Har kun hørt om den før, men anede ikke hvad den egentlig handlede om. Den må jeg bestemt få set hurtigst mulig. Er blevet ret vild med pre-Star Wars sci-fi. Genren havde meget mere at byde på dengang, end jeg egentlig havde forestillet mig :)
Brugeranmeldelse: Soylent Green (1973)
Det er et både meget ubehageligt og visse steder endda temmelig ulækkert verdensbillede, Richard Fleicher har bikset sammen.
På trods af at jeg allerede i forvejen var bekendt med slutningen på Richard Fleichers dystopiske sci-fi-klassiker qua en af mine yndlingsserier, "Millennium", hvor hovedpersonen Frank Blacks password til sin computer tilfældigvis er det samme som afsløringen på filmens store plottvist, ja så var jeg nu stadig dybt fascineret af filmens historie samt syrede og foruroligende univers.
Året er 2022, og verdenssamfundet er på randen af det totale kollaps. På gader og stræder ligger mennesker i bunkevis og slumrer hen som levende døde, alt imens global opvarmning, hungersnød, et bundkorrupt politikorps og en lille men magtfuld elite – domineret af fødevarevirksomheden Soylent Green – i fællesskab holder den sidste del af den menneskelige race i et nådesløst jerngreb. Da et brutalt mord på en af koncernens dekadente chefer indtræffer, indkaldes den lettere desillusionerede betjent Thorn (Charlton Heston i en herligt upoleret og gusten antihelterolle) for at opklare sagen, hvilket dog snart viser sig at være en yderst speget affære, der leder detektiven på sporet af en grum og ubærlig hemmelighed.
Det er et både meget ubehageligt og visse steder endda temmelig ulækkert verdensbillede, Richard Fleicher har bikset sammen, hvor alle er sig selv nærmest, og hvor menneskets moralske og etiske grundregler nærmest er at betragte som en ligegyldighed. Konstant tynges billedet af dette tæt på håbløse morads med en evigt hængende grøn og deprimerende tåge som uvenlig følgesvend for vores til tider halvkorrupte og egoistiske protagonist i en atmosfære, som synes næsten klaustrofobisk.
Fleicher tænder dog små lys i mørket hist og pist i form af et par herlige og hjertevarme scener med Thorns gamle ven og kollega, Sol Roth, hvem han deler en yderst spartansk indrettet lejlighed med. Roth bliver fornemt spillet af gode gamle Edward G. Robinson, der med sit kritiske men muntre sind giver filmen et tiltrængt modspil af spirende optimisme midt i al elendigheden.
Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.
Soylent Green (1973)
Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.