripley, havde homoseksualiteten vævet ind i deres respektive fortællinger.
Dette var dog primært skrevet som subtekst baseret materiale og metaforer, så da Patricia Highsmith skrev sin semi-biografiske og uforbeholdne eksplicitte hyldest til kærligheden imellem to af samme køn - fortalt som en episk romance der hverken undskyldte for eller problematiserede den dengang forbudte kærlighed på en hverken selvdestruktiv eller farefuld facon - tog hun ikke blot en stor chance for at blive stigmatiseret og fremmedgjort men skrev ligeledes en rebelsk antiautoritær bog, der var flere årtier forud for sin tid.
Derfor var det da også meget passende, bogens natur taget i betragtning, at “The Prize of Salt” (der senere hen på retfærdig vis blev udgivet under den langt mere sigende titlen “Carol”) af flere omveje på sin lange rejse blandt flere interesserede parter endte i hænderne på Todd Haynes. Som en af de største pionerer indenfor New Queer Cinema - hvis alternativt tænkende bevægelse tog sine spæde skridt i midt 80’erne som en reaktion på aids-krisen og for alvor fik sin opblomstring i 90’erne - kunne Patricia Highsmith ikke have ønsket sig en mere kreativ og sensibel instruktør til at visualisere sin episke romance, hvor det meste af handlingen blev udtrykt mellem linjerne og teksturen i karakterernes ambivalente kropssprog.
Tidligere i sin karriere havde Todd Haynes sågar, og på den mest betagende og sofistikerede samfundskritiske facon, bevæget sig rundt i en sammenlignelig historie i samme tidsperiode om forbudt kærlighed og sociale lag med den mesterlige Douglas Sirk pastiche “Far From Heaven”, der var et sarkastisk sansebombardement af en varm og pulserende farve-palette, hvis glorificerende technicolor netop var et af de væsentlige og vigtigste punkter ud i at udstille ironien og dobbeltmoralen i den pågældende tidsperiode og dets levevis.
Med “Carol” var det visuelle look en mindst ligeså vigtig faktor, men frem for at kopiere sig selv valgte Todd Haynes, i samarbejde med fotograf Edward Lachman, i stedet at eksekvere 50’ernes æstetik ved at filme i grynet Super 16 mm og med en mere nedtonet farve-palette, som dermed fremhævede kontrasten mellem de to forelskede hovedpersoners indre varmblodede turbulens og omverdenens kølige ydre melankoli og tyngende tungsind.
Samme stemning fanger Edward Lachman og Todd Haynes ligeledes på smukkeste og mest symbolsk vis i kameraets evne til at iagttage og fremhæve objekter som duggede, regnvåde ruder og spejle, der både agerer en slags usynlig men stadig gennemsigtig barriere og reflekterende eftertænksomhed for både Carol men især Therese, der er filmens famlende og nysgerrige debutant når det kommer til at manøvrere rundt på kærlighedens og erotikkens snørklede vejkort.
Trods det at “Carol” som nævnt tidligere er en episk romance, som dermed adskiller sig fra Patricia Highsmiths øvrige værker, er der gennemgående i filmen stadig ekkoer af en ulmende farefuld og truende stemning, understøttet af Carter Burwells mørke og melankolske underlægningsmusik der, i fællesskab med Phyllis Nagys detaljerige og meditative manuskript, pudsigt nok præsenterer de to kvinders tiltrækning og stormende forelskelse i et skær af spion-thriller atmosfære hvor blikke, betragtninger, berøringer og samtaler i det offentlige rum må foregå i tvetydigt kodesprog, med den indledende scene som et glimrende eksempel på dette.
Netop derfor er det også en udsøgt fornøjelse at betragte to så talentfulde skuespillere i de to hovedroller, der forstår deres roller til fingerspidserne og er i stand til at formidle karakterernes følelser med et både forkrampet mådehold og et eventyrlystent begær, der ligger og bobler lige unde huden, men som med jævne mellemrum sofistikeret fordamper i luften omkring dem og udløser en magnetisk tiltrækning, der er svær ikke selv at blive berørt af som tilskuer.
Som den unge, drømmende og håbefulde Therese, der desuden bærer på et ønske om at bryde ud af sit sociale lag og sin faste trummerum ved at aspirere til at blive fotograf, portrættere Rooney Mara rollen med en bedårende yndefuld skrøbelighed og sødmefuld naivitet, som langsomt i karakterens coming-off- age ark begynder at udvikle sig til en viljefast ung kvinde med sine meningers mod undervejs sin følelsesmæssige rutsjebanetur og eventyrlige forhold til Carol, der for Therese både repræsentere rollen som kærlighedsobjekt , elsker og muse på en og samme tid. Det er en blanding af sublimt behersket underspil af den allerfineste slags og kriblende ungdommelig kådhed som går lige i hjertet, der kommer til udtryk fra Rooney Mara, som forløser sin karakters ydre og indre reaktioner i en perlerække af flere sirligt orkestrerede scener, der yderligere løftes i betagende fascination i det mesterlige samspil med Cate Blanchett, som sjældent er set mere hypnotisk smuk og forførende, end hun er her.
Cate Blanchett er ud over at være en gudbenådet dygtig skuespiller også en af den slags sjældne typer i dag, som er i besiddelse af den glamourøse filmmagi og udtryksfulde feminine starpower, der omgav de mest sensuelle og mest karismatiske skuespillerinder i 40’ernes og 50’ernes Hollywood, hvilket hun på overbevisende vis udnytter med maksimal effekt i rollen som den langt mere erfarne og seksuelt berigede Carol. Når Cate Blanchett med forførende selvsikkerhed entrerer, i hvad end situation det måtte være, og lader sit blik falde på og sine fingre let kærtegne sin yngre udkårnes skuldre og ansigt, forstår man sagtens hvorfor, at Thereses hjerte banker ekstra hurtigt og hendes knæ skælver.
Men det er ikke kun i de romantiske scener med Rooney Mara, at Cate Blanchett hiver storspillet frem. For i Carols sideløbende del af historien - hvor Therese bliver hendes faste holdepunkt, der på magisk vis, og filmens juletid taget i betragtning, som en anden engel synes at være dalet ned fra himlen side om side med de fortryllende snefnug og åbenbaret sig som det julemirakel Carol så brændende ønsker sig for endegyldigt at kunne frigøre sig fra sin mand og deres forliste og formålsløse forhold - er der scener undervejs, der viser Cate Blanchetts Carol fra en mere rebelsk side.
Dette kommer viljestærkt og standhaftigt men på intet tidspunkt teatralsk forceret til udtryk i scenerne mellem Cate Blanchet og Kyle Chandler, der trods det at måtte indtage en birolle leverer en stærk præstation som den detroniserede eks-mand hvis frustrationer og lettere truende og usmagelige opførsel, ved at bruge deres fælles datter som våben i forældremyndighedssagen, rent faktisk ikke udspringer af at han er en modbydelig og mandschauvinistisk stodder men i stedet bunder i, at hans rolle og ikke mindst status i datidens patriarkalske samfund som familiens overhoved har måtte lide et ydmygende nederlag via separationen og kendskabet til hans kones sande seksuelle orientering.
Todd Haynes håndterer persontegningen befriende anderledes og langt mere troværdigt, og undgår derved at både karakteren og filmen kommer til at følge en traditionel og klichefyldt deroute. Alt dette kulminerer i øvrigt på smukkeste og mest rørende vis i scenen hvor Carol og Hadge mødes hos advokaterne og hvor Carol får sagt et par knivskarpe sandheder om deres ægteskab og om den absurde forældremyndighedssag, samt troen på at hendes måde at leve på er den rigtige for hende upåagtet af, hvad alle andre og samfundet end måtte mene.
Det er ganske enkelt fantastisk overbevisende spillet af Cate Blanchett i en scene, som jeg ikke kunne undgå efterfølgende at være dybt rørt over ligesom, at jeg også var hele følelsesregistret igennem undervejs denne simple men vidunderlige og poetiske kærlighedsfilm, der med sine hjerteskærende stærke skuespilspræstationer, visuelt sofistikerede detaljerigdom og elegant designede kulisser og farverige kostumer, samlet udgør et uomtvisteligt mesterværk.
10/10