Anmeldelse: Shoplifters

"Shoplifters" er på papiret en stille eksistens – og tæt på genial.

Socialrealisme har i alle sine varianter stolte traditioner inden for filmmediet. Hvad end vi skal tilbage til stumfilmsperiodens Neues Sachlichkeit, britisk kitchen sink realism eller de skandinaviske varianter. Siden det internationale gennembrud i 50'erne har moderne japanske hverdagsdramaer, også kendt som gendai-geki, haft en fast plads i filmhistorisk regi. Ikke kun med legendariske Yasujirō Ozu ("Tokyo Story"), men også nutidigt med Hirokazu Koreeda. Seneste film fra mesterinstruktørens hånd, den Guldpalme-vindende "Shoplifters", beviser, at solens eget land stadig er blandt de bedste nationer i verden til små, men i ånden store fortællinger.   

Osamu (Lily Franky) og familien er økonomisk trængt. Derfor må alle mand – og kvinder – ty til butikstyverier for overlevelsens skyld. En dag finder Osamu en fire-årig pige i den bidende kulde. I første omgang tages barnet med tilbage til det lille hjem natten over – for efter et par dage pludseligt at blive boende. Osamus familie synes at leve lykkeligt sammen, til trods for de strenge kår. Lige indtil en uforudset hændelse afslører absurde hemmeligheder og tester de bånd, der ellers har bundet den umage gruppes individer sammen.

Hirakazu Koreeda fortsætter sit yderst produktive og høje niveau med "Shoplifters". Selv efter seværdige film som "Det tredje mord", "Efter stormen" og "Min søns familie" beviser den Tokyo-fødte mester, at han langt fra er færdig med at imponere.

Underspillet udadtil med dvælende sekvenser, dog intens i al sin stilfærdighed, knuges under overfladen et særdeles medrivende drama. Metoden er gennemgående hos Koreeda, hvad end han bevæger sig i det rislende kolde portræt af en psykopat i "Det tredje mord" eller det mere lune af slagsen med vores dysfunktionelle familie i "Shoplifters". Snedige fortællemæssige greb, uforudsigelig skift i stemning og et levende persongalleri skaber rammerne om den sprudlende historie om komplekse mennesker og skjulte motiver.

Med "Shoplifters" lader Koreeda den moralske pegefinger være op til publikum i bolværket af sammenflettede temaer. Eksistentielle overskrifter såsom kærlighed, tab, familieglæde, rejsen fra barn til voksen og død gennemleves, når skeletterne – i familiens skød – vælter ud af skabet, som livets milepæl over sæsonens skiftende årstider. Imidlertid lettere sagt end gjort, da alle familiemedlemmer subtilt og uden den store dramatik udvikler sig flerdimensionelt i hver deres retning. Troværdigt fremstillet mellem linjerne, præget af rolig livsklog dialog og de små afgørende episoder i livets store fortælling. Spillet mellem netop de nøje udtænkte nuancer er på én og samme tid livsbekræftende og urovækkende. Fortalt i et tempo, hvor tankerne får rum til at vækkes i ro og mag.   

Tæt på genial, er "Shoplifters" på papiret en stille eksistens. Historien om Osamus særdeles dysfunktionelle familie vender dog på en tallerken mere end en håndfuld gange i, hvad der viser sig som kompleks, livsbekræftende og livsklog. Japanske Hirakazu Koreeda gør afdøde mester Ozu stolt i ånden, når den nutidige instruktør atter beviser, at han er en af de skarpeste instruktører ud i menneskelige skæbnefortællinger.

Shoplifters

Kommentarer

Shoplifters

  • 0

    Shoplifters går stadig i Grand! Vidunderlig film.

    Muldgraver25-10-18 13:44

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen