Anmeldelse: Nureyev

Har man ikke ét gran fascination for ballet før portrættet af übermaestroen over dem alle, tør jeg godt garantere, at du får det.

Få kunstarter er manifestation af perfektion som ballet. Og få udøvere nåede samme niveau som legendariske Rudolf Nureyev. Kontroversiel russer fanget i den kolde krigs kulturkamp mellem Øst og Vest – og samtidig et berømt ikon med rock n' roll status. Samtidens konflikter spejles i danserens komplekse personlighed, der alt andet lige er dybt fascinerede i Jacqui og David Morris' blændende portræt af ballettens største maestro.

Elegant opbygget som en teateropsætning tager filmen os med fra Nureyevs ludfattige opvækst i USSR til berømmelsen, da han som ung i 1961 afhopper til Vesten – til trods for allerede at være en af de allerstørste personligheder i Østen. Inden for kort tid mere eller mindre revolutionerer den benhårde tatar som verdensstjerne, og resten er derfra historie. Og dog. Skandaler, rygter om homoseksualitet og et forhold med en anden balletstjerne, danske Erik Bruhn, går i spænd med skelsættende præstationer på den globale scene. Ikke mindst også den politiske og kulturelle.  

Beretningen om Rudolf Nureyev er fortællingen om Sovjetunionen og dennes fald. Som den første kunstner, der afhoppede – til trods for at KGB gjorde alt for at standse den dengang unge balletdanser – blev han også symbolet på den bristede illusionen om Sovjet som den overlegne og ubesmittede kulturnation. Og alligevel blev danser-divaen et progressivt symbol på, hvad kulturmøder kan føre med sig. Selvom Nureyev døde af AIDS i 1993, nåede han netop at få USSR's sammenbrud med. Bittersød poetisk retfærdighed, som ikke engang Dostojevskij kunne forfatte det.

Indblikket i datidens kolde politiske klima – qua signalværdien og den historiske kompleksitet ved, at en mand som Nureyev blev afhopper – sammenfattes med kolossalt overskud og overblik. Fortællelysten smitter i mikset mellem arkivmateriale, nyere interviews og stort anlagte opsætninger af Royal Ballets indflydelsesrige koreograf Russell Maliphant. Helt afgjort over the top på den teatralske konto, og samtidig lige præcis som det skal være.

Om man er balletelsker eller ej – jeg kender minimalt til kunstarten  – rammer instruktørerne Jacqui og David Morris de rette toner. Nureyev er slet og ret umulig ikke at blive fascineret af. Atletisk og teknisk giver det et sus i maven af ærefrygt ved gennemgangen af overmenneskets mest kendte forestillinger, der svælger i råstyrke og alligevel vanvittig indlevelse. Bramfri, hårdhudet og utålmodigt kendte russeren sin værd som kunstner. Derfor er den slet skjulte berøringsangst med den homoseksuelle side og forelskelsen i Erik Bruhn sælsom. "Nureyev" er på den ene side et ærligt og rent portræt af ballettens allerstørste maestro i nyere tid, men går ekstremt forsigtigt med dørene hér. At filmen ender som en slags awareness-kampagnefilm mod AIDS fremstår derfor malplaceret. Når Nureyev i al sin diva-ness folder sig ud, er dét dog absolut til at acceptere.

Overraskende medrivende og oplysende – "Nureyev" er en på flere niveau imponerende opvisning i koblingen mellem biografi, historisk indførelse og intimt indblik i én af de største kulturpersonligheder under den kolde krig. Har man ikke ét gran fascination for ballet før portrættet af übermaestroen over dem alle, tør jeg godt garantere, at du har det efter at have set Jacqui og David Morris' suveræne hyldest til den kontroversielle russer.