Okay. Overraskende valg. Men også et spændende et trods alt.
Den nye James Bond-instruktør er fundet!
Det bliver en relativt ukendt instruktør – og den første amerikaner – der kommer til at stå bag kameraet på den 25. James Bond-film.
Navnet Cary Joji Fukunaga er nok ikke lige ét, de fleste nikker genkendende til, men den 41-årige amerikaner bliver den næste i rækken til at stå bag kameraet på en film om agenten med licens til at dræbe, efter Danny Boyle i sidste måned valgte at forlade projektet.
Fukunaga har tidligere stået bag den kritikerroste "Beasts of No Nation" fra 2015 om en barnesoldat i et unavngivet afrikansk land, men har måske især fået sit gennembrud som instruktør på første sæson af "True Detective".
Hans seneste projekt er sci-fi-serien "Maniac" fra Netflix med Emma Stone og Jonah Hill, der kan ses på Netflix fra i morgen. Se traileren her.
Optagelserne til den næste 007-film går i gang til marts 2019 med forventet premieredato i februar 2020.