Mandy (2018)
Forventninger var sat højt efter den massive hype og lad mig sige de blev indfriet - omend det viste sig at være en langt anderledes film en hvad jeg havde forventet.
Mandy er et bæst af en film. Med en blanding af psykedelisk horror, Lovecraft-vibes og en slags episk fantasy søsættes en vanvittig fortælling om kærlighed, tro og hævn. Overraskende nok viser første halvdel af Mandy sig at være et slow-burn, som udspiller sig omkring titelkarakteren Mandy. Der ombygges nærmest en slags overnaturlig fantasi omkring hende når hun med sine dybe, sorte øjne vandrer igennem skovområdet som en anden heks. Hun spilles meget fascinerende af Andrea Riseborough, der perfekt indkapsler noget foruroligende og mystisk ved karakteren, men samtidig viser sig sårbar.
Ligeledes har vi Nicolas Cage som den rolige Red, som faktisk først rigtig får spilletid i filmens anden halvdel, der vil gå igennem ild og vand for Mandy. Her kommer der virkelig tempo på filmen, mens der skrues op for galskabens blodudgydelser. Der har været skrevet og sagt meget om dette som Cages store "comeback", og han viser da også hvor fed han kan være når han tøjles af den rette filmmager. Dog er der ingen tvivl for mig om, at det er Andrea Riseboroughs Mandy-karakter, som er filmens helt store attraktionsværdi - jeg foretrak klart filmens første halvdel, selvom jeg også er meget begejstret for anden halvdel.
Mandy skal i allerhøjeste grad også ses som den audiovisuelle oplevelse den i sandhed er. Der er skruet op for farvelpaletten, hvor der er skruet op for stjernehimmelen som afkaster rødlige farver over skovens mørke. Filmen indhylles konstant i disse røde/lyserøde neonfarver, som bidrager til det psykedeliske univers. Der leges også med slowmotion (drug haze) og andre kreative påfund, blandt andet en formidabel sekvens hvor ansigter smelter sammen - det mindede mig lidt om Jois 'morphing scene' i Blade Runner 2049 - pmens der også er visuelle hilsner til bl.a. Heavy Metal (1981).
Afdøde Johan Johannsson har med en af sine sidste scores begået et mindre vidunder. Igennem hele filmen danner hans ambient synthmusik et dystert baggrundstæppe for fortællingen, der også i flere instanser glider over i noget lyd inspireret af drone/doom-metal. Det er den slags score, som går i ét med lyddesignet og bliver en vital del af fortællingen, men samtidig kan stå på egen fod.
Mandy er uden tvivl en hel særlig og voldsomt interessant film - jeg har sjældent set noget lignende. Den var overhovedet ikke som jeg forventede; troede det ville være en konventionel hævnthriller med 180 km i timen fra start til slut inklusiv neonfarver, pulserende synthscore og voldelige aktioner i alle henseender. Jeg fik nogle af delene, men det var også langsommeligt tempo, tungladet dronescore, et næsten mytisk univers og virkelig bare en ukonventionel hævnthriller, hvor man overraskes af tempo, struktur og eksekvering.
Jeg er enormt begejstret for filmen, men alligevel kan jeg ikke lade vær med at føle der mangler noget. At den kunne havde været endnu bedre. Måske er det forholdet mellem Mandy og Red, som ikke underbygges nok. Måske går anden halvdel for hurtigt. Måske et eller andet, som jeg først opdager ved gensyn.
Derfor ender jeg "kun" på 8/10, men jeg smider en kæmpe anbefaling herfra og den kan snildt vokse på gensyn. Absolut blandt de mest interessante titler jeg endnu har set fra 2018 - jeg så den gennem iTunes US, men hvis du har muligheden, så nup den på ugens kommende CPH PIX! Den må gøre underværker på en stor skærm.
