Jeg er mere begejstret for Spike Lee end de fleste. Do the Right Thing, Malcolm X, 25th Hour og vel også She's Gotta Have It og Inside Man er generelt anerkendt, men jeg synes de fleste af hans film er gode. Og jeg glæder mig utrolig meget til Blackkklansman
Anmeldelse: BlacKkKlansman
"BlacKkKlansman" er en Spike Lee joint, og derfor skal der også være karikaturer til stede, i hvert fald, når det kommer til de hvide.
At fortælle sande historier på det hvide lærred er ikke noget nyt. Filmhistorien har budt på adskillige skildringer af kendte skikkelser og true-to-life fortællinger, der ofte giver sobre og ærlige portrætter. Og så er der de andre historier, hvor personerne ikke er kendte, og billedet af dem ikke tegnes helt retskaffent, men som ikke desto mindre er sande. Spike Lee, der bestemt ikke har været bange for at gå i dén retning tidligere i sin karriere, serverer en sand historie, hvor alle karaktererne ikke kun er ærlige og retskafne, men har skarpe kanter. Og den ofte kontroversielle instruktør gør det her med stil.
Ron Stallworth (John David Washington) bliver i 70'erne ansat i den lokale politistyrke som den første sorte politibetjent. Den unge poltimand vil til tops i systemet, men racismen på stationen lurer rundt om hvert hjørne. Men Ron er ikke til at vælte, og da en avisartikel, hvor Ku Klux Klan søger nye medlemmer, fanger hans blik, foreslås der en infiltration. Stallworth fører stemmen og hans nye partner, jødiske Flip (Adam Driver), skal være insideren. Tilsammen står de som en stærk duo og kommer på sporet af en aktion, som KKK vil udføre i deres sags tjeneste.
Spike Lee har siden starten af sin karriere fokuseret på den sorte befolknings historie. "Do the Right Thing", "Malcolm X" og "Clockers" har hver især givet stærke og relevante portrætter af sortes rettigheder og racismen i USA – på hver deres måde. Lee begår sig i de samme temaer, men alligevel er produktionerne sjældent ens, og det gør ham til en alsidig og aktuel instruktør at følge. Selv i en film som "25th Hour" afdækkes racisme, men set fra andre perspektiver. Som instruktør har han aldrig været bange for at provokere eller skabe debat, og han er derfor en vigtig stemme i amerikansk film. Dette understreges med "BlacKkKlansman".
Men fordi der sættes fokus på den sorte i en joint af Lee, betyder det ikke, at hverken Spike Lee eller afroamerikanere udstilles som perfekte. Spike beretter ligeså meget om Ron og aktionen som om, hvor svært det egentlig er at kende forskel på hudfarve og ideologi, når ekstremisme sidestilles. Ron er ikke perfekt. Hans "people", der i tiden er Black Panthers og Freedom Riders, ligger inde med lige så meget had som deres hvide sidestykke. Som komplekse mennesker med forskellige baggrunde er her noget på spil. Det kan mærkes i flere scener, der er spillet og instrueret med både stil, leg og alvor.
John David Washington, der er søn af Denzel, Lees tidligere faste skuespiller, giver et nuanceret og sårbart portræt af Stallworth. Vi tror på Rons kamp. Det er flot skuespil, der leveres kraftfuldt. Adam Driver beviser endnu engang, at han er en af vor tids mest alsidige og interessante karakterskuespillere. Flip er en duksedreng, men vokser med opgaven – som betjent og flertydig karakter. Underholdende er også Topher Grace som en art karikatur på KKK's leder David Duke. "BlacKkKlansman" er en Spike Lee joint, og derfor skal der også være karikaturer til stede, i hvert fald, når det kommer til de hvide.
"BlacKkKlansman" er en uhyre underholdende, stilren og ikke mindst særdeles kraftfuld film i sit udtryk og sine budskaber. Det er ikke fordi, at instruktør Lee ikke har kredset rundt om den her tallerken før, men det er klart den mest helstøbte og mest tilgængelige længe.
