Anmeldelse: Lawrence of Arabia

Snyd ikke dig selv for at se eller gense storfilmen i 70mm.

Hvordan anmelder man et allerede anerkendt mesterværk som "Lawrence of Arabia"? Hvad kan man sige, som ikke allerede er blevet sagt? Jo, man vælger at se tilbage med et nostalgisk blik og samtidig med nye, moderne øjne. Resultatet er både forudsigeligt og tankevækkende.

"Lawrence of Arabia" er den sande fortælling om T.E. Lawrence. En engelsk officer, der med succes forenede og ledede de forskellige, ofte krigende arabiske stammer under 1. verdenskrig for at bekæmpe tyrkerne. Historien om T.E. Lawrence blev først gjort kendt for omverdenen af forfatteren Lowell Thomas, som opdagede Lawrence i 1918, og senere da Lawrence i 1926 selv skrev bogen "Seven Pillars of Wisdom" om sin tid gennem Araberopstanden fra 1916 til 1918. Publikationerne lagde grobund for instruktør David Leans film over begivenhederne fra 1962. Resten er filmhistorie, der skabte legender og gav os én af filmmediets måske smukkeste entrances.

Anerkendte og berygtede David Lean var i et yderst produktivt humør fra sidst i 50'erne og frem til 70'erne. "The Bridge on the River Kwai", "Lawrence of Arabia", så "Doctor Zhivago" og til slut "Ryan's Daughter" er en af de mest imponerende film-på-stribe-serier fra samme hånd. Filmen blev også Peter O'Tooles gennembrud i form af hans nærmest for smukke version af T.E. Lawrence. Som dramatikeren Noël Coward sagde om O'Toole: "If you'd been any prettier, it would have been Florence of Arabia." Og det er sandt, at Peter O'Tooles blå, blå øjne og smukt svungne lokker fremvist i hans guld-hvide kostume er ikonisk. Dog er den britiske skuespiller langt fra det eneste, der lyser op med en perlerække af bemærkelsesværdige sekvenser.

Og der er mange af dem. "Lawrence of Arabia" er nemlig både i sin helhed og i fragmenter betagende med den ene imponerende sekvens efter den anden. Såsom da Omar Sharif kommer ridende på en kamel gennem, hvad der først ligner en luftspejling i horisonten for vores helt og hans guide, som i tavs gru følger ankomsten af den indtil videre ukendte rytter. Så kort kan scenen beskrives uden at afsløre for meget. Alligevel er det umuligt at forklare for de uheldige øjne, som endnu ikke har set "Lawrence of Arabia", hvilket filmisk vidunder denne scene er fra start til slut. En anekdote hertil er, at der blev brugt en 482mm linse fra Panavision, udelukkende skabt for denne scene, som aldrig er blevet brugt siden. Linsen findes endnu og er kendt blandt fagfolk som "David Lean-linsen". For hvem andre ville kunne fremtvinge sådan et filmisk mirakel?

Som helhed er "Lawrence of Arabia" en sand historie forklædt bag fremragende skuespil og mesterligt filmarbejde i pyntede, men rå og realistiske omgivelser. Tilsammen giver dette en perfekt storfilm, som af eftertiden er blevet hyldet og elsket og ophøjet til filmmagi og mirakel. Dog er der også visse ting, som halter. Vi har den ene militær- og kampscene efter den anden, og det stedvise ryk i scenerne gør ikke noget godt for en dybere helhed af Araberopstanden eller T.E. Lawrence. Samtidig gør en vaghed i replikkerne og manuskriptet, at handlingen kan ryge én lidt over hovedet. Selvom dialogen emmer af stærke one-liners, er dele af manuskriptet en temmelig tynd kop afternoon te. Enhver anden film ville blive tynget af disse mangelfuldheder, men T.E. Lawrences personlige følelsesregister er så fuldendt i O'Tooles ansigt, at man kan fornemme situationens alvor eller skønhed uden at gøre andet end at se de smukke billeder af den jordanske ørken og lytte til Maurice Jarres mesterlige score.

"Lawrence of Arabia" er en film, man kan skrive meget om. Det var en film, som skabte film. En episk film, som man kan rulle med øjnene af på mange måder – til tider på grund af skuespillernes mere teatralske optræden, som passer ind i teatrets livlighed, men desværre kan virke overdrevet og falsk på det store lærred. Men det er en film, som man aldrig kan anfægte. Snyd ikke dig selv for at se eller gense storfilmen i 70mm. Dette er skuespil i verdensklasse. Det er film i verdensklasse. Det er filmmagi.

Filmen vises uden danske undertekster.

Lawrence of Arabia

Kommentarer

Lawrence of Arabia

  • ★★1

    Spielbergs yndlingsfilm som han efter sigende stadig ser mindst én gang om året. Man forstår ham godt. Filmkunst på ypperste niveau!

    Thomas Fenger15-08-18 19:03

  • ★★0

    Jeg elsker den film!!

    Tiany15-08-18 19:20

  • ★★★★★★0

    Spielbergs yndlingsfilm som han efter sigende stadig ser mindst én gang om året. Man forstår ham godt. Filmkunst på ypperste niveau!

    Helt enig!!! 

    T. Nielsen15-08-18 19:21

  • ★★★★★0

    Endnu en af de personer vi mistede i år, Anne V. Coates film Editor på Lawrence of Arabia.

    Elwood15-08-18 19:30

  • ★★★0

    Et af de få virkeligt tidsløse mesterværker. David Lean kunne noget helt, helt specielt.

    Dolphinfriendly15-08-18 19:50

  • ★★★★0

    Ordet ‘episk’ kan vist ikke gøre det. 

    Babo15-08-18 20:30

  • 0

    Ja, kan man sige noget nyt? Filmen er et mesterværk uden lige. Vi får aldrig en film på niveau med denne.

    Elsteven015-08-18 21:24

  • ★★★0

    Tror jeg hellere må få den opgraderet til BD

    MOVIE100015-08-18 21:24

  • ★★★★0

    Ja, kan man sige noget nyt? Filmen er et mesterværk uden lige. Vi får aldrig en film på niveau med denne.

    Jeg vil sige Kingdom of Heaven DC cut er tæt på. 

    Babo15-08-18 21:35

  • 0

    Bliver helt flov over at sige, at jeg kedede mig bravt. Der er vist et eller andet galt med mig, sådan som I lovpriser den. 

    Kalle Ferm15-08-18 22:56

  • ★★★0

    Fornem anmeldelse, med god baggrundsviden. Får helt lyst til at se filmen igen. 

    Gormanden16-08-18 06:13

  • 4

    Ordet ‘episk’ kan vist ikke gøre det. 

    Ordet episk er det eneste ord der kan gøre det :P 

    Astrid16-08-18 10:33

  • 0

    Spielbergs yndlingsfilm som han efter sigende stadig ser mindst én gang om året. Man forstår ham godt. Filmkunst på ypperste niveau!

    At læse om hvor meget Mr. Lean har betydet for Spielberg og hvordan denne film påvirkede ham er virkelig interessant at tænke over. Spielberg var så fascineret og tilbad David Lean og kunne mærke hvor stort et geni han var. Tænk at filmhistoriens måske mest sympatiske og fantasifulde instruktør som har fået så mange mennesker til at falde i svimle, selv kunne mærke storhedens intimiderende kraft.

    prøv at læs om hvordan David Lean og Spielbergs forhold endte. Det er tragisk :(

    Astrid16-08-18 10:37

  • 0

    Fornem anmeldelse, med god baggrundsviden. Får helt lyst til at se filmen igen. 

    Jeg takker meget for de flotte ord! :) det er altid en glæde når ens ord kan tænde lysten til en film.

    Astrid16-08-18 10:43

  • ★★★0

    Det er en overdådig film, som fuldt ud har fortjent sit flotte ry. På et personligt plan har Leans "Brief Encounter" dog altid været min favorit fra hans hånd. Den er sjovt nok nærmest det modsatte af "Lawrence" i forhold til storhed og ekstravagance. Men Lean kunne både med og uden snedynger og sandstorme.

    Benway16-08-18 11:18

  • ★★★★★0

    Super anmeldelse, Astrid.

    Du får på glimrende vis forenet de mange facts om filmen, det tekniske aspekt, samt "Lawrence of Arabia"s eventyrlige og poetiske filmmagi til en yderst velskrevet tekst, der øjeblikkeligt giver mig som læser og film-nørd lyst til at tage i biografen og gense dette storslåede mesterværk. 

    Min personlige favorit når det kommer til David Leans episke værker er dog "Doctor Zhivago", som jeg synes lige er en lille smule bedre fortalt og spillet, og så er billedsiden og musikken fuldstændig fortryllende. 

    Jeg er også helt enig med Benway angående David Leans evne til både at lave store episke film og mindre film i forskellige genrer med lige stor succes og filmmagi. "Brief Encounter" er også min favorit her, dog med film som den sammenligneligt romantiske  "Summertime" og den herligt humoristiske "Hobson's Choice" lige i hælene. Og så vil jeg også tage den i David Lean sammenhæng undervurderede "The Passionate Friends" med. Det er en fremragende film med en virkelig rørende kærligheds-historie, som er smukt filmet og utrolig godt spillet.

    David Leans udgaver af Charles Dickens to klassikere, "Great Expectations" og "Oliver Twist" er også rigtig gode og også de to versioner, jeg bedst kan lide generelt.

    Den eneste film jeg ikke bryder mig om, er "The Sound Barrier", som er en noget vindtør og lettere propaganda agtig oplevelse.

    NightHawk16-08-18 14:03

  • 0

    Man kan tydeligt spore hvor Spielberg og Williams har hentet inspiration fra flere gange. Den naive, disneyficerede og legende fortællerstil er tydeligvis noget Spielberg har værdsat.
    Mht. anmeldelsen: lidt baggrund, lidt teknisk, lidt kritik, noget hyldest og filmånden er godt beskrevet - skarp i spyttet. Rigtig fin anmeldelse.

    Bobby Long17-08-18 22:46

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen