Disney-chef erkender: "Solo: A Star Wars Story" var forhastet

Samtidig afslører Bob Iger, at Star Wars-fans skal forvente, at farten sænkes, når det kommer til hyppigheden af film i fremtiden.

Walt Disney Companys administrerende direktør, Bob Iger, er uden tvivl en af de mest magtfulde og indflydelsesrige personer i underholdningsbranchen. Hans imperium består – udover Disney og Pixar-studierne – blandt andet også af Marvel, Lucasfilm samt 20th Century Fox. Disney ejer med andre ord rettighederne til mega-franchises som Marvels superheltefortællinger, X-Men, Alien, Predator, Avatar, Indiana Jones samt ikke mindst flagskibet: "Star Wars"-sagaen.

I et nyt interview med The Hollywod Reporter indrømmer Iger, at han har begået fejl og taget forkerte beslutninger i forbindelse med "Solo: A Star Wars Story", der blev franchisens første regulære flop, og som fik premiere blot fem måneder efter "Star Wars: The Last Jedi" – en film, som havde delt vandene og medført en splittet fanbase:

"Jeg tog beslutningen omkring timingen, og når jeg ser tilbage, tror jeg, at den fejl, jeg begik – jeg påtager mig skylden – var lidt for meget, lidt for hurtigt. Man må forvente lidt afmatning, men det betyder ikke, at vi ikke laver flere film. J.J. Abrams har travlt med at lave "Episode IX". Vi har kreative enheder, herunder ('Game of Thrones'-skaberne) David Benioff og D.B. Weiss, der udvikler deres egne sagaer, som vi ikke har været specifikke omkring. Og vi er nu ved det punkt, hvor vi skal til at træffe beslutninger om, hvad der skal komme efter J.J.'s film. Men jeg tror, vi skal være lidt mere forsigtige med hensyn til volumen og timingen," udtaler Disney-bossen.

Meget mere Star Wars på vej

Der er dog allerede på nuværende tidspunkt masser af nyt "Star Wars" i støbeskeen. Udover "Game of Thrones"-skabernes projekt har "The Last Jedi"-instruktøren Rian Johnson ligeledes sin egen serie af "Star Wars"-film undervejs. Dertil kommer den annoncerede live-action-serie, der skal udkomme til Disneys kommende streaming-tjeneste, og som skal bestyres af instruktøren og produceren Jon Favreau ("Iron Man", "Junglebogen").

Næste "Star Wars"-film bliver den endnu unavngivne "Episode IX", der får premiere i december 2019.

Kommentarer

Disney-chef erkender: "Solo: A Star Wars Story" var forhastet

  • ★★★★0

    Det er nok meget fornuftigt. Det sagt så synes jeg stadig Solo var langt mere vellykket end den har fået på puklen for. Jeg kommer i hvert fald til at gense den, og kunne godt forestille mig at den kommer til at vinde lidt i det lange løb.

    gi-jones21-09-18 13:30

  • ★★★★★0

    Altså, Solo havde så vidt jeg fik med mig en slags anti-hype omkring sig. Folk sagde den blev noget lort, længe før nogen så den. Fyrede instruktører og så rygterne om at Ehrenreich spillede Han Solo som om han var Ace Ventura - folk var dybt pessimistiske. Og så viste den sig jo at være ganske okay..

    Lars!21-09-18 14:40

  • ★★★★★★0

    Jeg har først lige fået set Solo og jeg synes nu også at den er ret vellykket. Jeg havde nok foretrukket Ansel Elgort som Han Solo, men Alden Ehrenreich gjorde det helt fint.

    Det er nok lidt en kombination af timing, som Iger inde på og den anti-hype som Riqon nævner, der gjorde at filmen ikke hev masser af mennesker i biografen.

    Jeg gad godt at se en toer, samt en spinoff med Lando og jeg satte pris på, at man i det store hele havde bevaret baggrundshistorien mellem Han og Chewie, samt de nik til Star Wars-universet, som foregår udenfor filmene.

    Zero Cool21-09-18 14:50

  • ★★0

    Det er nok meget fornuftigt. Det sagt så synes jeg stadig Solo var langt mere vellykket end den har fået på puklen for. Jeg kommer i hvert fald til at gense den, og kunne godt forestille mig at den kommer til at vinde lidt i det lange løb.

    Personligt foretrækker jeg til hver en tid Solo-filmen frem for “The Last Jedi”, som jeg mener skuffede fælt. Kan kun hive tre stjerner op af hatten til den, hvor imod “Solo” får fire, selvom der gik lige lovlig megen fanservice i den visse steder. Men underholdningen var i top, og skuespillerne gode - måske med undtagelse af Emilia Clarke. Glæder mig også mere til et gensyn med den i modsætning til da “The Last Jedi” udkom til hjemmebiografen.

    Og ja: “Star Wars”-film må ikke udkomme for hyppigt, da de indtil “Solo” havde karakter af at være event-film. Det skal være noget helt særligt, at der kommer et nyt eventyr fra en fjern, fjern galakse, så godt, at der er over et år til, at Episode IX får premiere.



    Thomas Fenger21-09-18 17:36

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen