Brugeranmeldelse: Jagten på den forsvundne skat (1981)

Steven Spielbergs instruktion har aldrig været bedre.

Da jeg så "Jagten på den forsvundne skat" for første gang som 11-årig, var jeg dagen efter ude at lede efter flasker, så jeg kunne se skrabe 15 kroner sammen, så jeg havde råd til en billet på cowboyrækkerne, som var ubehagelige træstole helt oppe foran i salen, hvor hold i nakken over at kigge op på lærredet ikke ville være usædvanligt. At bruge penge på at se den samme film to gange i biografen to dage i træk var ellers ikke noget, jeg gjorde eller havde råd til. Men det her var for godt – den skulle opleves igen og gerne med det samme.

Siden så jeg den 15-20 gange op igennem 80'erne på en tvivlsom VHS-kopi. Det er blevet til et par gensyn siden dengang, sikkert både på købebånd og dvd, men nu fik jeg endelig set den på Blu-ray med brag på lyden og et billede, der var til at holde ud at se på. Efter så mange år og gensyn kan jeg så stadig konstatere, at filmen rammer alt det, jeg elsker dybt inde i mit filmhjerte. En på alle måder velskrevet og uforglemmelig helt, der både er handlekraftig og begavet, samtidig med at han har et glimt i øjet og indimellem grænser til det martyriske. I hovedrollen er Harrison Ford perfekt castet til dette og rammer noget så ikonisk, at det er svært at se det gentaget med en anden skuespiller.

Efter en af filmhistoriens bedste åbningssekvenser tages vi ud på et retroperspektivt eventyr, hvis inspiration i gamle seriefilm ikke lader sig benægte, men som alligevel tilføjer dem en friskhed, der ofte får filmen til at virke langt mere original, end den nok egentlig burde have ære for. Den vinder også på sine karakterer, der har kant via baggrund, fin dialog og tydelig definition og derfor fremstår skarpt skårne og mindeværdige.

Karen Allen er god som Indys kærlighedsinteresse i al den charmerende ambivalens, den præsenteres i. Filmens skurke er de tyske nazister, som præsenteres så herligt primitivt onde og grusomme, at selv Indys nemesis, den tvivlsomme arkæolog Belloq – fint spillet af Paul Freemanv – der ikke holder sig tilbage for at få succes, tydeligvis er flov over at arbejde sammen med disse. Musikken af legendariske John Williams er fantastisk, og titelmelodien er den slags, man nynner efterfølgende.

Steven Spielbergs instruktion har aldrig været bedre. Det er hans bedste og mest formfuldendte film, som udover de nævnte ting skal fremhæves for de mange velvalgte locations, mindeværdige scenerier og den medrivende og sprudlende underholdende action. Det er fortalt med overskud, finesse og en glæde i eventyret, som ses for sjældent. Slutningen er så nærmest skræmmende ondsindet og gammeltestamentlig og – kender man ikke filmen – ret overraskende på en positiv måde.

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.