Anmeldelse: 2001: A Space Odyssey (IMAX)

At se "2001: A Space Odyssey" er som at forlade Jorden for en stund.

Målløs. Betydningen af det ord er: Midlertidigt ude af stand til at sige noget på grund af forbløffelse eller sindsbevægelse. Eller hvis jeg skulle beskrive det billedligt: Anmelder Astrid Maan Thomsen siddende i en biografstol efter at have set Stanley Kubricks episke science fiction-eventyr "2001: A Space Odyssey". For første gang nogensinde. Så denne anmeldelse vil både forsøge at gengive en neutral fornemmelse af, hvordan denne film er for en førstegangsseer – ligesom den måtte have været for publikummet tilbage i 1968 – men også sætte det nu 50 år gamle filmværk i perspektiv med nutiden og forklare, hvordan det ændrede filmhistorien for altid.

"2001: A Space Odyssey" er fortællingen om de to amerikanske astronauter, som sammen med computeren HAL 9000 er taget på en intergalaktisk mission til Jupiter efter fundet af en mystisk sort monolit, der viser sig at have en mærkbar effekt på den menneskelige udvikling. Før denne handling udspiller der sig to væsentlige episoder, som ligger til grund for missionen til Jupiter – på flere måder, end vi ved.

Sådan kan handlingen i "2001" kort opsummeres, men hvad den egentlig handler om er op til den individuelle publikummer at afgøre. For dette er ikke så meget en film, som det er en lektion i både at lave film og i at forstå, hvad vi er som mennesker. Oprindelsen af os selv som mennesker. Det er store emner, som Kubrick tager under sin skarpe linse, og det er utroligt at forestille sig oplevelsen af denne film tilbage i 1968 – lige før vi endda landede på månen! Den tætte sammenhæng mellem "2001" og månelandingen har der også været nogle konspirationsteorier om, senest nævnt i found footage-thrilleren "Operation Avalanche" fra 2016.

Det, der grundlæggende er så fantastisk ved "2001", er de uovertrufne special effects, som filmen også blev belønnet med en Oscar for. Filmen er blevet kaldt en godfather inden for denne slags film, og den har inspireret mange af verdens allerbedste filminstruktører såsom Steven Spielberg og George Lucas. Det var også Lucas, som i 1977 sagde, at Stanley Kubrick "had made the ultimate science fiction movie."

Jeg vil gå så langt som at konkludere mig selv enig med George Lucas. At se "2001: A Space Odyssey" er som at forlade Jorden for en stund. Den er mystificerende, kold og anderledes. Den udfolder ikke sit inderste, som enhver film gør, men starter ud stille og fortsætter stille. Kubrick har sat et tempo gennem hele filmen, som blev kritiseret af mange for at være for langsom og for uforstående. Dette er helt og aldeles forkert efter min mening. Filmen går langsomt frem, ja, men musikken og historien skal bæres langsomt. Vi befinder os i rummet. Det er ikke den normale verden længere. Du vil blive taget væk fra tid og sted, hvis denne film rammer dig rigtigt.

En grund til, at jeg tager hatten ekstra meget af og rækker ud og giver "2001" topkarakter med seks stjerner, er, at jeg længe har anset mig selv for at være en nykritiker af Stanley Kubrick generelt. Mange af hans film holder efter min mening ikke den standard og kultstatus, som de er blevet givet gennem årene. Jeg vil sige, at Stephen King havde ret i sin kritik af "The Shining", som han kaldte "a big, beautiful Cadillac with no engine inside it." Men med "2001: A Space Odyssey" ramte Kubrick stjernerne. Der er ingen tvivl om, at Kubrick er the filmmaker's filmmaker. Åbningsscenen er nok til at give mig kuldegysninger, bare ved at tænke tilbage på den. Denne film sætter for mig Kubrick tilbage i sædet som en æreindgydende, frygtindgydende mester af film. Så kan jeg godt tilgive ham nogle mindre fejl – og mig selv for at have taget alt for lang tid, før jeg fik set dette mesterværk.

"2001: A Space Odyssey" fylder 50 år i år, og af den grund har en nulevende legende indenfor film, instruktør Christopher Nolan ("Dunkirk", "The Dark Knight", "Interstellar"), været med til restaureringen af "2001: A Space Odyssey", og 27. september har publikum for første gang mulighed for kortvarigt at opleve Kubricks mesterværk i IMAX i CinemaxX i København og Aarhus.

Og husk, som forfatteren til bogen sagde: "If you understand '2001' completely, we failed. We wanted to raise far more questions than we answered." Jeg forstår ikke filmen, men jeg forstår, at den er ude af denne verden.

2001: A Space Odyssey (IMAX)

Kommentarer

2001: A Space Odyssey (IMAX)

  • ★★★★0

    Jeg var inde for at se den i går i Cinemaxx i Kbh., og det var en blandet oplevelse.

    Det var fedt at se den igen på et STORT lærred. Jeg regnede ud, at sidst, jeg så den i biografen, var for omkring ti år siden i en lettere falmet 70mm-kopi i Imperial. 

    Det er en film, der virkeligt kommer til sin ret, når den er blæst op i stort format, og man samtidigt er lukket inde i biografens mørke, fri fra alle distraktioner.

    Desværre ville teknikken ikke helt det samme som os.

    Cinemaxx havde annonceret, at der ville vær en pause undervejs. Men vi fik bogstaveligt talt sort skærm midt i en replik. Så gik der et pænt stykke tid, hvor vi bare sad i mørket og undrede os, før lyset tændte, og nogen sagde, at der var et kvarters pause.

    Under pausen begyndte filmen så pludseligt forfra, før det endeligt lykkedes dem at slukke lyset og starte det rigtige sted.

    Dvs. rigtige og rigtige - den startede, hvor pausen nok oprindeligt skulle have ligget, men det betød, at vi gik glip af små fem minutter med en af filmens nok mest vigtige scener - scenen hvor Bowman og Poole lukker sig inde i en Pod og taler om muligheden for at slukke for HAL, og hvor HAL mundaflæser dem. Det er ligesom den scene, der giver hele HAL's motivation for at handle, som den gør. 

    For os, der havde set filmen før, var det selvfølgelig ikke det helt store problem, selvom det naturligvis var vildt irriterende. Men jeg kan ikke forestille mig, hvor forvirrende det må have været for nogle af dem, der så den for første gang, når filmen startede igen og gik direkte til...

    Hal's mord på Poole.

    Til Cinemaxx' forsvar skal så siges, at de selv fangede fejlen og efter filmen gav alle en fribillet til en anden IMAX-forestilling som plaster på såret. 


    thomsen29-09-18 09:50

  • ★★★★0

    Skal gense den næste uge og med 10 kollegaer og glæder mig vildt.

    Bruce29-09-18 11:37

  • ★★★★★0

    Jeg snupper den på fredag. Håber satme CinemaxX har fået deres shit together i mellemtiden =l

    David Lund29-09-18 11:54

  • ★★★0

    Det er også en fantastisk film. Jeg var til et arrangement i går, hvor Odense Symfoniorkester spillede noget af musikken - heriblandt Aram Khachaturians Gayane Ballet suite. Hold op, hvor er den vidunderlig og smuk. Der er ikke noget at sige til, at Kubrick ikke kunne finde noget, som kunne matche den.

    Benway29-09-18 12:03

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen