Brugeranmeldelse: James Bond - alle 24 film fra værst til bedst (1962-2015)

Fra de middelmådige til de mesterlige – samtlige officielle Bond-film anmeldt og rangeret fra værst til bedst!

24. Moonraker (3/6)

Starter ganske godt, og den første time føler man sig godt underholdt på en klassisk Bond-facon. Derefter begynder det at gå ned ad bakke, og den tvivlsomme historie begynder at virke kedelig og langtrukken for så at ende i et af Bond-seriens mest latterlige klimaks.

23. The Man with the Golden Gun (3/6)

Tam udført fortælling, der indeholder blot ét godt stunt, som så også er forbløffende flot udført, og ellers kun få actionscener. Christopher Lee burde ellers være en oplagt Bond-skurk, men når historien ikke byder på mere spænding og god action, end den gør, så forbliver det middelmådigt.

22. Die Another Day (3/6)

Første gang jeg så den, følte jeg mig sikker på at det var den hidtil svageste 007 film jeg havde set, inklusiv en af seriens mest ringe titelsange af Madonna. Ved gensyn opdagede jeg, at hvis man kunne se igennem fingre med dens mangler, så var man egentlig godt underholdt. Der er voldsom meget action og som en guilty pleasure eller en god omgang kitsch, så er den sine steder sjov nok. Men nej, der er for mange stupide tiltag og svage plotelementer, til at hæve den ret meget over Moonraker.

21. A View to a Kill (3/6)

Bessefar Moore takker af i en svagt fortalt og lidt grå Bond-film, hvor kun enkelte scener vitterligt underholder. Det gør de så også fint nok, men man imponeres aldrig.

20. Spectre (3/6)

Jeg må erkende, at "magien" er væk. Craig virker så åndsforladt, lad og træt i rollen, at det smitter af. Samtidig er det svært for en haltende fortælling at trække indtrykket ret meget op. Jo, der er flere ganske gode actionscener og tiltag på at ramme noget klassisk Bond på den gode måde. Det er også teknisk hamrende flot med imponerende flotte billeder. Men ret meget mere end gennemsnitligt er det desværre ikke. Jeg har ikke indtryk af, at et gensyn kan rette op på indtrykket, men det må tiden vise.

19. Quantum of Solace (3/6)

Craig er stadig overbevisende og god i rollen, og det trækker op i denne uinspirerende fortalte historie, hvis flade handling man dog føler, der måske trods alt gemmer sig lidt mere bag. Der er flere gode og godt tænkte actionscener. Disse virker desværre, som er de smidt lidt mekanisk ind, og så er de filmet og klippet så voldsomt, at man ofte ikke kan se eller fatte, hvad der rent faktisk foregår. De får pulsen op, men man mister orienteringen og en del af glæden.

18. Dr. No (4/6)

Første Bond-film har stadig lidt at byde på. Handlingen er fin nok, selvom den er lidt fjollet sine steder med indfald, man kan undre sig over. Connery er dog cool som få, og historiens thriller-elementer trækkes fint frem, mens de smukke locations bruges godt. Ursula Andress er stadig en af de bedste og smukkeste Bond-babes. Når hun i sin hvide bikini stiger op af vandet, glemmer man for en tid, at man ser en actionfilm.

17. Live and Let Die (4/6)

Moore tager over, og Bond-serien ændrer klogt retning og tilpasser sig en ny tid. Der bydes på en mere jordnær fortælling, uden at man glemmer, hvad vi er kommet for. Der er god action, og selvom det aldrig bliver neglebidende spændende, så er det ikke uden momenter. Speedbåd-jagten igennem sumpene omkring New Orleans hører til et højdepunkt i Bond-serien. Moore er måske for pjattet til min smag, men han bringer serien videre, og hans komiske timing er overraskende fin.

16. Diamonds Are Forever (4/6)

Fungerer bedst, hvis man ser den som en direkte efterfølger til "You Only Live Twice", og den ignorerer da stort set også plottet i "On Her Majesty's Secret Service". Connery virker en anelse træt som Bond og kører rigeligt på rutinen, men ikke uden at hans karisma stadig skinner igennem. Jeg elsker scenerne fra Las Vegas, hvor både en morsom biljagt og en spændende og atmosfærefyldt klatretur på Hilton gør sig gældende. Også en slåskamp i en elevator skal fremhæves, selvom den ikke helt matcher den i toget i "From Russia With Love". Man kan påstå, at filmen her lugter mere af kitsch end af Bond, men det virker, og personligt synes jeg, det er sidste film, som det lykkes at ramme bare lidt den 60'er-stemning, jeg elsker.

15. The World Is Not Enough (4/6)

Der er tonsvis af fremragende action og en historie, der drives fint frem. Hverken Brosnan som Bond eller historien er voldsomt mindeværdig, men det underholder.

14. You Only Live Twice (4/6)

Bond som japaner, hemmelige baser i udslukte vulkaner plus en tur med Little Nellie. Hvad er der ikke at kunne lide? Det er grænsende til det latterlige, men det fungerer på trods, og gider man ikke de mere seriøse forsøg på at lave en Bond-film, så er det svært ikke at more sig over denne her. Stemningen er tillige fin, selvom filmen indrømmet har et par døde perioder.

13. The Spy Who Loved Me (5/6)

Roger Moore spiller mere komedie end godt er, og historien og dens indfald er skørt overdrevne. Men som eskapisme er det rigtigt godt iscenesat og særdeles fornøjeligt. Dette er Bond, når han er bedst i den merekulørte ende.

12. Tomorrow Never Dies (5/6)

Med et fint underholdende plot og Jonathan Pryce som herligt overspillende skurk er der linet op til en af de mest actionrige og stuntsmæssigt flotte Bond-film. Der er så meget smæk for skillingen, at det er en fryd. Brosnan kan stadig ikke helt træde i karakter, men falder heller ej igennem.

11. Octopussy (5/6)

Moore er ved at blive en anelse bedaget i en Bond-film, der ellers både byder på oprigtig spænding, et godt omend velkendt plot og virkelig god ramasjang, der aldrig bliver for langt ude skørt.

10. The Living Daylights (5/6)

Dalton udgør en overraskende god Bond i en mere sammenbidt og alvorsfuld udgave i en historie, som måske ikke er specielt mindeværdig, men dog byder på både lækker gammeldags action og en herlig altmodisch 007-stemning, som jeg ikke har set længe i serien. Historien er, hvad den er, men den fungerer fint.

10. GoldenEye (5/6)

Brosnan i hans første forsøg på at udfylde rollen som Bond, hvilket han slipper nogenlunde fra. Valget af ham er dog frygteligt uoriginalt. Det ødelægger dog ikke filmen fra at være hans bedste. Både den lidt fjerne historie og de mange actionscener er fermt iscenesat, og man keder sig aldrig et øjeblik i en fortælling, der måske nok byder på en enkelt overraskelse eller to, men mest vinder på tempo, fortællerglæde og gode indfald.

8. Skyfall (5/6)

Den hidtil mest subtile Bond-film med en ofte næsten begavet tilgang til sine karakterer. Dette tilsat ofte fremragende action og god spænding er der liv i Bond selv efter 50 år. Klimaks trækker lidt ned, da det skuffer i forhold til resten af filmen. Til gengæld overrasker det også lidt, og efter så mange Bond-film er det måske rart nok, at klimaks stadig kan gøre dette.

7. Licence to Kill (5/6)

En af de mest voldelige og hårdkogte Bond-film og indrømmet – også en af de mest velfungerende og spændende. Dalton er forrygende god, og selvom plottet er meget jordbundent og volden rå, så mister han alligevel aldrig helt glimtet i øjet. Det er stadig Bond, selvom den er blevet beskyldt for at have bevæget sig fra langt væk fra seriens grundtone.

6. Thunderball (5/6)

Med en kold Connery til at levere nogle af seriens bedste og mest kyniske one-liners og med en historie og den klassiske Bond-stemning i top leveres der superunderholdning fra start til og med det flotte klimaks. Hvis man ikke keder sig af det langsommelige tempo, der er i filmens mange undervandsscener, hvad jeg ikke gør, så er dette nogle af de flotteste scener i Bond-serien.

5. Casino Royale (5/6)

Craig gør sin entre som Bond og hvilken én. Filmen er en ny begyndelse for fortællingen om 007. Dette fungerer rigtigt godt med en handling, der balancerer perfekt mellem det mere personlige uden at miste fokus på samtidig at være en storstilet flot actionfilm, hvis den godt fortalte historie både er spændende, morsom på en rå facon og voldsomt medrivende og farlig flot i dens hårdtslående ramasjang. Det hele holdes klogt på et niveau, der aldrig kammer over, og Craig gør en så god figur, at han er lige ved – for et kort moment – at gøre Connery rangen som bedste Bond stridig.

4. For Your Eyes Only (5/6)

Moores bedste Bond-film, som efter den svage "Moonraker" heldigvis er søgt tilbage til det basale, og for satan hvor det fungerer brillant: alt lige fra historien om hævn og koldkrigsspionage til filmens mange og yderst medrivende actionscener. Moore spiller sine steder stadig rigeligt komedie, men det lykkes ham også i enkelte scener at vise tænder. Der er så mange helt igennem fantastiske scener i denne her, at jeg ikke ville vide, hvilken jeg burde fremhæve.

3. Goldfinger (5/6)

Denne film lagde grundformen for, hvordan man skruer en god Bond-film sammen. Klassisk opbygget historie. Alle elementer er på plads. Der er mindeværdige replikker og scener, sarkasme og ironi tilsat fortrinlig action og spænding. Connery er forbandet god, selvom det for en stor del skyldes hans evne til übercool karisma mere end godt skuespil. Det her er bare vidunderlig eminent underholdning.

2. From Russia with Love (5/6)

Hvis skabelonen til en Bond-film endnu ikke er helt på plads, så er resten det. Connery er kynisk, kold og samtidig troværdig som en actionmand, der stadig er et menneske. Historien fortælles suverænt og medrivende, og der bydes på flere fuldstændig medrivende gode scener, som toppes med en voldsom slåskamp i en togvogn. Et af seriens højdepunkter i én af seriens bedste og mest troværdigt underholdende film.

1. On Her Majesty's Secret Service (5/6)

Seriens bedste film, hvilket er ironisk, eftersom Lazenby kun gør det okay som 007. Fysisk udfylder han rollen godt, men nogen ikonisk Bond som Connery er han ikke. Men man savner ikke Connery, som slet ikke ville have passet til den her historie. Det passer nu også bedst, hvis man ser filmen lidt uafhængigt af i hvert fald forrige film, da den ellers ikke altid giver mening. Gør man det, så bydes der både på en af de flotteste, mest medrivende og emotionelt mest involverende Bond-film lavet. Samtidig har den en helt fabelagtig opbygning, fed stemning og lækre actionscener. Det er rørende og personligt uden at miste kernen af, at en god actionfilm også skal byde på lidt til den indre drengerøv, og det gør den i rigelige mængder med både ramasjang og tårnhøj spænding. Filmen har måttet tilkæmpe sig sin rang, da den ikke blev meget mere end middelmådigt modtaget, da den kom frem. Filmens status er siden vokset og fortjent. Bond bare bedst!

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.