Det er kunst på højt niveau at løfte et forlæg som Lykke Per til en film, der formår at være lige så universel og tidløs, som den ca. 115 år gamle roman er.
Tak for den rigtigt gode anmeldelse!
Jeg ville ønske, at nogle af kritikerne havde samme forståelse.
Jeg tror, det kræver, at man "selv har været der" - dvs har forstået (turdet mærke) smerten,
i en eller anden form.
Anmeldelse: Lykke-Per
Filmatiseringen af den danske litterære milepæl er et medrivende, underholdende og smerteligt tankevækkende værk, der bliver siddende i kroppen længe efter.
Socialrealisme er på godt og ondt indbegrebet af dansk tradition, håndhævet af store som små filmprojekter. Traditionen er dybt forbundet til den litterære naturalisme og realisme, der opstod, da dansk litteratur for alvor markerede sig med Det Moderne Gennembrud i 1870. Én af de mest markante skikkelser i strømningen var Nobelpris-vinderen Henrik Pontoppidan – og blev ved med at være det over seks årtier. Som præstesøn, der vendte sig mod sit eget ophav ved at uddanne sig som ingeniør (men aldrig gennemførte), tager 8-bindsværket "Lykke-Per" en selvbiografisk kompleks og dybt personlig form. Dette lykkes at overføre til levende billeder af én af de mest markante skikkelser i dansk filmhistorie, Bille August.
Da Peter Sidenius (Esben Smed) bliver optaget på ingeniørstudiet i København, flygter den unge mand fra sin strenge pastor-far og en stærkt religiøs opvækst i det landlige Jylland. Mødet med landets eneste storby bliver ikke alene et opgør med sit ophav, men også en intens rejse ind i det moderne. Drømmen om et nytænkende projekt, der omfatter vind- og bølgeenergi, synes realiserbart blandt kosmopolens intellektuelle, mens der er andre fristelser. Da den kompromisløse præstesøn ser muligheder for økonomisk støtte i den jødiske rigmandsdatter Jakobe Salomon (Katrine Greis-Rosenthal), bliver det starten på en moralsk nedadgående spiral. Fanget i gråtonerne mellem åndelig tradition og videnskabelig modernitet står Peter splittet som sin egen lykkes smed.
Pontoppidan var som kritiker kendt for at rette sin skarpe pen mod såvel samfund og sig selv – og reviderede gerne efterfølgende. Filmatiseringen af Pontoppidans klassiker sammenfatter samtiden, angriber småborgerlighed, social arv, religiøse dogmer og storbyens snobberi samt efterlader samme åbne eksistentielle spørgsmål som i 1800-tallet.
Pågående og tankeprovokerende rammes en omsluttende urdansk nerve. På fascinerende vis levnes vi ikke svar, men i stedet tvinges vi til at stille spørgsmålstegn ved, om lykkeberetningen, vi fortæller os selv, er en forfalds- eller dannelseshistorie. Mastodont-værker som "Lykke-Per" er på papiret en mundfuld at give sig i kast med, og der udsendes også en længere miniserie på et tidspunkt. Manuskriptforfatter Anders August formår dog at samle trådene på imponerende vis på knapt tre timer, uden at hverken dannelseshistorie, tema eller indlevelse fremstår uforløst.
Filmatiseringen af Pontoppidans mesterværk kræver ikke forhåndskendskab til værk eller periode, der trods over 100 år på bagen føles påfaldende aktuel i sin præcise og aldrig kedelige dissekering af danskhed og menneskelig natur. "Lykke-Per" kan mere end at være et fænomenal fortalt og flertydigt periodedrama. Som med "QEDA" tryller VFX-troldmanden Martin Madsen København ubesværet om og genskaber perfekt illusionen om 1870'erne. Det omfattende ensemble af skuespillere er sjældent set bedre i dansk sammenhæng. Især intense Esben Smed og følelsesladede Katrine Greis-Rosenthal leverer fænomenale præstationer. Visse scener hører til de stærkeste, jeg endnu har set i nyere skandinavisk film.
"Lykke-Per" er en triumf. Filmatiseringen af den danske litterære milepæl er et medrivende, underholdende og smerteligt tankevækkende værk, der bliver siddende i kroppen længe efter. Bille August rusker ubarmhjertigt i den menneskelige tilstand. Spørgsmål om eksistens vendes og drejes, mens "lykke" som begreb afklædes, fortalt så levende og intimt, at det er umuligt at fravriste sig Pontoppidans sylespidse stik i selvbevidstheden.