Jóhann Jóhannsson kåret som årets bedste filmkomponist – otte måneder efter sin død
Det islandske stortalent blev hædret under årets World Soundtrack Awards, der blev afviklet i Gent, Belgien.
Jóhannsson blev fundet død i sin lejlighed i Berlin, Tyskland, i februar. Men forinden sin pludselige, tragiske bortgang nåede han at komponere musik til filmene "Mary Magdalene", "Mandy" og "The Mercy", der alle udkom her i 2018.
Og for sit musikalske arbejde i år blev Jóhannsson således belønnet med prisen Årets komponist ved World Soundtrack Awards, som blev afholdt for 18. år i streg.
Jóhannssons islandske kollega, Hildur Guðnadóttir, som samarbejdede med den afdøde musiker på "Mary Magdalene"-scoret, tog imod prisen og leverede en rørende takketale, der kan ses på prisuddelingens officielle Facebook-side.
Jóhannsson har tidligere komponeret skamroste scores til film som "Arrival", "The Theory of Everything" og "Sicario" – han blev Oscar-nomineret for sin musik til de to sidstnævnte film
Moovy TV interviewede islændingen i 2016, hvor vi primært diskuterede hans musik til "Arrival", men også hans kreative proces og generelle tanker om filmmusik: